Hating the Player|✓

33. Tanke spil & at ville føle

ALEXANDER WYATT

Kapitel 33. Tanke spil & at ville føle

Hvad?

Hvad skete der lige der?

Jeg står badet i pink maling på mit værelse. Mit værelse med et nu pink gulv.

Og et mysterium efterladt i mit hoved.

Brooklyn er altid kreativ omkring sine hævnforsøg. Så hvad skete der nu? Og et brev? Hvad sker der med et brev? Hvilket brev? Det brev hun snakkede om tidligere? Jeg kan ikke finde hoved eller hale i hvad kvindemennesket snakker om. Et brev? What the fuck. Hvorfor skulle jeg skrive et brev til hende? Hvorfor skulle jeg ville bruge tid på hende? Får kvinden nu fanmail?

Jeg forstår ikke, hvad der forgår. Og det gør hun tydeligvis heller ikke.

Vent.

Hvad hvis det her, er et bagholds angreb? Hvad hvis der ikke eksistere et brev? Hvad hvis hun blot prøver at plante hundredvis af forvirrende tanker i mit sind, så jeg bliver forvirret? Er det blot det? Er hun blot ude på at forvirre mig?

Det er jo det.

Der eksisterer ikke et brev, hun er bare ude på at forvirre mig.

Satans hende. Det lykkedes.

Næsten.

Min hjerne er alligevel for overlegen til hendes lille guldfiskhjerne. Jeg er så god. Jeg fortjener at tage ud og bokse, det er længe siden, og siden det snart er Thanksgiving, har jeg brug for at holde mig i form til kampene der snart vil komme væltende – så længe jeg er forsigtig, ingen brækkede lemmer, eller forstuvninger.

Men først skal jeg lige sikre mig, at der ikke eksistere et brev, bare for en sikkerhedsskyld.

Jeg får tørt malingen op, skubbet godt og grundigt, lagt mit tøj ind i vaskemaskinen og startet den, kun en plet på gulvet vil ikke væk, men det går nok. Jeg dækker den med et eller andet, så jeg ikke bliver stresset af at tænke på den.

Hvad du ikke ser, piner dig ikke. Eller noget. Det gør det nok anyway. Lev med det Alex.

"Hey Hash." Jeg kigger ind på Hazels værelse, hun sidder og krassere nogle ting ned i en notesbog, selvfølgelig ved jeg godt, at hun skriver dagbog, og jeg har lyst til at kigge. Men det gør jeg ikke. Du gør det ikke Alex. Det ville være over grænsen. "Hey" hun smiler og klapper bogen i. "Ved du noget om et brev? Et din hæslige veninde har fået?" Hun sukker dybt. "Prøv at være sød, og nej, det ved jeg virkelig ikke." Hun ryster på hovedet. "Nårh okay, super, jeg smutter ud et par timer, vi ses." Jeg lukker døren efter mig og stikker så hovedet ind til Nicholas.

"Hey budie." Prøver jeg, men kikser totalt og lyder som en evig taber. "Øh, hvad vil du have?"

"Intet, jeg vi-"

"Drop pisset Alex, kom til sagen."

Ja okay.

"Kender du noget til et brev Brooklyn har modtaget?" Jeg smiler prøvende. "Hvad?" Han kniber sine øjne sammen og kigger forvirret hen på mig. Nej, okay. "Ikke noget, så var det nok bare en drøm." Jeg vidste det, hun prøvede bare at lege med min hjerne. Men fejlede. Stort. Fucking taber.

Jeg flår min jakke ned fra knagen, tager et par sko, snupper min taske og løber ud ad døren. Jeg hopper ind i min bil og suser så afsted. Så meget energi, så lidt overskud.

Jeg når mit sted, hvor jeg hurtigt lunter ned ad trapperne, smiler til de store klodser af mennesker som står og bevogter døren, også kaldt sikkerhedsvagter. Hvis nogle snitsher, så er det dem der kommer efter en. Jeg går ind. Carl kigger tvært på mig. "Hey, nogle ledige?" Han smiler. "Det eneste, du er god til, at skaffe penge ind, ja, vi har en om 10 minutter, indtil da kan du vel bare fucke rundt, men hvis du ødelægger noget." Han kigger advarende på mig. Ja, ja, jeg er ikke safe som alle andre, Carl hader mig, et fejltrin, også er jeg ude med knækkede lemmer og drømme.