Hating the Player|✓

12. Crashe & tonen

ALEXANDER WYATT

Kapitel 12. Crashe & tonen

Fødselsdage er normalt okay, ikke noget slemt, og de forgår, som jeg gerne selv vil have det. Ofte er min mor her om morgnen, så tager hun på arbejde, vi fester, og når hun er hjemme to dage efter, er hytten ryddet op og urørt. I år fungerer på samme måde, men jeg har ikke lyst. 

Det har aldrig været værre mellem Brooklyn og mig, vi kan ikke snakke sammen, ikke kigge på hinanden, hver gang jeg ser på hende, ser hun bare mere træt og udmattet ud, og jeg ser vel også sådan ud. Jeg kan ikke sove. Jeg tager ud og bokser på søndag, jeg har brug for at komme af med noget energi, og det hjælper ikke at løbe, træne eller andet, jeg har brug for at slå på noget, nogen, og forstille mig, at det er Rick. Jeg hader ham. Og jeg ville gerne hade hende, men det kan jeg ikke. Jeg vil gerne, jeg vil virkelig gerne, men jeg kan ikke. Og samtidig kan jeg ikke få mig selv til at tilgive hende, hun gjorde det bare sådan uden videre mod mig, hvorfor? Hvorfor mig? Hvorfor ikke, jeg ved ikke, en anden? Hvorfor slog hun ikke op, og så gjorde det? Hvorfor gjorde hun ikke alt andet end det? Jeg ved ikke, hvad jeg ville give for, at hun ikke havde gjort det.

Men Brooklyn har ret, jeg kan ikke gå tilbage i tiden. 

Jeg fik to timers søvn i nat, jeg ligner lort, og jeg er igang med at pakke vigtige genstande væk og rykke den ind på min mors soveværelse, så de ikke bliver smadret. Nicholas er hos Jeff, og Hazel hjælper med at pakke ting væk. "Du behøver ikke feste Alex, hvis du ikke vil, det er du godt klar over, ikke?" Jeg nikker. "Det ved jeg godt, jeg har lyst," lyver jeg, "alt jeg har brug for er at feste," mest alkohol, men det er en detalje, jeg kan få lov til at drikke og glemme, uden det er ynkeligt, når jeg fester, at sidde på sit værelse, alene og drikke, er ynkeligt, det er virkelig virkelig ynkeligt. Brooklyn har ret, jeg er virkelig et ynkeligt menneske. Især fordi jeg overvejer at tilgive hende, det føles ynkeligt, for sådan er det. Hvis hun ikke har tillid til mig, er det så ikke et problem, og så hedder det bare hej hej, ses ikke igen. Men det gør det ikke, det er slet ikke så nemt, det føles ikke så nemt, det føles forkert at gøre sådan, at efterlade noget, jeg ved kunne blive fantastisk.

Brooklyn kommer over, da festen har været igang i omkring 20 minutter, hun er svedig og styrter direkte ovenpå, jeg følger efter. Hvad skal hun? 

Da jeg kommer ovenpå, kan jeg høre bruseren være tændt, jeg banker på. "Er det dig, Parker?"

"Ja," svarer hun hurtigt, "jeg var ude og løbe, glemte tiden," klart, selvfølgelig, hun har trænet meget på det sidste, når jeg henter hende, er hun altid lige kommet ud af et bad, når jeg aflevere hende, er hun hurtig til løbe ind og hente en sports-taske, inden hun går, jeg ignorer det, hun har altid dyrket sport, jeg vidste ikke, at det var så intenst, men det kan være noget nyt, ligesom mit ikke sove maraton. Jeg går nedenunder igen, Hazel sidder og snakker med Cole i køkkenet, jeg går derud. "Har Brooklyn altid dyrket så meget sport, som hun gør nu?" Hazel trækker på skuldrene, "det svinger, nogle gange er det meget, andre gange er det næsten intet, men hun har altid trænet lidt," jeg nikker, Cole tager en tår vand, "hvorfor?" spørg Hazel, "hun bruger badet lige nu, fordi hun har været ude og løbe, så jeg tænkte bare over det, og hun har badet ret meget på det sidste," Hazel tænker over det, inden hun nikker, "det har hun."

Jeg rejser mig og går ud til festen, Jack og GG drikker shots, GG vinder stort, han drikker så meget, at han er blevet udkåret som den bedste til shots på skolen. Det er lidt bekymrende, han er bare fuld hele tiden, skole tiden, fri tiden, altid. Men også sjovt, han er altid glad og smilende. Jeg står lidt, inden jeg finder en øl frem og drikker den, jeg vil gerne være fuld og glemme, Cole er her, han vil automatisk holde styr på alt, jeg kan godt lade ham gøre det, man kan stole på Cole, sådan har det altid været, undtagen med Hazel, Hazel er undtagelsen der bekræfter reglen.