Hating the Player|✓

9. Alkohol & fjols

Tak til random-teenager for at rede min røv og lave collagen

NICHOLAS WYATT

Kapitel 9. Alkohol & fjols

Jeg løber efter Alexander ned ad gaden, han går utrolig hurtigt i strømpesokker, jeg har hans sko i den ene hånd og mine egne i den anden, jeg har allerede trådt fem sten op i foden, jeg tror snart de sidder helt oppe i den, og aldrig kommer ud. Det bliver fod pircinge sten.

"Alexander din røvtart, så sæt farten ned, mine fødder gør ondt," råber jeg efter ham, han ignorerer mig, fuck altså, jeg bliver nød til at få sko på, jeg sætter mig på hug og får mine sko på, inden jeg sætter i løb efter ham, jeg fanger ham på vej ind på en tilfældig klub, ingen stopper os, hvilket er ret godt, for jeg kender ingen her, der kan hjælpe mig ind, faktisk tror jeg, at alle her hader mig, men jeg er ikke sikker, jeg husker ikke placeringen på steder med folk, der ikke kan lide mig, jeg husker det først, når knytnæverne rammer mig.

"Fuck du går stærkt," jeg sætter mig forpustet ved ham, inden jeg skubber mine sko ind mod hans bryst, han kigger ned på dem, og tager dem så langsomt på. "Godt, kan vi snakke nu? Eller vil du løbe endnu et maraton?"

"Det der var knap fem kilometer, køl ned," han bestiller en øl og viser et falskt ID, "et år til, og så behøver du ikke længere det falske," mumler jeg, han nikker og stikker ID'et ned i lommen igen, inden han kører sine hænder igennem sit hår. "Jeg tror, at du brækkede hans næse," han nikker igen, "du brækkede din fa-"

"Han er ikke min far," nej selvfølgelig, mor må have skabt dig alene, "han skred bare, 12 år Nicholas, 12 år," han får sin øl og tager en tår, "det kan man ikke," det har han lige gjort, "det er ikke fair, hvorfor gør han det her mod mig?"

"Vi er også andre, der lige har fået en far smækket i hovedet," mumler jeg, "hvad?" jeg ryster på hovedet, "ikke noget," det er okay, at han kun tænker på sig selv en dag, en dag er okay, jeg burde ikke have sagt noget, for jeg er altid selvisk, Alex er aldrig, så at han er i dag er okay. "Jeg fortryder ikke, at jeg slog ham, han fortjente det," jeg nikker, "men jeg fortryder, at jeg ikke slog hårdere," det ville være svært at overgå det slag, "jeg fucking hader ham, han skred, den ene dag var han der, og den anden dag var han der ikke, og så kommer han bare tilbage? Han kommer bare tilbage og opfører sig som om, at han stadig bor her, at det er okay, at han kysser mor, det kan han ikke," han ville have godt af at græde lidt, men Alexander er ikke græde typen, han har grædt mere end Brooklyn gennem årene, men Brooklyn har også kun grædt en gang, hendes øjne er saharas ørken med flammer i. Alexander rækker en hånd frem, "jeg ved du har noget,"

"Noget hvad?"

"Pulver, giv mig dine stoffer," hvorfor ved han sådan noget? "Jeg har ikk-"

"Giv mig det nu bare for helvede, en gang skader ikke," snapper han, jeg kaster en pose med to gram i, han hælder det ud i en stribe og gør arbejdet. Dobbeltmoralske skid. Og jeg kan ikke engang deltage nu, hvor han ikke kunne blive sur. Han sidder lidt og kigge. En flok kvinder kommer forbi, Alex hoved ryger op og følger den eneste med mørk hårs ryg med øjnene. "Vi ses derh-"

"Brooklyn," kommenterer jeg, "hun er pisse ligeglad," hvorfor skal han være sådan en drama queen bee? "Hvis du er utro, i jeres fake forhold, snakker jeg ikke til dig igen," han fnyser, "der har hun allerede været, vi ses derhjemme," jeg flår ham tilbage og sidde, "stop med at digte," han vender sig irriteret om mod mig, "hun var utro, Nicholas, Rick, hun knalede Rick lige inden turen, så du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke kan være sammen med en, hvis jeg vil," jeg klapper ham på skulderen, "du vil se det som utroskab i morgen, du vil fucke, det hun har fucket op, endnu mere op, og jeg ved ikke, hvem Rick er," han kører sine hænder igennem sit hår og begraver sit ansigt i sine hænder, "Rick er ishockey spilleren, ham med det mørke hår og det der fucking smil," hvilket smil? "Det er der aldrig, men i det sekund Brooklyn snakker til ham, og han ser mig, så smiler han sådan til mig, for at sige, at han altid vil have noget af hende, fordi fuck om jeg kan få noget, hver gang jeg er tæt på, skubber hun mig væk, hun kneppede ham, Nicholas." Han er fucked op, hvad sker der for hans rystende stemme? Begynder han at tude? Jeg mente det ikke, da jeg tænkte, at han kunne græde. Jeg kan ikke tage mig af en grædende Alexander, hvad fanden skal jeg gøre? Hvad gør man? "Vi finder Rick, vi snakker med ham," nej, det tænker jeg ikke, "vi snakker med ham med knyttede næver selvfølgelig, han vidste, at vi var i et forhold, han skulle have holdt sig væk, han skulle have spurgt, hvorfor, han ved, ligesom alle andre ved, at jeg ikke ville kunne være utro, det kan jeg ikke," måske skulle han fortælle Brooklyn det? "Han fortjener det," han rejser sig, jeg prøver at få fat i ham, men han vrider sig fri og styrer mod udgangen, "fucking stop," han lytter ikke, men trækker sin mobil frem, jeg kigger med hen over skulderen.