Hating the Player|✓

29. Pludselig syg & hade snak

BROOKLYN PARKER

Kapitel 29. Pludselig syg & hade snak

Tre uger siden. Jeg bider mig i læben. Hvorfor sagde jeg det også? For at rede hans røv? Måske. Eller bare fordi jeg hader Esme? Nok mere det. Men fuck det har krævet meget efterfølgende. Jeg tør intet sige til ham, i frygt for at han kaster det tilbage i hovedet på mig. Kunne han finde på det? Ja Brooklyn, selvfølgelig kunne han det, drengen er syg. Du ville kunne holde kæft. Men ham? Nej.

Så derfor har jeg ikke været i deres hus i tre uger, jeg har ikke kørt med dem, jeg har ingen ting, gjort alt for at ignorere Alexander. Det er også gået ret godt.

Esme? Han slap fra det, fra at skade Alexander med cigaretten, fordi Alex havde slået først. Hvorfor kan folk ikke bare være lidt fair? Jeg har så meget lyst til at kværke ham.

Hvorfor slog du aldrig igen Brook? Hvorfor?

"Jorden kalder Brooklyn." Min mor knipser foran mit ansigt, imens min far griner. "Din tur skat." Når ja. Jeg slår med terningerne og rykker tre frem. Jeg trækker tæppet lidt længere over mig, jeg føler mig overvåget. Du er alt for paranoid, stop nu. Men det stopper ikke, det fortsætter. "Fryser du?" Min mor rækker mig endnu et tæppe. "Jo, jeg tror, at jeg er syg. Undskyld. Må jeg gå i seng?"

Min mors træk går med det samme over i: "Hvad end min eneste datter vil have." udtryk – den eneste grund til at være syg. "Jo selvfølgelig, skal jeg lave te? Noget du har lyst til?"

"Nej, det er okay, jeg vil bare gerne sove."

"Skynd dig, vi sætter spillet væk, så vi kan spille en anden dag." Og så går jeg ovenpå. Jeg smider mit tøj, går på toilet, børster tænder, også ligger jeg mig i min seng. Malingen vælter ud over mig.

Fuck. Ham.

Ik' skrig Brook. Ik' skrig. Jeg kigger vredt ud ad vinduet.

Indtil jeg hører noget knirke. Dyb indånding Brook. Dyb indånding. Du kan godt forsvare dig selv. Du kan godt slå ham, du kan slå fra dig. Og det er sikkert bare Alexander, bliv liggende, sig ikke noget.

Der går fem minutter, så 10, og på minut 15 hopper Alexander ind igennem mit åbne vindue. "Hey" han smiler, "du skal gå, og det skal være nu."

Han ignorerer mig, kravler op i sengen, jeg skubber til ham, han ignorerer mig og får sat sig på mig, holder mig nede. "Jeg hader at bruge min styrke, men vi skal snakke." Jeg fnyser. "Det er din vægt, som om jeg ikke ville kunne slå dig til pluder, hvis det var." Det kunne jeg godt, han ved ikke, hvad jeg laver i min fritid.

"Du ser endnu grimmere ud med maling i fjæset end normalt." Kommentere han. "Det er også svært for mig at blive lækre, jeg er bare fantastisk fra fødsel."

"Hvem ved, at han har slået dig?" Jeg kigger koldt op på ham, han tager imod udfordringen. Men jeg er den første til at se væk, jeg hader de dage, det er malingen, malingen, ellers havde jeg vundet. "Hvorfor? Så du kunne fortælle alle, der ikke ved det, om det?" Jeg kigger hen på hans arm, hvor en lille cirkel er ved at danne ar. "Nej, det kunne jeg ikke finde på." Løgner. "Det er kun dig, mig og ham der ved det." Svare jeg og skubber ham af mig. "Hvorfor?"

"Ja, hvorfor Wyatt?! Det ved jeg sgu da ikke, måske fordi jeg troede, at det var kærlighed, fordi folk altid spørg ofrene, hvorfor de intet sagde, ved du hvad?! Måske skulle du spørger ham, hvorfor han gjorder det!" Udbryder jeg iltert.

"Er du okay Brooklyn?" Råber min mor, jeg svare hurtigt ja og kigger så tilbage på Alexander.

"Det var ikke derfor jeg spurgte." snapper han. "Jeg spurgte, fordi du normalt ikke tøver med at råbe op." Nårh ja, selvfølgelig. "Gør det ondt?" Jeg nikker mod cirklen. "Lidt, ikke noget specielt." Han trækker på sine skuldre. "Men stop med at ignorere mig, okay?" Jeg sukker. "Fint, hvis du er så afhængig af mig..." Han ignorerer det og smiler. "Men du skylder mig stadig 50 dollars og en nat i din seng." Noget slår mod ruden. Vi vender os begge hurtigt mod vinduet. En skygge forsvinder hurtigt. Mit hjerte sætter straks farten op. Shit. Shit. Shit.