Brooklyn og Alexander hader hinanden. Længere er den ikke, troede de.
Men som tiden går, går det også op for Alexander, at hans had er ubegrundet, og tvivlen rammer ham.
Brooklyn er stædig, men er hun stædig nok til at holde fast i sit had, når h...
Jeg sidder i træet. Kigger. Stirre. Tåre presser mod mine øjenlåg. Hvorfor?! Hvorfor tænker hun aldrig på mig?! Hvorfor hvisker hun aldrig om mig? Jeg sårede hende! Hun elsker mig! Hun skal tænke på mig! Hun skal græde. Elske mig. Sørge over mig.
Tænke på mig.
Hvorfor tænker hun ikke på mig?! Hvorfor!
"Fuck Alexander, fuck den fucktart." Mumler hun irriteret for sig selv. "Sproget!" Råber hendes far drillende fra et andet rum. "Sorry, vi siger A i stedet for." Svare hun og smile.
Tænk på mig.
Nu.
Men det gør hun ikke. Hun fortsætter blot sit pis, tænker og tænker, tænker på en bunke lort med navn. En ubeskrivelig vrede stiger op i min hals, fylder min hals, kvæler mig. Jeg tager mig til halsen og bider tænderne sammen.
"Hævn." Ordet forlader hendes læber, og et smil breder sig på hendes læber. Et ondt smil. Et Brooklyn smil. Jeg følger hendes bevægelser. Hende der tager et par bukser på, hende der råber til sine forældre, at hun går i seng, hende som låser sin dør, slukker lyset, kravler ud ad vinduet. Hun lander let på jorder og lister så ud på vejen. Jeg kravler ned efter hende. Hun må ikke forsvinde. Ikke igen. Jeg løber besværet efter hende. Men langt bagved i krattet ved buskene der følger vejen. Hun kigger sig over skulderen, inden hun løber ind på en tankstation. Kort tid efter er hun ude med en bøtte maling. Nok pink. Jeg hader dem så meget. De har hade ting, de har alting sammen, aldrig bare intet. Og så er de så ens. De tænker det samme, de opfører sig på samme måde, de elsker de samme mennesker. Og hader de samme. Jeg hader Alexander. Jeg elsker Brooklyn. Jeg er anderledes. Jeg er ligesom Brooklyn. Jeg er hendes et og alt. Hun vil have mig.
Hun går mod Alexanders hus. Hun halv løber. Kigger sig over skulderen flere gange. Men ser mig ikke. Jeg er blot den kærlighed, hun frygter. Fordi hun ikke ved, hvad der er sikkert.
Kvinder har brug for en til at bestemme over dem. De kan ikke selv.
Jeg har altid vidst det. Brooklyn ved det bare ikke. Hun er så utrolig naiv. Hun har blot brug for at par slag. Hun kommer aldrig til at arbejde, når vi kommer sammen igen, gifter vi os, jeg tager på Uni, men hun bliver hjemme, vi får børn hen ad vejen, og sådan kommer det til at forgå. Ikke anderledes. Hun er min. Og jeg vil være den eneste der ser hende.
Jeg gemmer mig bag et træ, da vi når Alexanders hus. Brooklyn kravler op, hun åbner vinduet med en sølvgenstand, går ind. Lyset er tændt. Alexander rejser sig. De kigger kort på hinanden, inden hun siger noget, han kigger forvirret på hende, også hælder hun malingen ud over ham. Stop med at give ham opmærksomhed. Jeg vil have den. Giv den til mig. Brug din tid på mig. Tænk på mig! Jeg vil have det! Så giv mig det for helvede. NU.
Hun kravler ud ad vinduet, ned og skrider. Alexander står tilbage målløs. Utaknemmelige svin. Hun bruger så meget tid på ham, bare at kigge på ham, burde han være taknemmelig for. Men nej, det er han ikke, og hun fatter det ikke. Hun skal tænke på mig. Elske mig. Tænke på mig.
