Hating the Player|✓

15. Pythagoras & badet i sved

BROOKLYN PARKER

Kapitel 15. Pythagoras & badet i sved

"Og sådan slap jeg af med det."

"Du ved godt, at du bare ku- ved du hvad, glem det." Han ryster på hovedet. "Det var super, nu ved du, hvad du skal gøre næste gang." Han klapper mig på låret. "Aw, vores forhold har rykket, nu snakker vi endda om mens." Han skær ansigt, og jeg griner. "Ingen må vide noget om det her, nogensinde."

"Om din nye interesse for mens?"

"Jeg er ikke interesseret i din mens, for fuck sake!" Han køre frustreret en hånd ned over min ryg. "Åh aw, han er faldet." Jeg kigger ned på hans skød. "Skal jeg hjælpe ham op?" Mine hænder når knap at røre på sig, før Alexander har fat i dem begge to. "Nu tænker jeg, at du rykker dig over i sengen eller ud af mit værelse, okay? Inden vi begge begår en fejl." Altid så fornuftig, det er hvad, der gør ham så kedelig. Han tager ikke chancer... Jeg rykker mig væk fra ham og smider mig med et smil i hans seng. "Din mor vil finde det underligt, hvis jeg pludselig ikke er her, men hos Hazel."

Alex vender tilbage til sin stil og sådan er vi, indtil Hazel kommer ind en halv time senere, med et bredt smil. Hun kigger fra mig til Alex, men smiler så bredere.

"Okay, så jeg underviser den her sindssygt søde pige, hun er første års, og halter ret langt bagud i mat, men hun er overhovedet ikke dum, hun har bare aldrig lært det ordentlig. Hun er ret dyster, og smiler aldrig, men jeg skal nok få hende til at smile, det er, hvad jeg er god til, så ja. Men vi har om Pyt for tiden."

"Pythagoras er det værste." mumler Alex.

"Og hun forstod næsten det hele! Altså sådan, det tager mere end et par timer at lærer det helt, men udover det. Åh gud hvor er jeg glad, jeg elsker bare at hjælpe." Hun smiler og smiler og smiler. "Er hun hot?" spørg jeg ud af det blå. Alex hoster overrasket. "Hvad?" Hazel kigger uforstående på mig. "Nårh ikke noget, jeg tænker bare." Hazel griner og fortsætter sin beretning om matematikkens historie set gennem Pythagoras øjne. Utrolig kedelig fortælling, så jeg zoner ud.

Alex og mig? Mig og Alex? Hvad er det for noget? Vi ville helt klart kunne udrette noget utroligt, men ligefrem et forhold? Det ville vi stinke til, seriøst. Sådan virkelig, især fordi vi ikke er gode til det. Altså forhold, og hinanden, og sådan alt. Vi er modsætninger.

"Lyder det ikke fedt?" Jeg bliver trukket tilbage til virkeligheden, da Hazel endelig slutter. "Jo! Det vildt godt, at du har det godt, Haz." Jeg smiler oprigtigt til hende. Alex mumler et eller andet, inden Hazel pludrer videre. Der går godt fem minutter, før Alexander vender sig om mod os. "Hash, Brooks, kunne I ikke smutte et andet sted hen og have jeres snak? Jeg prøver virkelig at få skrevet mit essay." Hazel nikker. "Jo, selvfølgelig. Vi ses til aftensmaden." Svare hun hurtigt, inden hun går, jeg følger hurtigt efter, sender Alexanders seng et sidste blik og går så. "Luk døren!" råber han efter mig, men jeg ignorerer ham og smækker døren til Hazels værelse, så vi ikke kan høre ham.

Hazel snakker og snakker, totalt uafbrudt, om sin dag, hende der pigen, Pythagoras, matematik, prøverne, alt det der lort. Og jeg lytter halvt, imens jeg prøver at få sovet lidt. Bare en lille smule, men det lader sig ikke gøre.

En time senere åbner Alexander døren. "Vil min søster og fake kæreste følge med mig ned til aftensmad? Mor fik Nicho med ned i køkkenet, så maden er lidt brændt." Hazel griner og rejser sig, Alex krammer hende, mumler hej, og han undskylder for at smide hende ud, og hun smiler tilbage, fortæller ham, at det okay, og så går hun videre.

Jeg går forbi ham, uden så meget som at give ham et sideblik. Han ignorerer også mig, lægger blot en arm om mine skuldre for publikummets skyld. Sådan skal det være, vi skal ignorere og hade hinanden, ikke nogen glade snakke. Vi sætter os ved bordet ved siden af hinanden, mig overfor Hazel, Alex overfor Nicho, og Amanda ved bordenden. Amanda og Hazel snakker lystigt om alt muligt, Nicho sidder og stikker til sin mad, Alexander spiser langsomt med albuerne helt inde til kroppen som normalt og alt er ved det normale. Lige indtil Amanda siger; "nåh, hvorfor fandt jeg først ud af, at i to har noget i dag?" Hazel griner sammen med Nicho. Alex rødmer, og jeg trækker på skuldrene. "Vi ville gerne vide, om det ville holde." lyver jeg smilende og køre en hånd ned af Alex arm, han tager min hånd og klemmer den hårdt under bordet. "Aw, I er simpelthen så søde sammen, jeg vidste bare, at I ville ende sammen." Hvis bare hun vidste, at det hele var fake. Men det kan vi ikke så godt fortælle hende, når vi lå og pillede tøjet af hinanden for under 4 timer siden.