Hating the Player|✓

15. Far & afsløret affære

NICHOLAS WYATT

Kapitel 15. Far & afsløret affære

Jeg venter trippende på min far. Det er den 22. januar og Brooklyns fødselsdag, så jeg ringede til ham, og spurgte om han ikke ville lade mig sove hos ham i dag, Alex og Hazel vil alligevel være ude og henne hos Brooklyn, og Alex har en stram politik om, at jeg ikke må tage til fester, så de fester han kontrollere, må jeg ikke komme til. Og Brooklyn mener min "unge ånd" vil få folk il at drikke lidt mindre end normal, med undtagelse af GG selvfølgelig, så jeg får ikke lov til at deltage. Hvilket er ondt, for de snakker altid om dem flere uger efter, der bliver stadig snakket om Alexander og Brooklyns stripshow på bordet, det er muligvis lidt overdrevent af GG der fortalte det, min far der crashede festen, GG der løb nøgen rundt på gaden og skreg som en måge, og så Brooklyn der var den første der gik i gulvet.

Og jeg så intet af det, men alle andre gjorde. Jeg ville gerne have set GG løbe, det ville have gjort min dag virkelig fed, og i stedet spildte jeg en dag.

Brooklyn kommer ud ved siden af mig, hun smiler, "hey" jeg nikker fraværende til hende, "du er ikke høj, vel?" Jeg ryster på hovedet, "det er underligt mellem dig og Alex," kommenterer jeg, "du ved godt, hvad jeg gjorde, det forklarer det hele," hun krammer mig bagfra, "du hader mig ikke, for at behandle ham sådan, vel?" Jeg griner, "nej, man kan ikke rigtig hade dig," jeg kan mærke hende smile, "godt" mumler hun, inden hun tier stiller og bare står og krammer mig, imens vi begge venter på et eller andet.

"Er Alex sur?" spørg jeg tøvende, jeg vil ikke rigtig kende svaret, men alligevel vil jeg gerne, "på dig eller mig?" spørg hun, "begge." Jeg forstår dem ikke rigtig, Alexander virker slet ikke vred på hende, han virker glad og lettet, og jeg forstår det ikke, hun var ham utro, kan han tilgive det? Og så igen, det var en fejl. Men er de fleste utroskaber ikke det, fejl? "Nej, han er bare bange for, at John ender med at såre dig, så du bliver endnu mere fucked. Og han ved ikke, hvad han føler med mig. Er det egentligt ikke sjovt, hvordan vi to, er dem der gør Alex mest vred, og alligevel er vi nogle af dem der går allermest op i ham?" Jeg fnyser, så meget går jeg heller ikke op i ham. "Vi vil begge to gerne have, at han slapper af, at han ikke er bekymret, at han er stolte af os, og vi hader, at vi ikke er gode nok til ham," tilføjer hun, "måske." Men hun har ret, hun har virkelig ret. De få gange Alexander har sagt, at han har været stolt af mig, fordi jeg har håndteret en situation godt, har jeg været så stolt og glad, at det ikke er forståeligt. "Har du noget imod, at jeg mødes med min far?" spørg jeg og vrider mine hænder, "nej, det er dig selv der vælger, Nicho, du skal bare huske, at han ikke har den bedste fortid."

Brooklyn kysser min kind, da min far kommer hen til os, "vi ses," mumler hun, inden hun vender om og marchere tilbage. Hun kan ikke lide ham. Min far smiler til mig, jeg går mod ham, "hvem var det?" spørg han, imens vi går ned ad gaden. "Brooklyn, hun har nærmest boet hos os hele sit liv," han smiler, "har I så noget?" Ad, jeg vrænger på næsen, "nej, hun er kærester med Alexander og 20 år, far, det er alligevel lidt for meget," og så er hun ikke min type, overhovedet ikke. "Hvad med Hazel, har hun nogle?" Han spørg ofte om de andre, men det er fordi, han ikke er med dem, han har ingen ide om, hvad de laver, vi har ses nok gange til at han ved det meste om mig. "Nej, hun kan godt lide Alex bedste ven Cole, men Alexander mener ikke, at Cole er klar til et forhold, så han holder dem skilt," min far griner, "selvfølgelig," jeg smiler til mine sko. "Alexander har virkelig taget far rollen på sig, ikke?" Jeg nikker. "Siden han var 8, har han klaret det hele," det eneste jeg ikke bryder mig om, er at min far virker så u-viden om, hvor hårdt det har været uden ham, hvor meget det har tærret på Alexander. 

