Under the same Sky

5️⃣1️⃣

Austin svarede ikke. Mobilen gik direkte til voicemail, så jeg stod tilbage og hjælpeløst måtte prøve igen, indtil han forhåbentlig -højstsandsynlig ikke- ville ringe tilbage.

Men efter 34 gange voicemail, tror jeg ikke rigtig at chancerne for, at han ringede var så store.

"Helt ærligt!" Råbte jeg frustreret og kastede min mobil hen på min seng, mens jeg trak i hårrødderne af frustration.

Det var kun to dage siden Austin var gået fra mig på parkeringspladsen, efter jeg ikke kunne sige de tre store ord til ham.

To dage. Og jeg havde ikke lavet andet end at kime ham ned og håbet på, at han engang ville svare. Jeg håbede stadig...

Harry derimod, havde jeg ikke hørt et pip fra. Jeg havde heller ikke forventet noget, men jeg havde da håbet på, at han ville indse, at han havde været en kæmpeidiot for to dage siden og i det mindste skrev undskyld i en SMS.

Men der var total radiostilhed fra ham.

Lucy havde skrevet og sagt, at hun var ved at få kvalme over Harry og Savannahs forhold. Hun sagde, at Savannah gnubbede sig op ad Harry ved hver lejlighed, og at hun vrikkende ekstra meget med numsen, når hun gik foran ham.

Jeg havde bare rullet med øjnene. Hvis Harry vil være en dum player-idiot så lad ham. Jeg var officielt ligeglad. Jeg hadede ham.

Jeps. Jeg hadede Harry. Der var ingen måde, hvorpå han og jeg kunne komme sammen igen, efter hvad han gjorde mod Austin. Det var utilgiveligt. Det tilgiver jeg ham aldrig.

Men hvis bare Austin ville tage sin God damn telefon, så jeg kunne fortælle ham det!

Min mave rumlede igen igen igen. Det havde den sådan ca. Gjort omkring en million gange på de sidste to dage. Jeg havde ikke rigtig haft nogen appetit, så jeg havde levet af et stykke knækbrød til morgenmad og så igen et til aften.

Så nu var jeg ved at omkomme af sult. Min mave gjorde ondt, mit hoved dunkede og min energi var helt nede under gulvbrædderne.

Mit køleskab var tomt. Intet, ud over et lidt for brun æble var derinde. Så jeg bevægede mig nedenunder for at snage i mrs. Lewis' køleskab.

"Hej søde Sky." Hilste en gammel rusten stemme mig, og jeg sprang en halv meter op i luften i chok.

"Åh Gud." Stønnede jeg og tog mig til mit racende hjerte, der truede med at hope ud af brystkassen på mig.

"Hvorfor lister du?" Spurgte mrs. Lewis, der sad i hendes stol ved pejsen og strikkede som sædvanlig.

Jeg krympede mig. "Jeg havde måske planer om at snage i dit køleskab. Mit er lige så tomt som indeholdet i min mave." Og som var det planlagt, jamrede min mave sig højt.

Mrs. Lewis fik store øjne. "Jamen pigebarn dog! Skynd dig at lave noget og spise, inden du dejser om."

Jeg sagde tak og lavede mig selv en toast med ost. Det føltes så godt at få mad ned i maven igen. Min ynkelige toast smagte pludselig så meget bedre end normalt.

"Vi har ikke set den unge Austin i lang tid. Hvorfor invitere du han ikke over til aftensmad?" Tilbød den søde gamle dame foran pejsen mig.

Min mave frøs til is og nu smagte min toast ad ingenting. Jeg rynkede næsen og smed den så ud i skraldespanden. Farvel dejlige mad, som jeg har brug for, men virkelig ikke har lyst til.

"Jeg tror ikke, Austin kommer her mere." Mumlede jeg.

"Nå?" Hun løftede sine gamle hvis øjenbryn.