Hating the Player|✓

17. Stoffer & vold

NICHOLAS WYATT

Kapitel 17. Stoffer & vold

Alexander. Min ældre bror. Ham der skulle forstille sig at være så meget mere klogere end mig. Og alligevel lader han en så fucking hot tøs som Brooklyn Parker gå, rettere sagt, han hader hende. Han har sagt det højt massere gange, men han har aldrig fortalt mig grunden til, at måde han ser på Brooklyn, når hun griner med hans venner eller tjattede med Esme, det er had. Rent had. Og han kender hende ikke engang.

Brooklyn er hot, hun skulle være god i seng, hun er nem at gøre glad, hun er med på alt, og hun er afslappet.

Brook og jeg flirter hele tiden. For sjov. Eller den tid jeg er her. Selv da hun var optaget af den idiot til Esme. Esme var ikke så slem. Nu hvor jeg tænker over det.

Men nu.

Sommerskolen forandrede mig, dog ikke til det positive. En sommerskole skulle ændre en til det bedre, men ikke denne. Denne var fyldt med stoffer og hemmelige nattefester i O'Kellys lille hytte. Stofferne fik Ash fat i, og jeg er ikke stoppet. Afhængighed er et stærkt ord, det er jeg ikke, jeg kan bare godt lide følelsen. Følelsen af endelig at være fri, at være god nok.

Jeg skubber mig træt op fra min seng og går ud fra mit værelse.

Alex sidder i stuen med mor og snakker, Alex har altid været den gode. Selvom han er en fucking fuckboy og kendt blandt damerne, er han den nemme. Han får topkarakterer, han får et stipendium på grund af sit football osv. osv.

Han er kvalmende god til alt.

Mig? Hvis man talte alle de gange, jeg havde været på en politistation, ville man få et flertallet ciffer, den eneste grund til at jeg er sluppet, er fordi jeg ikke er myndig, ellers ville jeg sidde bag tremmer. Jeg får højest et B minus, men D er også en kendt karakter i mit hæfte. Og jeg får ikke et stipendium, jeg er god til sport, men jeg finder det ikke interessant. Langt fra. Løbe rundt efter en bold som en høne uden hoved? Nej tak.

"Hvor skal du hen, skat?" Spørg min mor smilende, "jeg tager ud o... og mødes med Brook", lyver jeg med et kæmpe, enormt falsk smil på læberne, der virkelig fremhæver mine enestående smilehuller, dem hun altid falder for, "okay, men vær hjemme til sengetid", jeg nikker og skynder mig ud i gangen, hvor jeg trækker mine Vans på, hiver min læderjakke ned fra knagerne og springer mod døren, "hvor skal du virkelig hen?" Lyder Alex stemme bag mig, jeg vender mig langsomt om mod ham. "Ud og ride på min enhjørning", svare jeg frejdigt og smiler uskyldigt til ham, "Nicholas hvor skal du hen?" Spørg han igen, "ud og ride min enhjørning, lær og hør efter første gang Alex", gentager jeg uden at fjerne mit lille smil, "Nicho det er ikke sjovt, hvorfor fuck kan du ikke bare holde dig væk fra ballade?" Han slår irriteret ud med armene og bider tænderne sammen, "hov, hørte du også det? Min pink enhjørning kalder, vi ses i aften broder", jeg griner og skynder mig ud, døren smækker efter mig med et brag.

Den lille Toyota står parkeret foran huset, jeg springer ind og tænder den, det sidste jeg ser, inden jeg køre væk, er Alex vrede ansigt.

Min mobil vibrerer i min forlomme.

"Ko lort" står der hen over skærmen, en forkortelse for Alex, kan han ikke bare lade vær? Jeg er ikke hans ansvar.

Jeg sætter min mobil på lydløs og parkere bilen foran den gamle faldefærdige bygning. Hurtigt kigger jeg mig over skulderen, inden jeg går ind i bygningen og skynder mig ned ad den rådne trætrappe, jeg når en dør hvor to store mænd står foran med krydsede arme.

De er begge skaldede, brede, grimme og sure.

Et bredt smil breder sig på mine læber, "hej gutter" jeg prøver at klemme mig ind i mellem dem, men de rykker begge sammen og maser mit ben, "kodeord" beder den ene, "come on, jeg ved i har ændret det siden sidste, jeg skal bare ind og snakke med Carl", jeg prøver endnu engang, men heller ikke denne gang kommer jeg igennem. Jeg burde have lært det fra alle de andre gange.