"Mit hjem er meget ydmyg, slet ikke så flot som jeres," fortæller han, da han åbner døren til sin lejlighed, jeg går derind. Og han har ret, som i meget ret. Der er et værelse og toilet, et lille køkken og det er det, her lugter af øl, tøj ligger rundt omkring, men det er alligevel hyggeligt, okay ikke rigtig hyggeligt, men det er okay, jeg kan godt lide det. Jeg går ind, han samler hurtigt sit tøj sammen og skubber det under sengen, "bare sæt dig på stolen," han smiler til mig, jeg nikker og sætter mig, han går ud i køkkenet og kommer tilbage med to øl, "her" jeg må få en? Jeg tager langsomt imod den. Alexander ville flippe, hvis han fandt ud af det, det ville mor også. Jeg kan ikke styre det, når jeg først er gået igang. Det ved jeg godt. Men alligevel, jeg vil så gerne. Jeg åbner den ikke, ikke lige nu i hvert fald. Min far sætter sig på sin seng. "Hvad lavede du hos Brooklyn i dag?" spørg han med et smil, "hun har fødselsdag, jeg var der for at sige tillykke og hjælpe med at pakke ting væk, hun holder altid en fest den dag, og hendes mor kan godt lide at købe små ting, der går i stykker hvis man bare kigger på dem," jeg griner. En gang prikkede jeg bare til en af dem og selvfølgelig gik den i stykker, Brooklyn har også ødelagt flere ved tilfælde, Hazel og Alexander er bedre til at lade vær med at smadre ting. Min far nikker. "Du må ikke være med?" Jeg ryster på hovedet, "jeg er 16, Brooklyn mener min alder får folk til at drikke mindre, og Alex hader, når jeg tager til fest," han nikker, "jeg fortalte din mor det, da hun sagde til mig, at hun ville holde en pause med at få børn efter Hazel, fordi 2 på to år var for meget for hende, at det ville være dumt at få et tredje, fordi det altid ville være bagud, men hun er stædig," han griner, "og da hun så blev gravid med dig, var jeg nervøs hele tiden, fordi du ville være bagud," jeg nikker langsomt, men jeg tror ikke på ham, jeg er ret sikker på, at han var pisse ligeglad, men det er okay, hvis han gerne vil huske det sådan, så vil jeg lade ham. "Jeg er sgu ked af, at jeg skred, søn, det blev bare for meget, din mor var væk hele tiden, og jeg har aldrig været god med børn," ligesom mig, børn giver mig myrekryb, de skriger det ene øjeblik og griner det andet, jeg kan aldrig regne ud, hvad de vil. Og når de først har indstillet sig på noget, tuder de, hvis de ikke får deres vilje. De går altid i flok som en gruppe myre, og de har ingen grænser. Jeg smiler til ham, "det er okay, vi har klaret os ret godt. Hazel og Alex ligger øverst i deres klasser, Hazel sprang også et klassetrin over," han smiler, "jeg er meget stolte af dem, sådan som de bare har skøjtet igennem skolen, det minder mig om Amanda, hun var også bare god. Os to derimod, vi har altid skulle kæmpe for det, intet er bare kommet nemt til os, undtagen stoffer og alkohol, har jeg ret?" Ja, det har han, desværre. "Men det er okay, se på mig, jeg har klaret mig udmærket, jeg har tre børn, jeg har min egen lejlighed, og mit liv har på intet tidspunkt været kedeligt," jeg nikker, det er jeg sikker på, at det ikke har været, men om jeg selv vil have sådan et liv? Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke vil, det gør mig ubehageligt tilpas at tænke på, at jeg også kommer til at blive sådan, hvis jeg ikke får styr på mig selv, såre en eller anden, ligesom han sårede mor, Alex og Hazel, jeg har ikke lyst til, ikke at have nogen, jeg har altid haft brug for at have nogle, og det har han virkelig ikke, det er frustrerende og ikke fedt. Men hvis det er min skæbne? Måske kan jeg blev glad for det? Og så alligevel ikke, det virker ikke fedt, han virker ikke glad, han ligner en, som bare ignorerer alt det dårlige og forvrænger det til noget godt.