Hating the Player|✓

37. Gaver & farmor

Tak til random-teenager for collagen!

BROOKLYN PARKER

Kapitel 37. Jul & halskæde

Klokken er 4. Tidlig morgen. Og jeg skal have afleveret Alexanders gave. Jeg tager mine bukser på og en varm trøje - hans trøje - inden jeg kravler ud af mit vindue og lunter mod Wyatternes hus. Den fucking 24. december. De fleste Amerikanere fejre jul den 25. men vi gør det den 24. fordi vi tager på skiferie den 25. så vi har ingen tid. 

Jeg når huset, kravler op til Alexanders værelse, vinduet står på klem. Efter Esme har jeg  været i tvivl, om han ville have vinduet stående åbent fortsat, men ellers har Nicholas ødelagt låsen på sit vindue, så det ligner, at det er lukket, men han kan altid komme ind, så det kunne jeg også bare bruge. Jeg lægger bogen med borgmærket på hans bord, et lidt personligt bogmærke, men det er okay, ik'? Det er jo ikke fordi, at jeg har beholdt alt, som vi har lavet eller oplevet sammen. Jo du har. Hele lortet i den ene del af dit skab. Han vælger jo selv, om han vil smide det ud, det har bare en betydning, og siden bogen måske ikke er det bedste nogensinde - du stinker til at købe gaver, Brook - så er det alligevel personlig. Jeg kigger hurtigt ned på ham, kysser hans næse, inden jeg kravler ud af vinduet og løber hjem.

En gave ligger på mit bord. 

Nogen har været herinde, imens du var ude Brooklyn. Jeg trækker vejret dybt, tænder lyset, kigger i skabet, over det hele, inden jeg nikker og lukker vinduet. Jeg kigger ned på gaven.

"Jeg elsker dig stadig." Står der hen over den. Fuck. Esme. Jeg åbner den langsomt. Et usb-stik og et billede af os. Jeg finder min computer frem og sætter usb-stikket i min computer, går ind på filen. En video. Af os. Gennem hele lortet. Og måske var det meningen, at den skulle være sød, at den skulle vise mig, hvor glade vi var. Men for hvert billede, hver video, ser jeg mere og mere mindre glad ud, mere og mere ødelagt. Jeg har det så meget bedre nu. Jeg flår usb-stikket ud, sletter filen og træder på det. Ødelægger den under min sko, inden jeg skraber den sammen, giver fingeren til vinduet og smider det ud. 

---

Jeg vågner op med et smil. Det er jul. Tiden hvor man bliver proppet med gaver, som jeg kan bytte dagen efter. Helt klart min yndlings dag. Altså i december, i januar er det min egn fødselsdag. Alexander har fødselsdag den 9. januar, jeg har den 22. Ikke fair, hvis jeg var ældst, ville det være så meget bedre. Jeg var endda planlagt til den 10. januar, og han var til den 15. Men nej nej. Gud vil have, at Alex skulle være ældre. Så vi har 13 dage, hvor han er ældst. Snart 13 dage, hvor han er 20, og jeg er 19. Og det er ikke fair. Det er 13 dage, hvor jeg bliver mobbet med min alder. Stakkels Hazel for altid at være bagud. Og stakkels Nicholas for altid at være 3 år bagud. 

Jeg sætter mig op, fuck jeg er klar. I morgen skal jeg pakke, hele dagen, indtil vi om aftnen køre på skiferie med Wyatterne. Allesammen. Det bliver fantastisk. Måske specielt, fordi Alexander og jeg ikke kan hade hinanden. For det er hvad vi gør, intet har ændret sig, vi hader stadig hinanden. Det vil vi altid gøre, det er en Brooklyn og Alexander ting. Vi hader hinanden. Okay, måske ikke så stærkt længerer. Men stadig... Jeg tager en dyb indånding. "Jeg kan godt." Med et smil rejser jeg mig, går på toilettet, går i bad, gør mig klar. 

En time senere står jeg og smiler til mig selv i spejlet, klar til at møde dagen med et smil. Eller Rose med et smil, eller faktisk bare møde Rose, uden at flå hende i stykker. Dyb indåning Brooklyn, du kan godt. Jeg åbner døren og går med et smil nedenunder. Mine forældre står i køkkenet, Rose sidder og snakker med dem, jeg sætter mig ved siden af hende. "Åh er du alerede klar Brooklyn, hvor skønt." Jeg smiler. Endelig har jeg gjort noget rigtigt. "Ja, vi skal jo ud efter juletræ, og jeg vågnede lidt sent, så jeg tænkte, at vi..." jeg går langsomt i stå, mine forældre står og kigger skylbetyngede på mig. "Skat, Rose er allergisk overfor gran, så vi dropper det i år, men vi håber at have fået noget medicin til hende næste år."