Hating the Player|✓

13. Ny modstander & grå

BROOKLYN PARKER

Kapitel 13. Ny modstander & grå

Jeg lægger forbindingen om mine knoer, inden jeg begynder at strejke ud. Efter min krop røg tilbage i sin normalle form, muligvis lidt bedre, er jeg nu taget hen til kælderen, nok lidt mere end en kælder, ulovlige-underjordiske-bokse-sted virker bedre. 

Og nu står jeg i forberedelses rummet og gør mig klar til at smadre en eller anden, det bliver en fest. Det kan muligvis køle mig ned? Jeg er træt og udmattet, min krop har tigget om ro i 10 dage, lige siden jeg begyndte på min bokse-hele-tiden-ting. 

Døren går op, "det er din tur," informerer en mand mig, inden han går igen, jeg strejker mine fingre og knytte dem igen, inden jeg går ud, jeg hopper op i ringen og får så øje på Alexander.

Alexander?

Han står og snakker med en, han har endnu ikke fået øje på mig. 

Alexander?

Hvad laver Alexander her?

Jeg griber fat i Carl, han står og kigger på os med et smil, "hvad er det her?" Jeg rusker i ham, og hans mænd træder tættere på, "Alexander, værdig modstander," jeg krydser mine arme hen over mit bryst, "værdig modstander? Du ved, at vi kender hinanden, hvad er det her for noget pis? Først Aaron, så dig, hvorfor fortæller folk mig det ikke, når han er i nærheden? Få ham væk, inden han ser mig," hvæser jeg, "det er vidst for sent, du kan altid trække dig, hvis det er?" Fuck ham, "jeg trækker mig aldrig," jeg vender mig væk fra ham og retter mig op, Alexander møder mit blik, klokken ringer, vi bevæger os rundt i cirkler. "Hvad laver du her?" spørg jeg forvirret, "jeg kan spørge dig om det samme, det her er mit sted," jeg fnyser, "jeg er kommet her i snart fem år, det her er ikke dit sted," informerer jeg ham om, "jeg har været her i seks, du taber," jeg bider mine tænder sammen om tandbeskytteren, "så kom, hvis mig at det virkelig er dit sted," jeg ruller med skuldrene og smiler, imens jeg siger det, altså så godt man nu kan smile med en tandbeskytter i munden, "jeg slår ikke på kvinder," han trækker sig lidt bagud, "hvorfor? Vi er det svage køn? Tro mig, det er jeg ikke." Han gør udfald mod mig, prøver at tackle mig på en blid måde, jeg får skudt en hånd frem og rammer ham i siden, så han ryger ud af kurs, jeg placere et spark i maven på ham, så han tumler bagud i et rullefald, han er hurtigt på benene igen, "du taber hurtigt, hvis du ikke vil tage dig sammen," kommenterer jeg, inden jeg hurtigt rykker tættere på, "du vil aldrig kunne vinde, Brooklyn", han han laver et uppercut, jeg glider til siden, dukker mig og sparker ind over ham, han hopper over sparket, jeg trækker hurtigt mine ben til mig, han bevæger sig hurtigere, end jeg troede han kunne, og han får placeret et lamt slag i siden på mig, "slå rigtigt eller slå slet ikke," spytter jeg og slår vredt mod ham, "jeg kan ikke sl-" 

Jeg afbryder ham med et slag på kæben. Det frustrerer mig, at han ikke bare vil slå, hvad er problemet? Kan han ikke bare gøre sit bedste? 

Slaget ser ud til at virke, og det bliver snart mere aggressivt, hans slag bliver hårdere og hårdere, det går hurtigere og hurtigere, jeg dukker, ruller, hopper, slår, sparker, men han er stærkere, han er hurtigere, og han spiller ikke efter de ikke eksisterende regler. Jeg giver ham en albue i ryggen, han snurrer rundt efter mig, slår mig, min mave tager imod stødet med lidt klagen, jeg støder min hånd op i et uppercut, den rammer ham på hagen, han udstøder en lav hvæssen, inden han spænder ben og slår mig på brystet, så jeg mister min balance, han lader mig ikke få et sekund, men får fat i mig, inden jeg ruller rundt, jeg sparker op med begge ben, de rammer ham i maven, han knalder et knæ i låret på mig, og får slået mig på kinden, inden han får fat på mine arme og ben, jeg kigger op på ham med et frustreret blik. "Måske kan du spille dine kort bedre end mig, men jeg er stærkere, jeg er hurtigere, og jeg er bedre."