Hating the Player|✓

4. Billedet & skyld

Tak til SwanMadness for collagen!

ALEXANDER WYATT

Kapitel 4. Billedet & skyld

Jeg vågner op ved siden af Brooklyn, hun ligger på maven med hovedet drejet mod mig og lukkede øjne. Er det muligt, at hun kunne fortryde Rick, og hvis hun gjorde, ville jeg så kunne tilgive hende?

"Brooklyn?"

Hun åbner sine øjne. "Hvad?" Jeg tøver, "du føler helt seriøst, at det du gjorde med Rick, at det var okay?" Hun sukker, "omtrent lige så okay, som det du gjorde," svarer hun køligt, "det er det der, jeg ikke forstår, hvad har jeg gjort?" Nu er hun vred igen, hun flår sin mobil frem og skriver noget, kort tid efter plinger den. "Det her," hun stikker sin mobil op i hovedet på mig, billedet af mig med... hed hun Victoria? Selma? Øh. "Okay, det er to år siden, skal vi snakke om, hvor mange du har været sammen med de sidste to år?" Hun får et tvivlende blik. "To år siden?" Nu er jeg også forvirret, "så fortæl mig, hvorfor det blev taget i sidste uge?" 

"Jeg fortæller dig, at det er to år siden, så kan det sgu da være ligegyldigt o-"

"Nej, det er ikke ligegyldigt, du hader mig, og jeg er ret sikker på, at du vil gøre en del for a såre mig, så fortæl mig, hvordan kan du påstå, at det er to år siden, når det står lige der, at det er fra sidste uge?" påstår hun, at hun aldrig har set det før? Bad hun Rick om at komme, fordi hun så et billede? Et billede? Jeg får fat i min mobil, går ind på skolens skrive side, Brooklyn kalder den sladersiden, jeg søger på en lilel tekst fra omkring to år siden, inden jeg rækker Brooklyn den. "Samme billede, ikke? Fortæl mig så, hvornår det blev taget igen," beder jeg, hun siger ikke noget, vender blot ryggen til mig, efter at have kigget på det, "Brooklyn?" Hun ryster på hovedet, "fuck jeg er dum," kvækker hun, "jeg fucker alt op," tilføjer hun, "hvordan kunne jeg overhovedet tro på, at du kunne være utro?" Hun sætter sig op og trækker en bluse over hovedet, "du er muligvis det sidste menneske på jorden, der kunne være utro, efter Hazel." Hun begraver sit hoved i sine hænder, imens det langsomt går op for mig, at hun fortryder? At hun gjorde alt det her, fordi hun var såret. Det er bare ikke en god nok grund. Hun er ustabil, I er dårlige for hinanden, og hun er virkelig virkelig ustabil. Hun kigger hen på mig. "Undskyld, jeg ved godt, jeg fuckede op, undskyld," hun ryster på hovedet, "jeg burde aldrig have overvejet det," hun griner opgivende, og falder tilbage på puden, "jeg ved godt, at undskyldninger er latterlige, for hallo, de hjælper ikke og en skid, men undskyld." 

Og jeg har bare lyst til at sige, at det er okay, alt er glemt, intet er sket, men det kan jeg ikke, jeg kan ikke bare tilgive. Jo du kan Alex, men det ville være forkert. Virkelig fucking forkert. Brooklyn har ikke tilgivet Esme, hvis hun ikke ka-

I er slet ikke ligesom Esme og hende, langt fra, men situationen er det samme, hun var utro, jeg kan ikke tilgive det. Det ville bare være nemmere, at tilgive det og glemme det, aldrig tænke over det igen, altså så meget som tænke over, at det er sket. 

"Er der noget, jeg kan gøre, for at gøre det bedre, for at blive tilgivet?" spørg hun og skubber sig op og sidde igen, ryst på hovedet, "jeg ved det ikke, Brooks, jeg troede faktisk, at jeg ved ikke, vi kunne ende op sammen," jeg ryster på hovedet, "det ved jeg godt, det gjorde jeg også," hun trækker sine ben op til sig, så hun sidder i fosterstilling, "undskyld jeg ødelagde det, fordi jeg er usikker," tilføjer hun, "jeg burde ikke være hoppet til den konklusion," hvisker hun, jeg erklærer mig enig, "undskyld," jeg har muligvis aldrig hørt mere end to undskyldninger fra hende før, og på under et kvarter, har jeg fået leveret omkring fire undskyldninger," hun kigger ned ad sig selv, "Brooklyn, slap af," hun ryster på hovedet, "nej, jeg har gjort mod dig, hvad Esme gjorde mod mig, fordi hvad? Jeg ville have hævn? Der er jo noget galt med mig," jeg kan ikke rigtigt følge med længere, har jeg nogensinde oplevet Brooklyn så oprevet på så rolig en måde? Som om hun selv prøver at forstå det hele, føler hun virkelig skyld? Jeg synker en klump. Hun rejser sig og går, jeg følger ikke efter. For hvis jeg gør, hvad sker der så ikke? Jeg kan ikke lide at se hende sådan der, er det forkert? Burde jeg ikke fejre, at hun føler skyld, at jeg intet har gjort i denne sag? Burde det ikke være sådan? Men sådan er det bare ikke, jeg vil have, alt går tilbage til for en uge siden, før alt det her skete. Jeg tilgiver generelt meget, jeg kunne tilgive alle årene med Brooklyn, hvorfor er det så ikke okay, at jeg også tilgiver det her? Jeg er bare sur, såret og vred, og så alligevel ikke, for det er Brooklyn, hun gør dumme ting, hun stoler ikke på mig, jeg havde jo ikke fortalt hende, hvad jeg følte, vel? Det giver jo mening, hun troede, at jeg stadig hadede hende, stop Alexander, stop, du kan ikke bare tilgive hende, fordi du.. muligvis elsker hende, det kan du ikke, det er en lorte grund. Brooklyn kommer tilbage, hun møder ikke mit blik, kigger bare ned på gulvet, imens hun finder sit tøj. "Jeg er altså virkelig ked af det." mumler hun, inden hun tager skitøjet på og går ud igen. Det er jeg også. Virkelig fucking ked af det.