Under the same Sky

3️⃣3️⃣

Næste morgen. Torsdag. Og jeg skulle ikke på arbejde. Mega ultra meget lækkert.

Så jeg gik bare rundt derhjemme i min pyjamas og dovnede den totalt meget af.

Ved 11 tiden havde jeg ringet til Richard. Han var på arbejde og blev nødt til at lægge på meget pludseligt, da han blev tilkaldt over politiradioen. Noget med en masse tal og koder der åbenbart betød "flugtbilist i nærheden".

Men Richard havde det godt. Han savnede mig. Det sagde han ikke direkte, men jeg forstod at læse mellem linjerne og kunne tyde hans mening. Jeg savnede også ham.

Jeg havde ringet til Austin, der inviterede mig over til aftensmad hos ham, som jeg takkede pænt "ja tak" til. Det var alt for lang tid siden, at jeg havde fået noget ordenligt at spise.

Mine kokkeevner -var for at sige det mildt- ikke blevet meget bedre. Om noget kun dårligere.

Det at koge vand i en elkedel var åbenbart i kategorien "kan ikke finde ud af" også, hvilket jo et mega pinligt. Hvordan den kunne lade sig gøre ikke at kunne finde ud af at, koge vand i en elkedel vidste jeg ikke, men altså...
Det er svært at koge noget, når man ikke kunne finde ud af at tænde den forpullede tingest.

Mary Lewis var ikke hjemme. Hun var til et lægen til en obligatorisk undersøgelse og så ville hun vidst nok tage ind til et garnbutik og købe noget mere garn, til det tæppe hun var i gang med at strikke.

Så jeg var helt alene hjemme. Igen. Mega ultra meget lækkert!

Til sidst, efter også at have ringet til Lucy og høre hvordan hendes lille "hjemtur" med køkkendrengen Mike gik -der forresten gik mega godt! De havde snakket hele vejen, Mike var en perfekt gentleman og fulgte hende helt op til døren, og turen endte med, at de aftalte en tur sammen i biffen. Helt klart en date, selvom Lucy holdt fast på at det ikke var. "Det er bare to venner i biografen." Ja drøm videre.- endte jeg med at have fingeren svævende over en af mine kontakter under kategorien "H".

Skulle jeg også lige ringe til Harry og høre hvordan han havde det? Han skulle være på arbejde fra tidlig morgen til klokken 13 og klokken var næsten ved at runde, så måske var han ved at skifte fra arbejdstøjet.

Mine kinder blev varme ved tanken. Harry der stod ude i personalelokalet og fjernede det grimme sorte forklæde og skiftede den sorte T-shirt ud med en ny, ren og frisk sort T-shirt.

Hold så op. Ikke noget med at tænke på fyre i bar kverkroppe. Ikke Harry, ikke Austin, ikke engang Zac Efron!

Jeg skyndte mig at trykke på hans navn så mobilen ringede, inden jeg mistede modet. Hvilket skete lige i det sekundt mobilen begyndte at ringe...

Åh nej. Det her var en dårlig ide. Jeg havde ikke ringet til Harry i århundreder, og pludselig ringer jeg for at høre, hvordan han havde det.
Og som on han gad at høre om, hvordan jeg bare havde sovet længe, mens han var oppe klokken lort for at arbejde.

Men det var for sent.

"Hallo?" Sagde en dyb stemme med tydeligt britisk accent. Uden tvivl Harry.

"Um øh Hej." Meget elegant.

"Sky?" Jeg kunne nærmest se hans undrende ansigtsudtryk for mig.

Jeg skar ansigt over min egen dumhed. Jeg skulle aldrig have ringet. Det her var for mærkeligt. "Yeah. Det er mig."

Harry rømmede sig i telefonen, og jeg ville væde med, at han lige nu stod og skiftede vægt, fra den ene fod til den anden, mens han kørte en hånd gennem håret. "Er der noget galt?"

Ja fordi den eneste grund til, at jeg ville ringe til ham, ville være fordi noget var være galt...
Jeg sagde det jo. Dum ide at ringe til ham!