Hating the Player|✓

35. Sindsforstyrret & rå broccoli

BROOKLYN PARKER

Kapitel 35. Sindsforstyrret & rå broccoli

Du er min. Og det er du. Mig og dig. Som den bog vi læste sammen. Vi to er et. Og hvis jeg ikke kan have dig, må ingen andre. Vi to, er sammen i døden.

Personen er tydeligvis sindsforstyrret. Hvad forgår der? "Og det er du" ud ad ingen ting, ærligt, det bør man ikke engang kunne skrive, min engelsk lærer ville dø. Hun ville så meget slå personen ihjel og dumpe ham/hende.

Men hvem fuck kravler ind på mit værelse og ligger det? Eller det lå faktisk i vindueskarmen, men stadig. Hazel ved det måske? Og hvorfor skulle hun det? Det ved jeg sgu da ikke, jeg fortæller hende bare næsten alt, så det vil jeg også gøre nu. Det eneste hun ikke ved, er at jeg bokser og gambler. Eller hun ved, at jeg bokser, men kun træningsdelen. Jeg ved bare, at hun ville få et flip, og nok slå mig, og måske ikke snakke til mig, og forbyde mig det.

Hun er lidt som en extra mor nogle gange.

Jeg trasker ud af huset med Laiba, som altid er mine forældre på deres kontor og arbejder. Det er ved at være længe siden, vi sad sammen alle sammen. Men vi holder altid Thanksgiving sammen, altid, så der skal de nok være der, der arbejder de ikke hele dagen. Vi holder det altid med familien Wyatt, så Alexander er der desværre... men jeg får altid lov til at sidde over for ham, så jeg kan sparke ham. Ikke fordi min mor billiger det, når han flipper og kaster et eller andet på mig, og at vi kort efter begge er smurt ind i mad.

Jeg synes bare, han burde blive smidt ud.

Jeg går langsomt ned ad gaden, her er lyst og koldt. Men sådan er det altid i slutningen af oktober. Gud, Halloween er også lige om hjørnet. Så kan jeg skræmme livet af Alexander med en edderkop, uden at mine forældre kan fortælle mig, at jeg skal gemme det til Halloween. Muhahaha.

Jeg bør allerede planlægge kostume nu. En stor edderkop, og så finder jeg nogle edderkopper og putter i mit glas. Og åh. Alex har fødselsdag i januar, der skal han have en edderkop.

Det bliver så godt det her.

Den bedste tid på året, fra slut oktober til start januar. Det er der jeg kan genere Alexander mest, uden min mor kan fortælle mig, at jeg ikke må. Eller, det gør hun nok anyway.

Jeg går ind, hilser hurtigt på Amanda, inden jeg slipper Laiba fri, så hun kan snuse lidt rundt. Jeg skynder mig op ad trappen til Hazel.

"Hey" jeg smækker døren efter mig, hun kigger hurtigt op fra sine lektier. "Hej."

Jeg smider brevet foran hende.

"Din bror påstår, at han intet kender til det, men han er en fucking løgner, så læs det og fortæl mig, at det er hans håndskrift, jeg ved, at I har holdt skønskrifts konkurrencer sammen." Kun fordi han ikke kan klare, at noget er grimt. Jeg sendte ham engang breve en gang om ugen med en grim håndskrift. Men det tog for meget tid. Jeg tænker, at jeg skriver et til ham til jul.

Hazel kigger op fra brevet. "Skriften er for skrå." Hun trækker på skuldrene. "Men tænker du ikke bare, at det er en spøg?" Jeg ryster på hovedet. "Der var også et før, seriøst Hazel, det er ikke sjovt. Især ikke, hvis det ikke er din bror." Hvis det er ham, ville det i det mindste være noget jeg kunne fikse. Men nej. Selvfølgelig er det ikke det. Lige denne gang er det ikke.

"Men spørg ham, han hjalp engang Cole med sådan noget der, en eller anden blev ved med at chikanere ham med opkald, breve og sådan noget." Hun trækker på skuldrene. "Ikke din bror."

"Altså ham eller ingen, hvis du virkelig gerne vil have det til at stoppe, bør du snakke med ham."

Hun har ret. Men... det er så langt under min værdighed. At spørger Alexander om en tjeneste? Ad. Men Brook, kom nu, kvæl din stolthed lidt. Du har så meget nøjeren på for tiden.