Brooklyn og Alexander hader hinanden. Længere er den ikke, troede de.
Men som tiden går, går det også op for Alexander, at hans had er ubegrundet, og tvivlen rammer ham.
Brooklyn er stædig, men er hun stædig nok til at holde fast i sit had, når h...
Hun elsker dig. Hun ville ønske det her. Se selv hvordan hun kigger på dig. Trist. Afhængigt. Hele tiden. Klæder sig for dig. Bar ryg. Kort ærmer. Shorts. For dig.
Men det må hun ikke. Ikke når Alexander er der. Han vil tage hende. Min Brooklyn. Tage mit. Men det får han ikke lov til. Hun er min. Altid været det. Altid vil. Jeg tager fat i træet. Kravler op. Tag efter tag. Til jeg sidder på grenen.
Alexander. Der er han igen. Roder rundt ude ved hendes vindue. Åbner det. Går indenfor. Har maling. Hænger bøtten op, bruger en snor. Ødelægger min. Min kæreste. Han kravler ud igen, gemmer sig ved siden af vinduet. Holder godt fast i pære træets grene, som snor sig op ad huset.
Han skal falde. Jeg kaster et æble efter ham. Misser. Endnu et. Rammer ham. Smiler. Han kigger forvirret rundt, griber bedre fat. Skal ned. Skal dø. Aldrig leve. Aldrig igen.
Brooklyn kommer ind. Min. Hun trækker sin bluse over hovedet. For min skyld. Hun mærker mig. Alexander trækker sit hoved til sig. Godt. Han må ikke se. Hun trækker bukserne af. Smider undertøjet, går på badeværelset. Kommer tilbage. Kravler ned i sin seng. Maling ud over sig. Alexander ødelægger alt. Hun bliver liggende, kigger op i loftet. Hader. Hader ham. Elsker mig. Elsker.
Jeg bør gå ind. Jeg gør klar til at kravle ned. Alex åbner vinduet. Jeg tager første skridt, han går ind. Lukker vinduet efter sig. Hader ham. Hader. Ser min nøgen. Må ikke. Stoppes. Må ikke.
Smider sig på hende. Sætter sig. Nøgen krop. Hader ham. Dø.
Hun kigger væk, han snakker, fortsætter. Så snakker hun. Vil høre. Skal høre. Kravler ned. Op ad pæretræet. Kan høre lidt gennem vinduet.
"Læg dig nu bare."
"Du er ude inden jeg vågner."
"Vil du have andre?"
"En på siden."
Tatoveringer. Flere. Nej. Hun ødelægger kroppen. Kroppen tilhører mig. Hun skal være min. Spørge mig? Jeg slog hende, da hun havde fået den første. Hun fortjente det. Hun fortjener flere slag. Hun skal ikke ødelægge mere. Så slår jeg. Igen. Ligesom de slår mig. Man kan se det, hans arm har et mærke efter cigaretten. Han fortjener det. Vil gøre det igen.
Han lægger sig ved hende, trækker hende tættere på. Dynen glider ned, hans hånd rør hendes mave. Må ikke. Min. Kun min. Hader ham. Skal dø. Kun min. Jeg slår hårdt mod vinduet. De kigger herhen. Jeg gemmer mig. Hopper ned. Løber. Min ankel gør ondt. Gemmer mig i busken. Kan stadig se op. De må ikke. Jeg skal stoppe dem.
Jeg banker på. Der bliver åbnet. Brooklyns mor kigger vredt på mig. Jeg kigger ligegyldigt op på hende. "Brooklyn." Beder jeg. "Jeg synes, du skal gå nu." Fortæller hun roligt. "Nej. Brooklyn." Hun ryster på hovedet. "Klokken er mange Esme, gå så hjem." Hun lukker døren. Jeg slår mod døren, inden jeg går. Går tilbage til træet. Kravler op. Kan ikke høre dem. De snakker. Alexander smider sit tøj på gulvet. Ligger stadig med hende. Og så sover de. Sammen. Jeg kaster mere mod vinduet. Rammer forbi.
Jeg kigger på dem. Hele natten. Indtil han går. Endelig. 5 om morgenen, og han går. Han blev der. Hele natten. Holdte om hende. Igennem hendes mareridt. På min plads.
Da hun fortalte inspektøren og Alexander, at jeg havde slået hende, gjorder hun det, for at fortælle dem, at hun tilhøre mig. Er min. Hun vil have mig. Ikke ham. Jeg fortjener hende. Jeg skal have hende. Jeg vil have hende. Hun er min. Altid min. Han betyder intet. Jeg betyder alt. Hun savner mig. Vil have mig tilbage. Vil tilbage til mig. Og det kommer hun også. En dag.
Men hvis ikke.
Jeg finder papiret frem og skriver. Ord efter ord. Forklaring efter forklaring. Kærlighedserklæring efter kærlighedserklæring. Uden signering. Jeg behøver ikke et navn. Hun ved, hvem jeg er. Hun ved, at jeg vil tage hende tilbage. Hun ved det. Jeg fortjener det.
Jeg kravler ned ad æbletræet. Op ad pæretræet. Ind på værelset. Ligger brevet. Kysser hende. Hendes røde bløde læber. Rør ved hendes hår. Hun skal straffes. Men først, når vi er sammen igen. Først når hun er tilbage. Hun skal sættes på plads.
Af mig.
Jeg kravler ud, ned ad pæretræet, sætter mig i en busk. Venter på hende. Jeg skal med. Jeg skal holde øje. Hun kan ikke selv. Hun er dum. Naiv. Skal lære. Jeg vil hjælpe. Hun vil have min hjælp. Have mig. Jeg er her. Se mig. Det gør hun ikke. Ikke endnu. Ser mig ikke klart. Kommer hun til. Jeg er hendes et og alt. Alt hun ønsker. Mere end hun fortjener. Livskærlighed.
Jeg falder hen. Indtil jeg hører døren gå op. "Ja, klart, vi ses!" Brooklyn smækker døren efter sig og begiver sig hen ad vejen. Jeg føler efter. Kravler. Gemmer mig. Hun er ikke klar. Ikke klar til at se mig. Det ved jeg. Hun skal snart. Snart er det os to. Igen. Foreviget. Uden Alexander. Han skal væk. Dø. Han tror, hun er hans. Han ønsker, at jeg ikke er her. Men det er jeg. Og han skal ikke være her. Han fortjener det ikke. Han skal væk. Dø.
Hun smiler ikke. Er ikke glad. Hader Alexander. Han skal væk. Dø. Han ødelægger hende. Bruger hende. Gør ting imod hende vilje. Han skal væk. Dø. Jeg vil have ham væk. Det vil hun også. Han fortjener det ikke.
Jeg følger efter hende. Resten af dagen. Kigger på hendes blotede skuldre. På brysterne under blusen. På Alexanders blik. Det hviler som en skygge på mig. Han hader mig. Han vil have mig væk. Men han skal væk. Han fortjener hende ikke. Han fortjener ikke det lange hår, de store øjne, munden, halsen, brysterne, maven, benene. Han fortjener intet. Han fortjener død. Han skal ikke leve. Han skal dø. Jeg skal sørge for det. Jeg skal gøre det. Min pligt. Så jeg kan få Brooklyn. Være sammen med hende. Uden Alexander. Gøre Brooklyn glad. Gøre mig selv glad. Han skal væk.
Hazel er ligegyldig. Irriterende. Klistre sig op ad Brooklyn. Lader som om, at hun er hendes ven. Hun er en fan. Et kryb.
Jeg er den eneste, som er god nok til Brooklyn.
Den eneste.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
