Hating the Player|✓

14. Pink maling & ydmygelser

ALEXANDER WYATT

Kapitel 14. Pink maling & ydmygelser

Jeg står nede ved skolen en time før skolestart. Nej. Jeg elsker ikke skolen. Nej. Jeg glæder mig ikke til første dag i mit senior år. Men jeg skal ydmyge Brooklyn.

Jeg kunne ikke sove før klokken var 5. Men der havde jeg så også skaffet maling, touch, spande alt. Og nu står jeg så her, og skal bryde ind på min skole.

Heldigvis glemmer pedellen altid at lukke det øverste vindue på venstre side. Og at slå alarmen til. Han er virkelig ikke en god pedel.

Jeg griber fat i de små udhulinger i muren og klatre op af. Jeg skubber til vinduet og kravler ind, for at gribe fat i vindueskarmen og hoppe ned. Jeg åbner det nederste vindue og trækker mine ting ind. Jeg bærer dem hen til Brooklyns skab. Og begynder.

Fucking taber.

Efter det her, vil ingen kigge, røre eller snakke med hende igen. Aldrig nogensinde. Så er hun af banen. Seb gjorder det engang mod en freshman, han er stadig alene. Eller, det var han, efter Seb havde tævet ham, som snakkede til freshamen. Det er helt simpelt, man maler/skriver/tegner et eller andet på personens skab, hvilket betyder: Ik' snak med den her person også ydmyger man personen på en eller anden måde. Selvfølgelig virker det ikke, hvis det er en lille en som gør det mod en ældre, eller hvis det er en uden magt der gør det mod en, men jeg er ikke uden magt. Jeg har magt. Det har Brooklyn godt nok også, men forhåbentligt ikke på samme punkt. Så det burde også virke på hende.

Jeg bryder hendes skab op og sætter bøtten med maling ind i det, så den vil vælte ud over hendes bukser, når hun åbner. Jeg skriver 'looser' hen over skabet, inden jeg smider tingene ud i skraldespanden, klatre ud ad vinduet og går hjem af.

Da jeg kommer hjem, sætter jeg mig hurtigt på en stol og lader som om, at jeg har været her hele tiden. Hazel og Nicho trasker træte ned ad trappen, "morgen" hilser jeg glad, "morgen" svare Hazel og smiler bredt, "shut the fuck up" knurre Nicho irriteret, han giver mig fingeren og flår sin jakke ind til sig, "skal vi køre?" "Skal du ikke have noget mad?" Spørg Hazel bekymret, imens hun hælder nogle morgenmadsprodukter sammen med noget mælk. "Jeg har børstet tænder," Nicho læner sig afventende op ad væggen. Hazel spiser hurtigt sin mad, løber ovenpå for at børste tænder, 3 minutter senere er hun nede. "Fuck du er langsom," mumler Nicho irriteret, "man skal børste tænder i 2 minutter," svare hun, tager sine sko på og går ud. Nicho følger efter hende, jeg låser huset af og sætter mig ind foran.

"Musik?" Spørg Hazel og læner sig frem fra sædet, "nej" svare Nicho mørkt, "hvorfor så sur?" "9. klasse" svare han, jeg tænder for radioen og skruer hen på Hazels yndlingskanal, efter tager jeg mine solbriller på. Nicho rækker ud for at stoppe den, men jeg slår den væk. "Lad Hash være glad, du behøver ikke ødelægge det for alle." Nicholas giver mig et dræbeblik og falder tilbage i sit sæde. Jeg drejer ind foran 9. klassernes bygning, Nicholas tager sin taske og smutter ud. Jeg venter med at køre, indtil han er gået ind. Hazel sukker og kravler op foran. Jeg begynder at køre, Hazel kigger ud ad vinduet med ulykkelige øjne. "Mor siger undskyld for, at hun ikke kunne være der i dag," mumler jeg, "det ved jeg, det er okay. Jeg tror bare, at Nicholas lider under det," enig, det gør han helt sikkert. Jeg svinger ind på parkeringspladsen og parkere. Hazel kigger ned på sin mobil, "ej, Brook er forsinket, hun er her først om fem minutter," heldige hende, 5 minutters fred, "så er det jo bare akavet. Jeg er ikke nogen uden Brook – eller jo – din søster... jeg kan bedre lide at være Brooks veninde," det ville jeg ikke, men smag og behag. For en gangs skyld, glæder jeg mig til, at Brooklyn kommer. Så hun kan åbne sit skab. Maling. Ydmygelse. Taber. Så kan hun ende som Senior årgangens taber. Udstødte. Endelig.