Hating the Player|✓

5. Hollywood glimmer & billig

BROOKLYN PARKER

Kapitel 5. Hollywood glimmer & billig

Alene hjemme. Engang var det ikke et problem, der var det faktisk himlen. Jeg kunne invitere Esme over, og vi kunne lave alt, vi ville, uden at mine forældre ville høre, se eller opdage noget, de ikke skulle opdage. Vi kunne bruge timer alene, snakke, hygge, elske, alt. Og så opdagede jeg, at det hele bare var en stor fed løgn. Med ekstra salt til smagen, lidt Hollywood glimmer, og nogle døde enhjørninger. Bum, og her var det: Brooklyn Parker's kærlighedsliv. Yay...

Der var faktisk slet ikke et kærlighedsliv, der var bare en masse løgne og lidt sex. Med extra krymmel.

Og jeg troede virkelig på det hele, slugte det råt. Måske ikke råt. Men tæt på. Første gang jeg så ham, gav jeg ham fingeren, dagen efter truede jeg med at kastrere ham, tredje dag ignorerede jeg ham. Og sådan fortsatte jeg, indtil han fik mig overtalt til en date... Og så gik det kun godt. Men for fuck sake Brook, han er ligesom Alexander, går i seng med en masse, lyver for en masse, alt det der. Du var dum at tro, at du faktisk var noget specielt. Det er du ikke. Du har udsendte, men personligheden virker bare ikke helt. Derfor er forhold ikke noget for dig Brook, du dør ikke som jomfru, men stadig alene. Eller, hvis du får lidt botox, og du dør tidligt, kunne du måske dø med en One night stand.

Just kidding.

Jeg vil have fem giga edderkopper, som jeg kan stikke op i fjæset på Alexander. Alexander hader edderkopper. Det er smukt. Jeg vil udnytte det, og bruge resten af mine dage på at spare op til edderkopper, købe dem, stikke dem op i Alexanders fjæs, og få ham til at æde en. Så kan jeg tage et billede af ham, efter han har været for sig selv i to uger - det eneste tidspunkt han ikke er hot. Han går ikke i bad eller skifter tøj... Engang tvang han min næse ind til sin armhule efter to af de uger. Det var i starten af sommerferien.

Urgh. Traumer.

Jeg kunne også træne, også vride min bluse, så sveden røg ned i en spand og hælde det ud over ham?

Det kunne være sjovt. Men så skulle jeg faktisk anstrenge mig, og så ville det blive sjovere for ham end mig... Jeg kunne også bare smide ham i en flod.

Esme og jeg badede engang sammen. I en flod. Det var to dage før, jeg opdagede hans løgne.

Fuck jeg savner ham.

Det er ikke meningen, at det skal være sådan. Jeg skal ikke savne ham, jeg skal ikke elske ham. Jeg skal være glad for at være sluppet af med ham, og jeg skal hade ham.

Men det gør man jo aldrig, vel?

Den eneste jeg hader, som jeg burde hader, er Alexander, hvilket er det eneste gode ved ham.

Ellers hader jeg ikke nogen, og jeg elsker de forkerte mennesker. Jeg burde bare flytte ud til en ødet ø - jeg ville tage Alexander med - kneblet og halv død. Så kunne jeg drukne ham og fodre ham til hajerne. Den omvendte rækkefølge. Eller, jeg kunne tage Esme med ud, og fodre ham til hajerne. Det ville være en idé, der ville noget. Jeg er ret genial, hvis jeg selv skulle sige det. I forhold til snothvalpen Alexander, har jeg nemlig mere end to hjerneceller. Selvfølgelig mistede jeg en del, da jeg så ham første gang, hvilket også forklare nogle af mine små fejl.

Touché.

Nicholas derimod. Han er yderst klog. At give Alexander fingeren, smukt, jeg kunne have kysset hans søde små kinder for det. Ikke fordi jeg er interesseret. Ikke sådan. Det er det bedste ved det hele. Jeg flirter med Nicho, Alexander dræber mig inden i - han har bare ikke en voodoo dukke ligesom mig. Og Nicho? Han kommer aldrig til at falde for mig, for jeg tror ikke, at han er straight, og jeg tror heller ikke, at han ved det. Eller måske gør han Brook? Nej, nej det tror jeg ikke. Måske tager jeg bare fejl, jeg har ingen idé. Lost.