Hating the Player|✓

31. Et B & dobbelt date

BROOKLYN PARKER

Kapitel 31. Et B & dobbelt date

Jeg vågner op uden et smil. Jeg. Hader. Morgener. De burde dø. Man burde vågne, når det var nat, tage til fest, komme hjem, sove på repeat. Alt det der, morgen, skole, smil halløj går ikke. Jeg skubber mig op og sidde, kigger mig søvnigt omkring. Et brev ligger på den anden pude. Den pude Alex sov på. Den skal så meget vaskes nu. Jeg kan ikke risikere at blive syg. Men hvorfor et brev? Jeg tager fat i det, bange for, at min hånd vil blive grøn og ryge af. Kunne være så typisk Alexander...

Nårh, det ser ikke slemt ud, det må vente til senere. Jeg magter ikke være sur på ham fra start af. Jeg hopper ud af min seng, finder noget tøj, ordner mit stadig sovende ansigt. Går nedenunder, laver min kaffe, drikker den, spiser en bolle, og går så. Jeg skal i hvert fald ikke køre med Alexander. Nope. Ikke lige nu. I går var underligt. Vi har sovet sammen et par gange før. Men ikke sådan, det plejer at være modvilligt.

Han er så underlig.

Jeg kigger mig over skulderen, en skygge forsvinder ind i busken. Slap nu af Brooklyn, du er blot træt, derfor ser du syner. Du er ikke forfulgt. Lidt dum er du. Slap nu af. Stop med at tænke. Jeg tager en dyb indånding, sætter mit tempo ned til normal og fortsætter med et smil. Godt så. Du kan jo godt forsvare dig, hvis nogle vælger at gøre noget. Det kan du. Og du gør det. Du skal ikke være endnu en tøs, som ikke kan finde ud af at placere et godt slag. For det kan du godt. Du har gjort det mange gange, og du bør smutte ned og træne senere. Bare for at øve. Du skulle nødigt blive en slacker.

Shit, vi har test. Nej. Jeg har ikke øvet mig. Og hvis jeg skal være bedre end Alexander...?

Nej. Jeg kan ikke.

Hellere møde op, og få en okay karakter, end ikke at møde om og få -3. Så er du i det mindste tættere på ham.

Jeg træder ind på gangen med et monoton udtryk, jeg magter ikke folk i dag. I hvert fald ikke lige nu. Det er jeg alt for træt til. Jeg ignorere folks blikke, ignorere Ashleys desperate smil. Hun var en en gangs ting. Jeg skulle bare bruge hende mod Alexander, vi er ikke venner, det snakker hun for meget til, det er hvad, jeg har Hazel til - at snakke mine øre af. 

Jeg går til time, min lærer deler prøverne ud, Alexander kaster en papirskugle efter mig, jeg griber den, åbner den.

You're gonna loose.

Ja, I know, nørd.

Fucktart. 

Er mit svar, jeg kyler den i hovedet på ham. Han vrænger med næsen og begynder på testen. Jeg fokusere på min. 

Du skal prøve. Gør det Brooklyn. Du er jo klog, du virker bare ikke sådan, ikke på alle. 

"Jeg fik fucking kun 79%... Alexander den rådne klump æbleskrald fik 100%..." Jeg kigger skuffet ned på karakterbladet, Esme smiler, "lille ven det er godt for dig, Alexander er bare klogere, du er jo klog, men ikke så klog." Han klapper mig på hovedet. "Jeg er ikke dum, Esme." Jeg lægger mine arme over kors og kigger andklagende op på ham. "Det sagde jeg heller ikke." Han smiler til mig, som var jeg et dumt lille barn. "Hvad får dig til at synes det?" Han griner. "Alle synes det, du render rundt og drikker, før mig bollede du rundt, du opføre dig som en idiot omkring Alexander. Du udviser ikke rigtig noget tegn på intelligens. Jeg presser mine læber sammen. 

"Jeg scorede højere end dig." 

Han bider tænderne sammen. "Jeg havde en dårlig dag." Jeg smiler. "Jeg score altid højere end dig." Han vender sig om og begynder at gå. "Når du kan stoppe med at opføre dig som et barn, kan vi snakke igen."