Hating the Player|✓

18. Hovedpine & ægtepar

Tak til tasty_cheese_queen for banneret

ALEXANDER WYATT
(Fredag aften)

Kapitel 18. Hovedpine & ægtepar

Endelig fucking fri. Din mor er hjemme Alex... hvilket ikke giver mig fri, bare mere stress. Så skal tøjet faktisk til vask, du skal være hjemme, og jeg skal være sød mod Brooklyn... Hvordan helvede kan jeg overskue det? Det har været en overdrevent forfærdelig uge. 

Faktisk har de sidste par uger jo bare været en stor hovedpine. Brooklyn knuser alt, hun giver folk hovedpine, med sin irriterende stemme. Hendes ex ødelægger mine øjne, hvilket hun også gør. Så jeg giver hende skyldende, hvordan kunne hun også finde på at lukke fjolset ind i kredsen? Jeg mener, af alle burde Brooklyn vide, at man kun lukker få mennesker ind i kredsen, derfor vælger man med omhu, man lukker ikke grimme mennesker ind, what the fuck tænkte hun på? Hun er selv grim, så jeg forstår det måske lidt, men på den anden side, to grimme i kredsen? Vi har nok i hende. Hun burde være blevet i Paris. Heldigvis holder Esme sig vidst langt væk fra nu af, siden football fyrene smadrede ham. Men hvem var det, hvem fuck fik holdet til det? Seb? Nej. Jack? Hmm, måske? Oliver? Nej, han er for passiv. Cole? Det kunne godt være ham. 

Jeg er glad for det, på et eller andet punkt. Som jeg sagde til Esme tidligere: 'den eneste som fucker med Brooklyn, er mig." Sådan er det, og har det altid været, jeg hader hende, hun hader mig, vi hader hinanden, og vi irriterer hinanden, det er vores ting, ikke Esmes ting, ikke fordi Brooklyn overhovedet vil bruge sin tid på ham. Hvem vil også det, når de kan bruge den på mig?

"Steve walks warily down the street
With the brim pulled way down low
Ain't no sound but the sound of his feet,
Machine guns ready to go" 

Another One Bites The Dust af Queen begynder at spille på min mobil. Hazel.

Jeg tager den og sætter den på højtaler, "hvad sker der Hash?" Spørg jeg, "hvor er Nicho?" "Det ved jeg ikke, er han ikke hjemme?" Jeg åbner et af rummene i min bil og piller Nichos skema ud. "Han burde have fri, sikker på han ikke er der?" "Ja Alex, jeg er helt sikker, hans værelse er tomt, mor sover, stuen er tom og her er helt stille," "hvad med hans sko? Jakke? Er han hos en ven?" Hvor er han?! "De er her ikke, og det ved jeg ikke, han svare bare ikke på mine opkald," svare hun mindre irriteret, "god damit, hvad med Brooklyn?" "Hun er til træning," "hvilken træning?" "Hun bokser, vidste du ikke det? Men altså kun på puder," svagpisser, kun på puder, fucking taber. Men det forklarer måske, hvordan hun kan slå så hårdt? "Nej, det vidste jeg ikke. Det er ikke fordi, at jeg render rundt med hendes skema, vel?" Damit, nu skal jeg printe et nyt. "Slet ikke... skal jeg hjælpe dig med hvornår, når du kommer hjem?" "Jeg ved ikke, hvad du snakker om. Ja tak, vi ses, jeg skal nok lede efter ham," "super, hej" hun lægger på, og jeg prøver at holde min fokus på vejen.

Hvor kan han være?

Jeg griber min mobil og ringer til Brooklyn. Nej, jeg vil ikke have hendes nummer, men jeg har brug for det, hvis nogen forsvinder. Sikkerhed først. "Æw, wtf, hvorfor chikanere du mig hele tiden?" "Hvor er Nicho?" Som om jeg chikanerer hende, æw, det er omvendt. "Hvorfor skulle jeg vide det?" "Han kan underligt nok godt lide at hænge ud med dig," "alle kan lide det, selv dig, ulæ-" "stop med at være en selvcentreret bitch, ved du hvor han er? Han svare ikke Hazel," og han har blokeret mig... hun stopper op, tager en dyb indånding og sukker så, "klokken er 9, så han er højest sandsynligt under baren, du ved, den ved hjørnet, måske ude bagved..." mumler hun, "og jeg er bestemt ikke en selvcentreret bitch, fuckhovede," "ses" "desværre" "håber du bliver kørt ned," "håber du bliver ædt af en bæver for derefter a-" jeg lægger på og smider telefonen på sædet, magter ikke høre på flere af hendes underlige drømme.