Hating the Player|✓

36. Audrey Hawking & seksuelkrænkelser

ALEXANDER WYATT

Kapitel 36. Audrey Hawking & seksuelkrænkelser 

En uge. En uge er gået. Og jeg har endnu ikke fundet på en løsning. Altså, hvad helvede kan jeg gøre? Jeg har overvejet at holde udgik, gemme mig et sted, holde øje med hendes vindue, indtil jeg ser nogen lægge, er brev der, man skal klatre, så jeg tænker, at jeg ville have lidt tid til at komme frem og hen til personen. Men vi har haft prøver, og jeg kan ikke være udmattet til en prøve, ikke når min konkurrence er i gang. Jeg kan ikke tabe den her, jeg har altid haft højeste snit, fordi jeg går mest op i det, det går ikke, hvis jeg pludselig ryger ned, fordi jeg var træt. Jeg ville aldrig tilgive mig selv. Aldrig. Og hun ville blot hovere. Men du ville komme ind på et godt college anyway, for du har dit stipendium, så længe du kan spille. Brooklyn? Hun skal betale, eller være klog. Hun ender med at betale. Men det er ikke pointen, pointen er, at jeg skal være bedre end hende. Meget bedre. Det bliver jeg nød til. Jeg kan ikke tabe. Jeg taber mest, nok fordi jeg ikke er lige så dumstædig som hende. Men også fordi. At når hun kigger sådan der op på mig, med beslutsomme øjne, korslagte arme og læberne presset sammen.

Jeg har ikke lyst til at ødelægge den gejst, den der beslutsomhed, som de fleste kvinder for knækket som unge, når de bliver fortalt, at de skal stoppe med at ydre dem, det er mændenes pligt. Brooklyn har aldrig holdt op. Det irriterer mig, men det gør mig også en smule glad. Kun lidt selvfølgelig. Jeg hader hende stadig. Virkelig meget. Virkelig virkelig meget.

Jeg træder ud på banen og går mod flokken af spillere. Audrey sidder som sædvanligt og kigger på os spille. Det har hun gjort, siden hun dumpede James fra ishockeyholdet sidste jul. Det var virkelig koldt. De var sådan et power couple, folk elskede dem, ville være som dem. Ikke Brooklyn, hun snakkede aldrig med Audrey, hvilket hun heller ikke gør nu. Men Brooklyn kan ikke lide hende, den ene gang Hazel spurgte, var hendes svar, at Audrey lader sig koste rundt af folk, at hun ikke står op for sig selv, og at James elsker, at Audrey er så rolig og nede på jorden. Jeg har aldrig mødt en større modsætning til Brooklyn end Audrey, måske er det derfor, at hun ikke kan lide hende? Men ja, pointen er, Audrey gemmer sig for folk, fordi siden sidste jul har det ikke været fedt for hende, hun er James ex, James er folks favorit, altså vinder James.

Der var en gang, hvor Lee min quarterback var efter hende, jeg gav ham en olfert, og bad ham om at stoppe med at snakke bullshit. Siden da har Audrey holdt sig til football holdet fremfor de andre hold. Det ville jeg også gerne selv gøre, hvis det var.

Når jeg kigger på vores skole, er den delt ind. Vi har ikke et hierarki, vi har flere. Det er ishockeyholdet, de er bøllerne, minus James, koster rundt med folk. Og har sex med Brooklyn. Rick er nok ham, som Brooklyn har været mest sammen med, seksuelt. Jeg er så uheldig at tjene pladsen, som ham hun bruger mest tid med. Jeg ville ønske, hun var en plet, jeg kunne fjerne med lidt sprit. Men tro mig, sidst jeg hældte sprit ud over hende, puttede hun en edderkop i mine underbukser. Fucking Rick, han er en dick, så meget værre end alle andre. Skader gerne folk, hvis de står i vejen for ham.

Men ikke Brooklyn. Første dag i High school, Brooklyn fik øje på Rick der stod og snakkede til Hazel med et ondt glimt i øjet, jeg så det ikke, før Brooklyn var derhenne. Men Brooklyn gik derhen, puffede Hazel tilbage, fortalte Rick, at hun havde tænkt sig at skubbe ham ned fra hans piedestal, og at hun havde tænkt sig at tage ham med sig hjem en nat. Bare sådan, foran alle. Rick sendte hende et blik, inden han hviskede noget til hende, som fik hende til at smile.

Jeg har haft lyst til at smadre ham en, hver eneste gang, jeg har set ham med hende.

Og hende egentligt, for at knalde med en, som gjorder Hazel utilpas.