Hating the Player|✓

37. Døden lyver ikke & Rick

BROOKLYN PARKER

Kapitel 37. Døden lyver ikke & Rick

Jeg vil have dig. Du er min. Du skal vide det, føle det, elske det. Være med mig. Ikke ham. Du sagde, at du hadede ham. Men du løg. Du lyver så tit. Jeg skal få dig til at lære, at du ikke må lyve for mig. Man lyver ikke for dem man elsker. Du lyver så tit, for alle.

I døden får du ikke lov til at lyve.

Kan creepet please skrubbe af? Så efter jeg gav Alexander mit løfte, har han intet gjort. Overhovedet. Jeg gør ikke noget for ham, hvis han ikke får løst det, så har han ikke overholdt sin del af aftalen. Jeg hader mig selv, for at have spurgt ham. Hvordan kunne jeg gøre det mod mit ego? Hvorfor skal jeg altid gøre det mod mit ego?

Spørger Alexander om hjælp... heller dø.

Nej, for så var du død nu Brooklyn. Men nej, hellere overleve også spørger ham. Men psykoen snakker tydeligvis også om Alexander, så nu handler det også om ham. Selvom det ville være fedt, hvis creepen tog Alex med sig.

"Jeg smutter hen til Hazel." Råber jeg til huset, som føles tomt, men i virkeligheden har tre mennesker boende. Jeg traver udenfor. Laiba ligger og sover, ellers havde hun fået lov til at tage med. Nicholas og hende har altid haft et eller andet specielt sammen. Hun ville til vær en tid lade mig blive dræbt af Alexander, hvis Nicho ville adoptere hende.

Min mobil vibrerer, jeg finder den hurtigt frem, jeg er tagget i et opslag. Ah det er Virgo. Hun er fantastisk. Hun elsker mig. Hader Alexander, men elsker mig. Hun skriver i skoleavisen, og det er altid om kvinder, stemmer og ligestilling. Jeg er åbenbart et fremragende billede på en kvinde, som bruger sin stemme. Hvis jeg fandt ud af, hvem hun er, ville jeg totalt være venner med hende. Endnu en artikel om mig, det er skønt. Men jeg læser den ikke. Jeg kan bedre lide, at Jean føler sig vigtig og kan komme løbende hen til mig i morgen og fortælle mig det, så er hun også glad. Selvom hun er irriterende, så forstår jeg hende.

Hun gav alt til Alexander, hun har gjort alt for at få hans opmærksomhed igennem 3 år, hun har set ham være sammen med så mange andre, hun har selv været sammen med mange, bare for at få hans opmærksomhed. Og så har han ignoreret hende, fejet hende væk, rullet med øjnene og set hende som ynkelig. Jean fortjener mere. Hun fortjener, at folk forstår hende, og at hun får øjnene op for Alexanders ubetydelighed.

At gøre hende lidt glad er altid godt.

Selvom jeg er en bitch, passer jeg altså på mine venner. Det kan ikke tages fra mig. Jeg ville aldrig lade en af dem lide, uden at prøve at hjælpe. Eller jeg er nok pisse ligeglad med Jeans små minions, men Hazel, Nicho, Jean, Jack, Oliver og Cole er mine venner, og jeg har ikke tænkt mig, at lade dem gå igennem lort alene. Det er nok derfor, at jeg stadig er med dem, selvom Alexander er der. Jeg kunne så nemt få fat i ishockeyholdet.

Det minder mig om, at jeg bør få fat i Rick. Han ved, hvad han skal gøre, og han gør det godt.

Jeg fisker min mobil op af min lomme, da det går op for mig, at det er to uger siden, jeg sidst fik sex. To uger. Det er tragisk. Næsten på Alexander niveau.

Han tager den. Det gør han altid.

"Hey" hilser jeg. "Jeg har lidt travlt, cupcake, så skynd dig." Nårh ja, ishockey. "I aften, hos dig ved 12-tiden." Det er ikke et spørgsmål. "Du ved hvor nøglen ligger. Jeg må løbe." Han lægger på. Rick er et røvhul, det ved jeg udmærket godt. Men ingen er helt igennem et røvhul, røvhuler er røvhuler overfor nogle mennesker og venlige over for andre. Rick har aldrig vært en røv overfor mig. Det kommer han heller ikke til, det ved han godt. Jeg giver igen. Bare meget værre.