Under the same Sky

8️⃣6️⃣

Så blev det endelig nytårsdag.
Richard kom med et sent fly i går aftes og havde ikke kunnet nå at tjekke ind på hotellet, så han blev hentet og overnattede på sofaen hos familien Styles.

Jeg glædede mig til når han ville komme på besøg og overnatte på min sofa i min egen lejlighed. Jeg glædede mig faktisk i det hele taget bare til at vise ham den. Han ville elske den lige så meget som mig.

Jeg havde sovet hos Gemma på gulvet på madrassen. Endnu en grund til at jeg glædede mig til, at jeg flyttede ind i min lejlighed. Slut med at sove på gulvet og slut med at ligge og ikke kunne sove ved tanken om Harry over på den anden side af gangen.

Hjemme hos mig var der ingen forældre, ingen søskende og ingen forstyrrelser.

Jeg vågnede tidligt i dag. 9:08 for at være præcis. Jeg ville have det sidste af året med før vi tog hul på det næste der kom.

Gemmas seng var tom, så hun måtte allerede være oppe. Jeg hoppede i et par løse bukser og tog en af Harrys mange sorte t-shirts på. Jeg havde en dag taget den fra han skab, og han havde haft rynket pande og set spørgende på mig.

"Finder du noget interessant i mit tøjskab?" Sprugte han og lænede sig tilbage med et lille smil.

Jeg tog hans foldede sorte T-shirt i hænderne og holdte den ind mod min krop. "Må jeg låne den her?" Spurgte jeg og ignorerede hans spørgsmål. Egentlig spurgte jeg kun af høflighed. Jeg havde, uanset hans svar, tænkt mig at stjæle hans trøje.
Det ville bare være nemmere, hvis han sagde ja nu, end hvis jeg senere skulle snige mig væk og stjæle den.

Han trak på skulderne. "Ja det må du vel. Men hvorfor vil du låne den?"

Nu var det mig der trak på skulderne. "For at have dig tæt på mig."

Hans ansigt blødte op, og han tacklede mig, så jeg landede med et hvin ovenpå hans brystkasse. "Så. Problem løst." Grinte han og begyndte at kilde mig, da jeg prikkede ham i siden for at have tacklet mig.

Da jeg kom nedenunder var Richard oppe og sad og drak kaffe, mens han så ud på sneen, der kom ned i store flager. Han smilede til mig, da han så mig. "Godmorgen skattepige. Har du set et vejr?! Noget anderledes end Californiens 16 grader."

Jeg gik over til ham krammede ham. Han krammede mig tilbage og kyssede mit hoved. Jeg nød hans nærvær og blev igen forbløffet over, hvor meget jeg savnede ham. Det gik op for mig, at ud over Harry, var Richard den jeg elskede mest i hele verden. Vi var ikke i nogen form relaterede til hinanden, men vi var blevet familie og havde taget os af hinanden efter min rigtige familie var gået i opløsning.

"Jeg har savnet dig." Hviskede jeg og prøvede at holde min stemme fra at knække over.

Richards brystkasse rystede, da han grinte, og han aede mig på ryggen. "Jeg har også savnet dig. En uge er pludselig lang tid at være adskilt."

Jeg vidste, hvad han mente.

Anne kom ud i køkkenet og slog hænderne sammen med hovedet på skrå. "Jamen søde barn dog!".
Jeg hørte flere fodtrin og bag Anne, dukkede Harrys krøllede hår op. Han blinkede til mig, mens jeg stod i Richards arme.

Jeg trak mig og gik over til Anne. "Jeg ved godt, at du siger, at det er ingenting, men tak fordi jeg måtte være her. Og fordi I tager så godt imod os." Jeg pegede på mig og Richard.

Anne fik tårer i øjenene, og hun åbnede armene. Jeg trådte ind i hendes omfavnelse og gjorde mig selv forberedt på hendes styrke og hende vane til at masse alt luft ud af kroppen på mig, men dette kram var slet ikke som de andre. Det var let og afslappet.