30. Kærlig & den underlige babysitter

1.3K 47 97
                                    

Tak til GeminiXreading for collagen!

BROOKLYN PARKER

Kapitel 30. Kærlig & den underlige babysitter

De sidste fem dage har været lort. Jeg har pjækket konstant, jeg har ikke kunnet kigge på Sebastian, uden at få kvalme og lyst til at slå ham. 

Og hele skolen er splittet.

På den ene side er der Sebastian, med alle sine lacross og svømme venner, på den anden side er Alex med football holdet. Det skal lige siges, at cheerleader holdet, og alle elsker dem, så jeg vinder. Hvis det ikke var fordi, jeg for første gang er på samme side som Alexander. Men en eller anden leakede videoen af Sebastian, så de fleste piger elsker ham - for at ydmyge mig - for at vise mit svage slag, mit skrig, min frygt. Fordi det er hvad folk lever på, dem der er mere elsket end dem, svaghed. Min svaghed. Men fuck det, fuck dem Brooklyn.

Det værste er dog, Alexander. Han er så fucking kærlig og påpasselig, så utrolig venlig. Og det er irriterende. Vi aftalte, at her intet skulle være.

Men måske er det blot et spil? For at vinde vores spil? Ja, det må være det, intet andet giver mening. Han kan ikke kunne lide mig efter blot halvanden måned. Det er der ingen der kan. Heller ikke efter år. Han er ham, jeg er mig. Vi er modsætninger.

Jeg har heller ikke været hjemme i fem dage, jeg kan ikke klare mine forældre. Og så starter Rose i dag, her, på skolen. Så lige nu står hun ved siden af mig og kigger ud på det hele. Folk stirre på os. "Godt så, hvem skal jeg holde mig fra?"

"Alle?"

Hun kigger irriteret hen på mig. "Hvem?"

"Jeg er ligeglad, spørg dig rundt, men hvis du kommer hen til mig, så sørge jeg for, at det næste halve år, bliver det værste - du nogensinde har oplevet - du skal bare være glad for, at du får muligheden for at vælge det fra, okay? Ingen drama, ingen dig og mig søster ting, forstået? Du er bare en eller anden."

"Du ved godt, at du ligner mig."

"Nej, du ligner en på 30, jeg ligner en på 21. Den bedste alder, der hvor alt kindfedtet forsvinder og du er hottest, hvornår forsvandt det for dig?"

"Jeg er 21, stop med at være led."

"Det er, hvad jeg er bedst til, accepter det." Hun sukker irriteret, og jeg går. Alexander står og snakker med Hazel, i det øjeblik jeg når derhen, lægger han en arm om mig. Jeg stopper hurtigt mig selv i at smile. Du smiler ikke Brooklyn. "Stop med det der." Jeg puffer ham væk. "Nej, ikke efter..."

"Lad nu vær, jeg kan godt selv."

"Klart, for de-"

"Alexander, stop nu, okay? Du gør det bare værre. Du får mig til at se svagere ud, end jeg er. Det er ikke godt. Stop nu." Han sukker, fjerner sin arm, kigger hurtigt ned på mig. "Men du si-"

"Ja, jeg siger bare til. Og stop så. Had mig for fanden." Hazel griner. "I er ærligt virkelig underlige." Cole erklære sig enig. "I er virkelig fucked." tilføjer han. "Tak." Alexander himler med øjnene. "Så lidt."

"Med til time Hazel?" Hun nikker, han snupper hendes bøger, og så er de på vej mod Engelsk. Det med underlige ved Alexander længe; Han siger intet, gør intet, stirre blot ned på mig. "Hvad?" 

"Du er bare så fucking underlig. Kan du ikke bare nogle gange tillade, at du ikke er en kold sten?"

"Mit hjerte er en kold sten, mit ydre er en brændende sol." Han griner opgivende. "Kom, lad os gå." Jeg smiler og smutter med ham ned ad gangen med mine bøger under armen. Seb råber efter os. "Sikker på, at du ikke skal skrige lidt?"

Hating the Player|✓Where stories live. Discover now