Under the same Sky

6️⃣5️⃣

To dage senere stod jeg foran Gemmas spejl og kiggede mig selv i spejlbilledet.

I dag skulle mrs. Lewis begraves. Da jeg vågnede i morges, var jeg underligt nok ikke trist. Jeg var stadig ikke trist. Jeg gik bare rundt i en bobbel af ligegyldighed.

Jeg tror, jeg gemte tristheden til kirken og indtil da, gik jeg bare rundt som en tom skal, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle reagere. Skulle jeg være glad, når dagen ville være så trist? Eller skulle jeg gå og være trist hele dagen, for det tror jeg ikke mrs. Lewis ville have, at jeg var.

Så jeg var midt i mellem. Ligeglad.

Min sorte kjole, jeg havde fundet i en af mine flyttekasser over fra mrs. Lewis' hus, sad tæt ind til kroppen, og jeg havde samlet mit hår i en hestehale i nakken men undlod to lokker til at indramme mit ansigt.

Min makeup var meget minimal, og jeg havde inden smykker på.
Jeg var klar.

Og som var det planlagt bankede det på døren, og Harry stak hovedet ind. "Er du klar?"

Jeg gik over til han og prøvede at smile, hvilket mislykkedes. "Så klar jeg nu kan blive."

Harry tog min hånd og gav den et klem. "Det skal nok gå. Vi er her alle sammen, og Austin er allerede i kirken og holder pladser."

Jeg nikkede og var dybt taknemmelig for at hele familien Styles ville med i kirken og støtte mig så meget. Det var næsten alt for meget.

"Tak Harry, fordi I tager med." Jeg mente ordene, for jeg var taknemmelig for at de alle var med, men et sted dybt nede i mit egoistiske hjerte, var ordene jeg mente "Tak Harry, fordi du tager med."

"Hold op, vi er mere end villige til at tage med." Smilede han beroligende, inden han lænede sig ind mod mit øre og hviskede; "jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men min familie er ret vilde med dig."

Om jeg havde lagt mærke til det. Selvom Harry og jeg lige var begyndt at tale igen, og at vi før sådan ca hadede hinanden, så opførte hans familie sig, som om intet var sket. De så mig stadig som en del af deres familie.

De var alt for søde.

"Okay så. Lad os komme afsted og få det overstået ikke?" Foreslog han, og jeg fulgte efter ham, da han trak afsted mig med ned af trappen.

Dyb indånding, Sky. Du kan gøre det. Du skal gøre det.

Det var tid til et sidste farvel til mrs. Lewis.

------------------

Omg.

Kirke var seriøst lige så forfærdelig som jeg havde regnet med. Faktisk værre!
Jeg græd og græd og græd. Austin stod med mig i sine arme, mens jeg gemte ansigtet i hans bryst og tudede. Jeg så knap nok noget af gudstjenesten ,fordi jeg var bange for at se op.

Jeg græd nemlig af to grunde. Den første -og åbenlyse- var at mrs. Lewis var død. Det var så trist. Og uhyggeligt... Kisten var åben, så jeg så hendes ansigt, helt blåt og koldt. Hun lignede slet ikke sig selv. Det var som om det var hende men alligevel ikke. Det var hendes krop, men hendes sjæl og personlighed var væk. Hendes ansigt var helt slap, i stedet for det store smil, hun plejede at give mig.

Det var så forfærdeligt og trist. Men også vildt uhyggeligt. Det var første gang jeg så et dødt menneske. Så mens vi gik op til kisten, tudede jeg, fordi min bofælle var død og delvis fordi jeg var ved at flippe ud over det døde lig, der lå lige foran mig!