Når kærligheden banker på

Jeg havde aldrig troet, at det ville ende så galt

Det er i starten af foråret, og solen er begyndt at titte frem. Thor og du ligger ude i haven, og kigger op mod himlen. "Thor" siger du pludseligt. "Hvad er der?" spørger Thor. "Efter 10. klasse, skal vi begge begynde på gymnasiet. Og mit gymnasium ligger i Aarhus" siger du trist. Thor ser overrasket på dig. "Det vidste du vel godt" siger du spørgende. "Jeg vidste det, men håbede at der var en udvej" siger Thor. "Jeg er ked af det, men jeg har været skrevet op til det i to år" siger du. "Men vi har stadig tre måneder, hvor vi kan være sammen" siger Thor, "og vi kan vel holde kontakten". "Jeg er ked af det, men jeg kan ikke have et langdistanceforhold" siger du. Thor kigger på dig, og hans øjne er fyldt med tårer. "Slår du op med mig?" spørger han. "Nej, men du er nødt til, at kende sandheden" siger du, og begynder også at græde. Han kigger på dig, og du kigger på ham. "Undskyld" hvisker du. "Det er ikke dig, som skal sige undskyld. Jeg skulle ikke, have begyndt det her" siger han. "Hvad snakker du om?" spørger du. "Jeg skulle ikke have forelsket mig i dig" siger han. Du ser trist på ham. "Jeg forstår ikke..." siger du. "Hvis det her aldrig var startet, ville jeg ikke være så knust, som jeg er nu" siger han. "Hvis det her aldrig var startet, havde jeg aldrig kendt den rigtige Thor. Dig!" siger du og græder. "Så hvad vil du have mig til at gøre? Du rejser jo væk" siger han lidt højere. "Jeg ved det ikke. Jeg troede ikke, at tiden ville gå så hurtigt" siger du. "Tænk dig dog om! Du kan squ da ikke bare rejse væk" siger han igen lidt højere. Du siger intet, men kigger ned i jorden. "Se på mig! Du er så egoistisk" råber han nu. Tårerne kan ikke holdes tilbage nu. Du græder lydløst. "Det er slut!" råber han. Da løber du. Ud af døren og væk fra Thor. Du har ikke tænkt dig, at lade ham tale sådan til dig. Du kan høre ham kalde, men løber videre. Hurtigere og hurtigere væk fra ham. Du stopper ikke, før du står i centrum af Gentofte. Der er en masse mennesker, så du bliver revet med af strømmen. Og en time efter ringer du på hos Stefan. I han ikke set hinanden i lang tid, og du vidste ikke hvor du skulle tage hen.

"(Dit navn)! Hvad laver du her?" spørger Stefan overrasket. "Det er en lang historie. Må jeg komme ind?" spørger du. "Jo, selvfølgelig" siger han, og åbner døren helt. I sætter jer ind i stuen. "Nå (dit navn), fortæl mig, hvad der er sket" siger han. "Efter det her skoleår, er jeg nødt til at tage hjem, da mit gymnasie ligger i Aarhus. Men Thor forstod det ikke, og blev sur på mig" fortæller du. "Stak du af?" spørger Stefan. Du nikker. "Men hvad vil du gøre nu? Du kan jo ikke bare tage hjem" siger Stefan. "Jeg ved der ikke. Men jeg vil ikke snakke med Thor. Han har slået op" fortæller du. Stefan ser trist på dig. "Det er jeg ked af at høre, (dit navn)" siger han, og krammer dig. Du græder igen. Tænk, at det skulle ske. Du havde aldrig troet, at det ville ende så galt. "Vil du sove her i nat?" spørger Stefan. Du ser spørgende på ham. "Mener du det?" Spørger du. Han nikker. "Tak, Stefan" siger du, og presser dig ind til ham. Tiden går hurtigt i selvskab med Stefan. I snakker, synger og hører musik. Og du glemmer helt Thor.
"Klokken er 18:00, så skal vi ikke finde en restaurant?" spørger Stefan. Du nikker, og i finder jakker og sko. Det bliver en indisk restaurant. "Hvad kunne du tænke dig?" spøger Stefan. "Jeg vil gerne have kylling i karry" siger du, og ligger menukortet. Stefan bestiller, og i sidder og snakker om alt. Det er en virkelig hyggelig aften, men Thors ord sidder fast. Han sagde, at du var egoistisk. At han var knust. At han aldrig ville have forelsket sig i dig. Du knuger hånden hårdt i. "(Dit navn)?" spørger Stefan pludseligt. Du kigger op på ham. "Hører du efter?" spørger han. "Undskyld, det hele er bare lidt svært" siger du. "Det skal nok gå. Og hvis det ikke gør, kan du altid komme til mig" siger Stefan. Og for første gang smiler du, mens du tænker på Thor. Thor er ikke uundværlig. For du har Stefan.