Hating the Player|✓

8. 12 år & grædende børn

BROOKLYN PARKER

Kapitel 8. 12 år & grædende børn

Alexander træder tre skridt frem og slår sin far med knyttet næve på næsen, knæklyden der følger efter, tyder på en brækket næse. Jeg er stolt. Deres far bander og tager sig til næsen, "du har lært at slå godt, sønnike, det må jeg sige," han smiler, Alexander skal til at plante endnu et slag, da Amanda træder ind og stopper ham, han stormer forbi dem, "jeg følg-"

"Nej, jeg gør," afbryder Nicholas mig og styrter efter Alexander, Hazel står og stirre på sin far, "hvad laver du her John?" spørg Amanda ryster, jeg lægger en arm om Hazel, "jeg er kommet tilbage," han smiler, "der er gået 12 år," fortæller hun, "hellere sent end aldrig," han blinker til hende, hun ryster på hovedet, "det tæller ikke i dette tilfælde," han tsk'er, "det er noget, du selv har fundet på. Jeg er kommet for at se mine børn," Hazel træder et skridt tilbage, "vi har ikke en far," hun ryster på hovedet, vender om og styrter udenfor, jeg kigger hurtigt mellem Amanda og døren, jeg vil ikke efterlade hende, i tilfælde af at der sker noget, men Hazel? "Jeg er tilbage om to," jeg peger på John, "du rør ikke nogen eller noget," han griner overbærende, "ellers tager jeg de resterende 11 gange 4, plus tre slag, som Alex har efterladt," jeg følger hurtigt efter Hazel, jeg fanger hende et godt stykke fra huset, "vent lige, okay? Vi kan ikke efterlade Amanda med ham, vel? Hvor tager du hen?" Hun ryster på hovedet, "jeg ringer til... Cole, jeg ringer til Cole, I skulle se resten af Teenwolf, ikke?" Hun ryster på hovedet igen, "han må ikke se mig sådan her..."

"Hazel, selv med dit hoved som en bums, ville hans følelser ikke ændre sig," jeg trækker min mobil op ad min lomme og ringer til Cole.

"Hej," hilser han træt, "er I lige kommet hjem?"

"Ja, gider du hente Hazel?"

"Hazel?"

"Jeg forklarer senere, men alle Wyatterne er ude af flippen, Alex og Nicholas er samme et sted, tror jeg, Hazel er lige løbet og står et par meter fra biblioteket, og Amanda er alene, kan du please komme og hente Hazel, så hun ikke ender med at blive kidnappet af en fugl uden unge?"

"Jeg er på vej, bed hende vente," fortæller han og lægger på, jeg sender en hurtig præcis besked med vores lokation, "Hazel, kom" jeg skubber hende ned og sidde på jorden, "kan du blive her indtil Cole kommer?" Hun nikker, "godt, jeg går tilbage til Amanda, og så holder jeg øje med tingene, og du skal bare hygge dig med Cole, hvis I går videre, skal du huske beskyttelse," hun griner, inden hun snøfter og kigger ned på jorden, "jeg går nu, du skriver bare, okay? Her tag min hoodie, jeg trækker den af og ned over hendes hoved, "her er koldt," konkludere jeg, "bare gå, jeg skal nok blive," jeg tvivler lidt, hun kigger bedene op på mig, "okay, vi ses" jeg rejser mig fra min hug stilling og løber tilbage. Hvis han har gjort noget, kværker jeg ham. I 12 år har han ikke været her, og pludselig kommer han tilbage og opfører sig som om, at han bare kan være en del af Wyatterne, det kan man ikke bare, det er noget man arbejder for, fordi de er så meget bedre end alle andre.

Jeg træder ind i køkkenet, Amanda sidder ved den ene side af bordet, og han sidder ved den modsatte, jeg læner mig op ad væggen. Amanda ryster på hovedet. "Brooklyn, du behøver ikke blive her," jeg rykker mig ikke, "Brooklyn, kom så, ud," seriøst? Jeg sukker, "jeg går ovenpå, du kalder bare, Amanda, et bogstav, og så står jeg hernede," hun smiler til mig, jeg går ovenpå, jeg smider mig på Hazels seng og skriver til Nicholas.

Mig: Er I okay?

Nicho: Det er første gang, at Alex er høj, og jeg ikke er

Mig: Fuck, har du brug for hjælp?