Hating the Player|✓

23. Thanksgiving & basketshorts

BROOKLYN PARKER

Kapitel 23. Thanksgiving & basketshorts

Jeg vågner op til lyden af pander, høj musik og duften af mad.

Himlen. 

Okay, så jeg er kravlet op ad helved, og lander nok også der, når jeg dør, men det er en mindre detalje. 

Jeg strækker mig og prøver at få fat i Alexander, men han er her ikke. Sengen er stadig varm efter ham, så måske er han tilbage lige om lidt? Ja, jeg er desperat, jeg har ikke sovet med en fyr udover Alex i lidt over en måned. I need a dude in my bed. 

Jeg sukker dybt, får fat i min mobil og scroller igennem beskederne. Intet nyt. Suk. Jeg keder mig. Du kunne gå ned Brooklyn? Nej tak. Jeg ruller om på maven og skal til at skrive til Alexander, da jeg får en pop up reminder om, at det er thanksgiving, og at det holdes hos familien Wyatt. 

Derfor er her mad og høj musik, og Alex er her ikke. Derfor. 

Døren bliver skubbet op. Alexander kommer ind med en bakke. "Min mor tvang mig..." han sætter bakken på natbordet. "Jeg elsker hende." gisper jeg glad ved synet af pandekagerne. Han griner og sætter sig på kanten af sengen. "Nicho, er han okay?" spørg jeg. Nicholas skred igen sidste uge, så da Alexander og jeg kom hjem, var han væk, Alex fandt ham i en dynge møg, fik ham hjem, Hazel sov, så jeg hjalp med at få ham vasket og puttet, og så gik vi begge død på hans værelses gulv. Jeg vågnede op til larm og dem der skændes, og siden har Nicho slået sin bror ihjel med øjnene, hver gang han så ham. "Lidt mindre sur."

"Hvad var det du sagde til ham, som gjorde ham så vred?"

"Det kommer ikke dig ved." Jeg sukker tungt. "Fuck du er nederen." Han griner og trækker mig op til sig og ind i et varmt kram. Han brænder jo. "Slip mig, jeg vil have min mad." mumler jeg gnavent og skubber ham væk, han ryger ned og ligge hen over sengen. "Der er også kaffe." 

"Godt, du kan gå nu tjener." Han ruller med øjnene, men rykker sig ikke ud af stedet. Jeg sukker og tager en tår af kaffen, inden jeg begynder at spise mig igennem pandekage bjerget. 

"Hvad laver de nedenunder?" spørg jeg, da jeg har færdiggjort pandekage nummer 15. Uden mad og kaffe duer Brooklyn ikke. "Mad, dækker op, rydder op, alt det der."

"Siden hvornår?"

"Klokken 6. Mor har fundet ud af, at vi ikke altid husker at gøre rent."

Alexanders mor lider også af OCD, bare i mindre grad end Alexander. Det første hun gør, når hun kommer ind ad døren, er at sørge for, at kontakten er trykket ned af, så rydder hun alt op, og når først alt står som før, kan hun slappe af. Men fordi Alex også har det, er der for det meste ikke noget at rydde op - ud over at støvsuge og tørre af - tingene står altid på deres plads. Selvfølgelig er det blevet bedre med tiden, da han var 13. år var det værst - selvfølgelig udnyttede jeg det 98% af tiden. Han kunne knap gå i skole, uden at få et andfald.

Som du frembragte over halvdelen af gangene.

"Hey Alex." Jeg stikker til hans fod, han kigger hen på mig. "Undskyld jeg ikke har taget hensyn til dig tidligere."

"Hensyn, tager du hensyn til nogle?" Han smiler og kigger undrende op på mig. "Nej, altså til dit OCD, undskyld jeg altid rodede rundt med ting, jeg vidste, ville få dig ud over kanten."