Hating the Player|✓

32. Spørgsmål & hukommelse

ALEXANDER WYATT

Kapitel 32. Spørgsmål & hukommelse

"Alex."

"Alex."

"Jeg keder mig."

"Alex."

"Kom nu."

"Alee-"

"Hold mund, jeg er vågen." Hun griner og køre en hånd hen over mit bryst. "Jeg keder mig." mumler hun. "Jeg er træt, det var dig selv, der holdt mig op til klokken lort." 

"Jamen jeg kunne ikke sove." Hun kravler op på mig. "Brooks, nej, skrid." 

"Kom nuuuu."

"Nej, smut, jeg gider ikke."

"Hader dig." Hun sukker, kravler væk fra mig, og snart smækker min dør. Dumt Alex, du missede lige noget sjovt, fordi du var træt. Ligeglad.

---

Klokken 15 er jeg oppe og nede i køkkenet. Hazel ligger i sit dyne fort og smiler, imens hun skriver med en eller anden. Forhåbentlig bare Brooklyn. Vi kom hjem i går - Brooks og mig - jeg bemærkede ikke engang, at Hazel sad og så Teenwolf, før Brooklyn fortalte det senere. Vi slog os omkuld i min seng, Brooklyn ville ikke sove, men derimod spille.

Ludo.

Jeg blev banker 400 gange mindst i det. Hvilket nok var det værste ved i går. Det bedste? Nicholas var ren i sin seng, da vi kom hjem. "Hvor blev Brooklyn af?" spørg jeg og smør nutella ud over mit brød. "Hun smuttede, sagde hun havde noget energi, hun skulle af med."

Jeg tager min mobil op, måske hendes instagram siger noget? Dårlig undskyldning for at glo på hende. Shs. Et billede af....

Austin Harris? 

Hvordan kender hun ham? Hvordan kender han hende? Hvad sker der? Hvorfor overser jeg så mange ting?

"Ved du hvor?"

"Måske ude og løbe? Nogle gange tager hun extra bokseturer? Eller også drikker hun."

"Hvornår gik hun?"

"Ved 9-tiden."

Alexander: Brooks? Hvor er du?

Brooks: Drikker

Alexander: Klokken er 15?

Brooks: Siden 11, amatør.

Alexander: Hvor drikker du?

Brooks: Ikke dit problem

Brooks: Og yaaa, jeg har slået Find mit device fra

Alexander: ...

"Fundet ud af det?" Jeg ryster på hovedet. "Hun er skredet for ikke at blive fundet."

"Det gør hun ofte, Alex, bare sæt dig her. Hun er tilbage indenfor et par dage."

"Dage?!"

"Hun har også et liv udenfor det her."

"Men hallo, jeg..."

"Alex, pas nu på."

"Hvad? Hvorfor siger alle det til mig?" Jeg kigger forvirret ned på hende, hvorfor skal jeg passe på? "Fordi Brook aldrig kunne falde for dig, og hvis hun gjorde det, ville hun aldrig indrømme det." Hun smiler skævt. "Men du er ikke ligesom hende." Hvorfor ser folk mig som den svage? Jeg kan godt passe på mig selv, jeg er god til det, jeg er ikke en eller anden, der bare smider mig ud i ting, jeg er ikke som Brooklyn, det er ikke knald eller fald. "Jeg er ikke sådan..." Hun smiler til mig. "Alex, alle elsker dig, fordi du er sød. Ikke fordi du som Brooklyn har trampet dig op til toppen, du er blevet båret der op af folks kærlighed, okay? Det er kun godt."