Hating the Player|✓

16. Fødselsdag & genkendelse

BROOKLYN PARKER

Kapitel 16. Fødselsdag & genkendelse

Jeg vågner op til duften af nybagte boller og sang, jeg åbner træt mine øjne, mine forældre og Rose står og synger ved siden af sengen, Hazel, Nicho og Alexander står der også, fuck mit liv, jeg gider ikke se på så mange mennesker, imens jeg vågner, min mor rækker mig en kop kaffe, "prøv at lad vær med at sige noget, før du har drukket den," jeg nikker, god ide, ret god ide, jeg kører kaffen ned, mest fordi jeg hader, når folk bare står og glor på mig, og jeg vil gerne have det overstået, og jeg tager også bare en kop senere. 

Jeg sætter koppen fra mig, "godt humør?" spørg Hazel, jeg griner og ruller med øjnene, hun smiler og hopper hen på sengen til mig for at kramme mig, så godt er mit humør heller ikke, og hvis det havde været en anden end hende, ville jeg nok have kværket personen. 

Jeg krammer hende tilbage, og hun smiler. "Vi ses nedenunder, Brooklyn, til morgenmad, Hazel og Rose har bagt," fortæller min mor, Hazel kravler af mig og rejser sig smilende, "og de smager godt," fortæller Nicholas glad, Rose smiler, "tak, jeg er der om to," Hazel, Nicho og Rose forsvinder nedenunder, Alexander bukker sig ind over mig og kysser min kind, han skal til at sige noget, men kigger så tilbage på mine forældre, de griner og går, "de er muligvis vores største fans," hvisker jeg, "din kaffe ånde er virkelig slem," svarer han og kysser mig med et smil, "tillykke med fødselsdagen," han trækker sig og går nedenunder. Jeg smiler efter ham, den her dag kan umuligt blive dårlig. Efter vores snak på gangen, er alt langsomt vent tilbage, jeg fik noget søvn, og jeg har ladet vær med at ligne lort, Alexander har fortsat sin "bedste kæreste" opførsel, og vi klikker allesammen næsten ligeså godt som før jul. Jeg krammer mig selv, inden jeg rejser mig og tager nogle shorts og en t-shirt på, jeg skal alligevel bare rydde op og pakke ting væk hele dage, så at tage ordenligt tøj på nu virker som spild. 

Da jeg kommer nedenunder, sidder de andre og snakker lystigt sammen. Jeg sætter mig mellem Hazel og Alexander, og så går vi igang med at spise. Jeg hælder kaffe op i en kop til mig selv, jeg spiser nogle boller, og da alle andre er færdige med at spise, spiser jeg videre. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være mæt efter mindre ned fire boller? Laver de ikke noget? Okay, det gør de faktisk ikke. Hazel kan bedre lide at blive inde og læse, Nicholas fortrækker at drikke på tom mave, mine forældre sidder på deres kontorstol hele dagen, og Alexander spiser omkring tre boller, Rose laver vidst heller ikke rigtig noget, og hun spiser som en fugl. Jeg forstår det ikke, mad er mit liv. Sammen med sex og at bevæge sig. 

"Så vi tager ned til farmor og farfar i dag, og vi kommer hjem i morgen tidelig, så huset har bare at være intakt, okay?" Min mor møder smilende mit blik, "selvfølgelig," jeg griner bredt, "og I lytter til naboerne, hvis de klager skruer i ned for larmen," jeg nikker, "selvfølgelig mor, og Nicholas skal være sammen med John, så han får ikke noget at drikke," jeg rækker ind over Hazel og roder op i hans hår, "lille ven" griner jeg, han slår fornærmet min hånd væk, "og Rose køber alkohol, så det er lovligt, hun vil være vores værge igennem alt, så politiet kan ikke andklage jer for noget, og jeg sniger Hazel ud af et vindue, så hendes fremtid ikke kan blive plettet. Og når vi sælger stoffer, har vi handsker på," min far kniber sine øjne sammen, jeg griner, Hazel puffer til mig, "du er virkelig dum," mumler hun, "jeg vil bare passe på dig," hun ruller med øjnene, "politiet kommer ikke, jeg skal nok holde styr på det," Alexander smiler troværdig til dem, de nikker, selvfølgelig. Perfekte mønster Alexander, han kunne aldrig finde på at gøre noget, han ikke måtte. Undtagen at det gør han. Han bokser og spiller ulovligt, hvad gør han ellers? Jeg kan slet ikke få det til at passe sammen, at han bokser? Det giver ingen mening, og vi burde muligvis snakke om det, men jeg kan ikke få mig selv til det, jeg er bange for, at han beder mig stoppe, fortæller mig, at det ikke er noget kvinder gør. For så ville mit mini crush blive slået ihjel. Jeg gør det, fordi det får mig til at føle mig flyvende, levende, jeg kan forsvare mig selv, og jeg er bedre end de fleste, men selvfølgelig er han bedre. Jeg kan stadig ikke rigtig forstå det, han er bedre end mig? Er det sådan her, han føler, når jeg vinder over ham i poker? Er det sådan en nederen følelse, man føler, når man taber? Fordi så har jeg ikke rigtig lyst til at bokse mod ham igen, selvom jeg ved, at jeg kunne gøre bedre, jeg var bare for vred, på en måde jeg ikke kunne kontrollere, og jeg var træt, jeg var virkelig virkelig træt, altså kunne jeg godt vinde, ikke? Jeg kunne i hvert fald prøve igen, bare en gang, men han tør ikke slå, og jeg forstår ham godt, de fleste prøver at lade vær med at slå, indtil jeg slår dem, og de bliver for vrede til at kunne kontrollere det, men ofte så er de for store røvhuller der sikkert også slår normalt, til at de har noget imod det, endnu en grund til at jeg bokser, jeg kan slå igen, for alle dem der ikke kan, på dem som slår. Alexander klemmer min hånd under bordet, han læner sig tilbage i stolen og smiler, da jeg klemmer igen, jeg kan godt lide, hvordan vores forhold har udviklet sig, han er rolig og blid, og vi snakker ikke så meget sammen, han får mest bare lov til at tænke, og det er faktisk okay, jeg har det ret godt med det, at han får lov til at tænke. Hvis vi fandt sammen, ville jeg ikke have, at det blev ødelagt senere, fordi han følte, han havde taget en forkert beslutning. Jeg vil gerne have, at his han tilgiver mig, så er han klar til at stole på mig, for jeg er klar til at stole på ham, hvis han fortæller mig, hvor vores forhold er, og jeg er sikker, så stoler jeg på ham, det er sådan jeg har det med Hazel, jeg ved, hvor vi står, så jeg er ikke usikker.