Hating the Player|✓

19. Hævnfuld & fanget i et skab

Tak til tasty_cheese_queen for banneret

BROOKLYN PARKER

Kapitel 19. Hævnfuld &  fanget i et skab

Så skal der hævnes.

Ikke kun for malingen i skolen, også for at han kaldte mig Greta, røre mig og var ond. Så basicly for at være ham.

Jeg skynder mig ud ad døren og løber ned ad gaden, lampernes skær lyser vejen op på en hyggelig måde. Engang var jeg bange for de mange skygger der kom, men nu holder jeg nærmest af dem. Jeg kan se, at der er nogen bag mig, før jeg kan høre dem.

"Heeyeyey" jeg ignorerer fyrene og skynder mig videre, jeg hader sådan nogle typer, sådan nogle ynkelige nogen, som drikker sig fulde med to eller tre venner på gaden, også råber efter folk, det er mere ubehageligt end noget andet. For det første: det er virkelig tragisk, hvis man drikker, gør man det med mange mennesker. For det andet: det generer folk, det gør folk utilpasse og bange. Ikke mig, men folk som ikke kan forsvare dem selv, mødre og fædre som har små børn osv.

Jeg når endelig familien Wyatts hus. Jeg griber fat i stakittet uden på huset, som føre op til Alexanders værelse. Jeg kravler op af det med sammenbidte tænder, rosenbusken som snor sig op ad den, sætter sig fast i mit hår og tøj, jeg har ikke tid til at filtre det ud, så jeg trækker bare til og bider tænderne endnu mere sammen.

Jeg kigger forsigtigt ind, værelset er tomt og som altid står vinduet på klem – Alexander hader lugten af indelukkede rum. Derfor lufter jeg sjældent ud på mit værelse, det er fantastisk at se ham få kvalme og løbe ud på toilettet, så sart. Alt for sart. Han gør det så nemt for mig. Lidt konkurrence kunne være sjovt.

"Også sa-" aw Hazel er her også, er Nicho stadig hjemme? Nej Brook, fokus. "Men så" fortsætter Hazel, hvad snakker hun om? Nej, stop med at lytte. Stop. Jeg skær lyden fra og trækker spanden med maling med mig ind på værelset, "så skal der ødelægges" jeg smiler og stiller den hen til hans tøjskab. Jeg åbner først undertøjsskuffen, jeg hælder forsigtigt noget maling derned. Hele planen er simpel, alt skal være lyserødt. Derefter åbner jeg hans skab med bluser, hvor jeg kaster maling ind hist og her. Og så er det buksernes tur. Med et fornøjet smil færdiggør jeg det. Hvor er det hyggeligt. Jeg burde blive en hævn person, ligesom en snigmorder, men bare en snigehævner.

Nogle begynder at gå op ad trappen. Fuck, fuck, fuck!!! Jeg gemmer mig hurtigt i skabet, når lige at trække den tomme spand med ind, inden de er nået helt op. "Nicho er okay, ik'?" Spørg Hazel bekymret, "helt okay, han er god igen i morgen," "det håber jeg... det er virkelig bekymrende," sukker hun, "og Hash, hvis du begynder at te dig som Brooklyn og Nicholas, så sender jeg dig direkte på afvænning, og du kommer ikke ud, før du er 56," Hazel griner, men stopper så, "jeg kommer aldrig til at drikke så meget," jeg drikker ikke så meget... måske... men jeg kan styre det! Sagde alle alkoholikerne. Jeg griner indvendigt af min joke, inden jeg falder ned igen. Man må ikke joke med sådan noget Brook, jeg bliver bar aldrig bedre. Ikke fordi jeg ønsker det, det ville være ærgerligt for alle andre, at jeg blev så meget bedre end dem.

"Godnat" "nat" døren til værelset knirker, da den går op. Damit, jeg er begyndt at få ondt i benene, og tøjet klistre til mit ansigt. Alexander begynder at nynne.

Vent.

Nynne?! Græder, det er fantastisk dårligt Jeg trækker min mobil op af min baglomme og begynder at filme.

"it's beginning to look like Christmas..." han fortsætter og fortsætter, og jeg elsker hver et sekund af hans ydmygelse. Det her er det bedste, hvem skulle have troet, at Alexander Wyatt synger julesange, når han er alene? Fantastisk.