Hating the Player|✓

7. Myreblære & storme ud

Tak til SwanMadness for collagen!

ALEXANDER WYATT

Kapitel 7. Myreblære & storme ud

"Stop med at sparke."

"Fuck din røv er fed."

"Seriøst? Har den fået mere fyld?"

"Den er lille, men den er fed."

"Så den er stor, siger du?" Hazel griner over Nicholas tydeligvis forvirring, Nicholas slår hende blot. "Jeg har brug for kaffen," erklærer Brooklyn opgivende mellem Rose og mig, "vi drejer ind her, dig uden kaffe er et mareridt," hendes far drejer ind ved en Macdonals, "vi henter det," min mor peger på mig, "I andre - Hazel - kan tage et tissestop," Hazel nikker, "nu hvor du siger det, skal jeg faktisk tisse," Brooklyn sukker, "vi stoppede for en halv time siden... myreblære," Hazel slår hende, inden hun trækker Nicholas og Rose med ud for at gå ud og finde et toilet. Jeg går med min mor.

Rose er virkelig blevet modtaget af alle, siden Brooklyn bestemte sig for at give hende en chance, alt er gået utroligt. Vi holdte os fra hinanden det meste af tiden, vi har ikke rigtig snakket sammen ud over det nødvendinge.

Og jeg er stadig ikke kommet videre.

Mit yndlings tidspunkt på dagen har været, når jeg er vågnet op med Brooklyns hår spredt ud over puderne, og hendes lugt der var overalt, jeg har elsket at holde om hende på billederne, jeg har elsket alt, og jeg burde ikke elske at, og jeg hader at elske det.

"Skat, Brooklyn har været yderst stille, har I snakket sammen?" spørg min mor, imens hun venter på sine bestillinger, "hvad mener du med snakket?"

"Hun kom ud fra værelset en morgen, besluttet på at elske alt, det er ret modsat hende, normalt hader hun alt," jeg trækker på skuldrene, "vi diskuterede om, hvorvidt hun kunne have et ordenligt forhold til nogle, jeg ved ikke, hvorfor hun valgte Rose," lyver jeg, min mor nikker, "det giver mening, andet du vil snakke om?" Jeg bider mig i læben, "som hvad?"

"Alex, du lyver over for mig, og det er okay, hvis der er noget, du ikke vil snakke om, men du skal ikke lade vær, fordi du ikke tør, okay? Jeg er din mor, det står i min jobbeskrivelse, at jeg ikke må dømme mine børn," jeg nikker og læner mig op ad væggen. "Vi dater falskt, det startede, fordi coach sagde jeg virkede ustabil, og jeg ville hellere være i et forhold end at virke som en munk, og Brooklyn ville aldrig falde for mig, så jeg spurgte hende, hun skyldte mig en tjeneste, og altså ja, men langsomt stoppede det med at være falskt, vi snakkede ikke om det, men det var i luften," min mor nikker, "en eller anden viste et lorte - undskyld - billede til hende, og hun troede, at jeg var utro, fordi sådan er folk i hendes liv," ikke en eneste rynke viser sig i hendes pande, ingen dømmende øjne, bare min mor, "og hun var utro med en fra skole," jeg lukker mine øjne i et kort øjeblik, inden jeg møder hendes blik, "og jeg ville fortsætte det her, for coach skyld. Men også for min egen, jeg vil ikke slutte det, og hun fortryder, hun har aldrig sagt mere undskyld, hun fortryder, du kan selv mærke det, og vi havde ikke snakket om noget, vel? Så det var stadig et falskt forhold, hun var usikker, og... nu undskylder jeg hende, fuck det her," hun lægger sine arme om mig og krammer mig, jeg gengælder krammet. "Jeg har forelsket mig i hende, mor, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," jeg lukker mine øjne, "du skal gøre, som din mave fortæller dig," hun trækker sig væk og kigger op på mig, "hvad siger den?" Jeg læner mig op ad den nærmeste væg.

"På den ene side, virker hun virkelig som, at hun fortryder det, at det aldrig ville ske igen," fortæller jeg, "men hun var usikker, hvem siger, at hun ikke kan blive det igen?" min mor nikker, "og jeg ved ikke, om det er nok, at hun fortryder, at vi kunne ændre ting, vi kunne blive bedre til at komunikkere, vi kunne få et seriøst forhold, fordi falske forhold er der ingen virkelige rammer, og vi kunne gøre alt bedre, ikke? Men usikkerhed... det ødelægger ting, og hun er usikker, og jeg kan ikke tænke på andre dårlige ting, for jeg har ikke lyst. Jeg elsker at vågne op ved siden af hende, jeg elsker at få hende til at grine, grine med hende, jeg elsker det hele," hendes læber mod mine, at snakke med hende, at diskutere, at være den eneste hun ser, "men det virker svagt, som om jeg virkelig skulle skride lige nu," tilføjer jeg, min mor nikker, "stoler du på hende?" spørg hun blidt, gør jeg? Ja. Jeg nikker, "hun ville være nummer fire, jeg tog med ud på en tillid eller dø lejer," det er så åndsvagt, men hun har aldrig svigtet mig, hun har altid været der til at irritere mig som lovet, "jeg håber, at jeg er nummer et," jeg nikker, "Dig, Hazel, Jeff og så Brooklyn," hun smiler, "Nichols skal nok ramme listen, når han bliver lidt ældre," det håber jeg, "har du lyst til at tilgive hende?" har jeg det? Jeg nikker, "jeg vil gerne, men jeg vil ikke på samme tid, jeg vil gerne tilbage til før det, men jeg ved ikke, om det er muligt."