Jeg hader ham.
Han skal væk.
Jeg følger med hende tilbage. Ser hvordan hun knuger sine hænder ned langs sine sider, hvordan hun sparker til at par sten, mumler til sig selv.
Hader ham.
Bruger tid på ham.
Glemmer mig.
Hun er min. Kun min.
Hun kravler op ad muren og ind på sit værelse, hun glider langsomt ud ad sit tøj og ned på sin seng, hvor hun bare ligger, og kigger.
Og hader.
Jeg vil skrive mere til hende, flere gange, snart, hun skal vide, at det er mig, at jeg er hendes soulmate, at vi passer sammen, at vi er et af samme brød. At vi er som e puslespil, vi er sammen, vi er gode, vi er skabt for hinanden, og jeg er den eneste sande for hende. Når vi finder sammen igen, så skal vi være sammen, alene. Hun skal ikke spilde sin tid på de andre, på hendes falske venner. Hun skal kun være sammen med mig.
Kun.
Og det skal jeg nok sørger for, indtil hun forstår, hvad der er bedst for hende. For jeg er bedst for hende. Jeg har altid været den rette, altid været, altid vil, altid er. Jeg skal eje hende. For det kan jeg. Jeg har gjort det før, men jeg var for sød. Hver gang, jeg prøvede, at få hende til at indse, at hun skulle smide de andre ud af hendes liv, blev hun vred.
"Brook, come on." Hun smiler til mig, glad, varmt. ""Come on" hvad?" Hun ruller om på ryggen. "Du behøver ikke andre, Alexander gør dig blot irriteret, drop nu bare idioten og vær sammen med mig." Han stryger hende over håret. "Vi har diskuteret det her tredive gange mindst, E. Det kommer ikke til at ske, jeg ved ikke, hvad dit problem med familien Wyatt er, men jeg dropper dem ikke." Hun trækker en bluse over hovedet, sin bluse. "Lad nu vær." Jeg griber fat i hendes hånd, hun trækker sig fri, rejser sig, tager bukser på. "Det er irriterende, okay? Så lad vær, skriv til mig, når du dropper det." Hun griber sin mobil og forsvinder ud ad døren.
Sikkert hen til Alexander.
Begyndte det allerede der? Hvornår besluttede hun sig for at skride? Det var ikke min skyld. Jeg havde sagt det til hende, flere gange.
"Ikke nu Esme, jeg er træt." Hun drejer om på siden. "Lad nu vær, du har altid lyst." Jeg griber fat i hendes arm. "Nej, det har jeg ikke, lad så vær." Hun lukker sine øjne, og kort efter slapper hele hendes krop af.
Hun skal stoppe med at opføre sig så barnligt. Det er pinligt.
Jeg triller hende om på siden, lægger mig ind over hende, fjerner undertøjet.
Og så vågner hun. Kigger blot forvirret op på mig, imens jeg tilfredsstiller mig selv. Det er ikke kun hende, det skal handle om. Jeg er her også.
Men den dag, den dag skred hun, da jeg spurgte, hun tog sine ting og gik, og jeg havde advaret hende, jeg fortalte hende, at jeg ville finde en anden, hvis hun ikke kunne holde kæft og makke ret. Og det gjorder jeg så.
Hendes fejl.
Men når vi er sammen igen, så makker hun ret, og hun kan bare lige våge på at sige nej til mig. Ingen siger nej til mig. Hun fortjener slag.
Jeg kigger ned på mine hænder, de er forrevne og ødelagte, men jeg føler ikke smerten, kun vreden, den uendelige store vrede mod alle.
Jeg vinder.
Altid.
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
CREEP ALERT
ÆW
Jeg er syg... Sådan forkølet, sove, smitte, halse ting. Ikke feber. Og jeg HADER det. Jeg går i skole, er ved at segne, går hjem efter skole, sover. Repeat.
Spørgsmål: Bliver du hjemme fra skole, når du er syg?
