Under the same Sky

1️⃣3️⃣

"Austin jeg kommer for sent!" Hylede jeg og prøvede at skubbe ham ned fra mig.

Jeg skulle starte på arbejde i dag. Det var blevet Onsdag og dermed min første rigtige arbejdsdag i cafeen.

Men Austin lå lige så lang han var over mig, og på trods af mine muskler og kampsport skills, kunne jeg ikke skubbe ham af mig. Han var for tung og stædig.

"Er du sikker?" Spurgte han med ansigtet skjult ved min hals.

"Uh huh rigtig sikker! Så skrub af!" Han gryntede men rullede af mig. Jeg skyndte mig ud af min seng, inden han overtalte mig til at blive.

Klokken var kun to om eftermiddagen, og jeg skulle være ved cafeen om en halv time. Jeg så mig selv i spejlet. Min hår lignede en fuglerede!

Hurtigt greb jeg børsten og kørte den igennem et par gange for at få de værste knuder redt ud. Austin lå på albuerne og betragtede mig i spejlet.

"Jeg kører dig." Sagde han og smed sig tilbage på sengen.

Jeg smilede og lagde børsten fra mig. "Det er meget sødt af dig, men det behøver du ikke. Jeg er sikker på Kyle gerne vil have sin bil tilbage. Så skal du ikke køre mig rundt i byen og lege taxachauffør."

Det fik bare ham bare til at rulle ligegyldigt med øjnene. "Kyle er ligeglad. Han bruger aldrig bilen alligevel. Det var en gave fra hans forældre. Og så kan jeg godt lide at køre dig rundt." Smilede han.

Jeg opgav. Jeg måtte bare de det i øjnene. Austin var bare for flink og rar til, at man ikke kunne lade være med tage imod hans tilbud, -såsom at blive kørt på arbejde.

"Okay fint så kører du mig. Men så skal du altså også til at rubbe neglene, for vi skal afsted nu!" Jeg klappede i hænderne i et hurtigt tempo, og da han stadig ikke gjorde tegn på at flytte sig, besluttede jeg mig at for at udsætte ham for plan B.

Jeg tog en af pyntepuderne fra sengen, og begyndte at banke ham synder og sammen. "Så. Er. Det. Op. Austin. Butler!" Skreg jeg og fortsatte med at banke ham.

"Okay okay!" Han for op og skyndte sig ud af værelset. Jeg kunne høre hans hurtige skridt ned af trappen.

Jeg smilede tilfreds og lukkede døren efter mig, da jeg fulgte efter ham i et roligt tempo ned af trapperne.

-----------------------------

"Jeg har arbejdet her i omkring halvandet år nu. Da jeg først begyndte mindede stedet mere om en grøn bussemand end et sted, man havde lyst til at få sig en kop kaffe." Fortalte Lucy.

Hun sad oppe på skranken med fødderne dinglende ud over kanten. Jeg selv stod og tømte opvaskeren, selvom der kun var omkring tre krus i.

Der var ingen mennesker i cafeen. Udover en gammel mand der sad nede bagerst i lokalet -han sad forresten unaturligt stille. Nogle gange så jeg over på ham, for at tjekke, at han ikke lige pludselig faldt død om ned i sin kaffe- ellers var cafeen helt ryddet for kunder.

Selv køkkenet så ud til at lave ingenting. De sad og snakkede ude i køkkenet, mens enkelte gjorde lidt rent.

"Hvorfor en bussemand?" Spurgte jeg ikke helt sikker på, at jeg gad høre svaret.

Lucy gik et fjernt udtryk i øjnene, mens hun tænkte tilbage. Hun skar ansigt. "Altså for det første prøvede Costa at køre det her farve tema for at gøre cafeen ny og fancy. Og ja farven var grøn. Rigtig ulækker snotgrøn. Nå ja og så var toiletterne ikke så hygiejniske dengang... Der voksede grønne ting og ad væggene, hvis du forstår." Hun hviskede det sidste og brød ud i grin.