Brooklyn og Alexander hader hinanden. Længere er den ikke, troede de.
Men som tiden går, går det også op for Alexander, at hans had er ubegrundet, og tvivlen rammer ham.
Brooklyn er stædig, men er hun stædig nok til at holde fast i sit had, når h...
"Godt, du sagde, du havde mødt min familie, hvor er det, du er?" spørg han roligt, "hvorfor? Kan det ikke være ligegyldigt?" Min stemme skælver, "Rose, svar mig," snærer han vredt, jeg giver efter og giver ham adressen, "tak, vi ses senere i dag." Fuck, det må han ikke, han kan ikke komme nu, jeg har det godt lige nu, jeg vil ikke have mit gamle liv ind i mit nye.
Jeg husker tydeligt, hvordan vi mødtes. Jeg var 11, og jeg stod på mit sædvanlige hjørne, lod som om, jeg faktisk nød at udstille mig sådan, og han kom forbi, for en gangs skyld var det ikke en mand, der ville kvase mig under sin ølmave, han så pæn og nogen lunde ren ud, så jeg gjorde mit bedste, og vi ende op hos ham, han betalte mig uden brok efterfølgende, og snart kom han igen og igen, langsomt kom ølmaven og det snavsede ansigt. Jeg havde det okay, han var bedre end så mange andre, og han betale rundhåndet. Men da jeg tog afsted, var det alligevel med et lettet hjerte, jeg kunne ikke mere, jeg vil ikke mere, men nu kommer han herhen? Jeg kan ikke have ham til at afsløre alt, hvis de finder ud af, hvad jeg har gjort for at overleve? De ville smide mig ud.
Der går ikke mere end nogle timer, før han ringer igen, jeg tager den.
"Rose, jeg holder ude foran, kom ud og vis mig deres hus," beder han, jeg rejser mig fra min seng og går ud, han sidder i en taxa og kigger ud ad vinduet, jeg skynder mig derind, så ingen kan nå at se mig, taxaen kører videre, jeg giver adressen, "hvornår ville være en god tid for mig at dukke op?" Sådan som jeg har set det, vil det være bedst, hvis han aldrig dukker op. "Efter skituren, tror jeg, der er alle i godt humør," han nikker, "hvornår er den?"
"Vi tager afsted den 25. december og er hjemme den 31. morgen" svarer jeg, han nikker, taxaen stopper op foran familien Wyatts hus, han nikker, "kør tilbage til min lejlighed" beder han, jeg kigger utilpast hen på ham, "jeg gør det ikke mere, bare så du ved det, jeg er stoppet, jeg har ikke brug for at gøre det mere," han griner, "Rose, du gør det, eller også fortæller jeg din familie om dine tidligere år," jeg rynker mine bryn og kigger ned på mine hænder, "okay," mumler jeg, han smiler.
Vi stier ud af taxaen, han betaler ham, og han viser mig op i sin nye lejlighed med tre flytte bokse i, den er lille og gør mig utilpas, han griber fat i mig og presser sine læber mod mine, jeg kniber mine øjne i og prøver at stoppe ubehaget.
Du har gjort det før Rose, du kan gøre det igen.
Jeg går ned ad gaden uden et smil, ikke fordi jeg normalt smiler meget, men dette er muligvis den værste dag, siden før jeg kom her til. Jeg spytter på gaden, som om jeg kan spytte det der skete få minutter tilbage ud, mine hænder ryster, og jeg føler mig mere utilpas, end jeg har gjort længe, pengesedlerne ligger krøllet sammen i min jakkelomme, og jeg har mest af alt lyst til at smide dem ud. Jeg var ovre denne periode i mit liv, jeg var ovre det, og alligevel indhentede den bare, han mig.
Tilbage til den 22. januar.
Jeg kan ikke mere, ikke mere, efter i går er jeg færdig, så må han fortælle dem allesamme det, men jeg kan ikke mere.
Mig: Jeg kan ikke mere, John
Mig: Jeg føler mig ulækker, og Brooklyn vil hade mig, hvis hun finder ud af det
Mig: Lige meget hvor meget du vil betale, det stopper nu
Mig: Om du så fortæller alle om, hvad jeg blev nød til at gøre for at overleve, jeg kan ikke mere
John: Det siger du nu, men du kommer snart igen
John: Du er intet, Rose, intet uden mig
John: Du skylder mig efter alle disse år
Mig: Jeg er ligeglad, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere
Jeg lægger min mobil væk og rager min pude til mig, hvor efter jeg græder ned i den, på et tidspunkt må jeg være faldet i søvn, for da jeg åbner mine øjne igen, kan jeg høre festen er i fuld gang, jeg rejser mig op fra sofaen og kigger mig rundt, en fyr kommer hen til mig, "hey" han smiler sødt, jeg går udenom ham, jeg har ikke lyst til at være sammen med nogle, jeg har aldrig gjort det for sjov, så hvordan skulle jeg kunne gøre det nu? Jeg finder Hazel og Cole ude i køkkenet, Hazel vinker smilende til mig, jeg sætter mig ved dem, Cole kigger alle andre steder end hen på mig, jeg kan godt forstå ham, vi har aldrig snakket sammen, og generelt virker han bare ikke som typen, der holder af at møde nye mennesker, i al' den tid jeg har kendt ham, hvilket ikke er længe, har han kun snakket med omkring fem mennesker. Hazel er en af dem. "Har du det sjovt?" spørg hun, jeg nikker, lyver, "helt vildt, folk ved virkelig, hvordan de skal feste," jeg smiler falskt, hun griner, "der er altid fest, når GG, Brook og Jack er samlet," det kan jeg forstille mig, de er alle tre fyldt med energi og smil, det giver ikke rigtig mening, jeg forstår det ikke, hvordan kan man være sådan hele tiden? Bliver man ikke træt på et tidspunkt? Får man ikke nok af det? En masse kommer styrtende herud og åbner køleskabet, for at hente alkohol, jeg prøver at lade vær med at vrænge på næsen, at drikke sig fuld, være sårbar, jeg har aldrig forstået det. Men de fleste af dem der har aldrig oplevet konsekvenser ved at drikke, de fleste af dem lever på en sky der drysser med penge og kærlighed.
Hvorfor fik jeg aldrig sådan en barndom?
К сожалению, это изображение не соответствует нашим правилам. Чтобы продолжить публикацию, пожалуйста, удалите изображение или загрузите другое.
TO KAPITLER IGEN
OMG
GOD FERIE TIL ALLE DER FIK FERIE I DAG, SKSKKSKA
OG SHARING SHEETS ER UDE I OVERMORGEN. OG HAR FØRSTE ARBEJDSDAG I MORGEN.
