Hating the Player|✓

34. Livet er et spil & sorte pletter

NICHOLAS WYATT

Kapitel 34. Livet er et spil & sorte pletter

Underligt.

Mit hoved er ikke ligeså ødelagt som normalt. Det føles ikke som tusinde stumper ud over hele min seng, det dunker blot lidt. Alt er lidt omtåget ikke totalt udvisket, og min krop værker ikke som et gammelt skur, den føles lidt ør, men ikke i stykker.

Jeg slår mine øjne op, rummet er dunkelt, og her er en.

"Hvad laver du?" Jeg skubber mig op og sidde. "Fuck, Nicholas." Åh Alexander. Selvfølgelig, af alle mennesker, min bror. Hvorfor ikke en, som blot ville joke og ja lave sjov, inden han eller hun skred? Hvorfor er gud så meget imod mig?

Fordi jeg sidste år pissede på en kirke?

Jeg var fuld, det er en god undskyldning, og jeg var måske også på stoffer.

Du tog stoffer i kirken, juleaften. Shit. Det er nok det, men ja, sorry not sorry, det var lidt fedt. Minus at det besluttede min skæbne, jeg røg på sommerlejre. Mega fedt... jeg mødte Asher, han er cool, når han altså ikke smadre dig Nicho. True. Men han arbejder for Carl, så du kan sælge stoffer på lejeren. Så længe jeg ikke skal derhen igen. Det ville være røv nederen. Men livet er bare røv nederen.

Det er et fucking spil.

Fødslen er starten, livet er spillet, døden er målet.

Og selvmord er snyd.

Og Alexander ser ud til at vinde. Hazel ser ud til at vinde. Jeg ser ud til at tabe. De går igennem livet som en leg, smiler, får gode karakterer, er elsket.

Bliver set.

Jeg vil gerne ses. Ses som den jeg er. Men jeg bliver blot set som Alexanders bror. Ham der den nuttede.

Fejlen.

"Hvad sker der Nicho?"

"Jeg ved ikke, hvad du snakker om? Er der nu en, som har bollet de resterende to hjerneceller ud ad hovedet på dig?" Jeg rejser mig, han rejser sig og skubber mig tilbage i sengen. "Okay, rolig nu, dude, du er ikke min type." Intet grin, ingen ting, kun ren smerte i hans brune øjne. "Hver gang, det her sker, slipper du afsted, fordi du siger to ting, og de passer aldrig med resten, så jeg kan rende rundt og ikke vide, hvordan jeg kan hjælpe dig."

"Måske er det problemet, du er så ivrig efter at føle dig god, så du bliver bare nød til at hjælpe folk. Det er svagt Alexander, man hjælper for at hjælpe, ikke for at føle sig god." Jeg ryster på hovedet. "Hvad? Jeg har i-"

"Der kom den igen "jeg, mig" tingen, det er altid om dig, slap nu af, det hele er jo bare et spil anyway." Jeg smiler halvt og rejser mig. "Du forstår ikke noget Alexander, fordi du er perfekt, og perfekter har aldrig oplevet lidt modgang."

Jeg forsvinder ud ad døren og nedenunder. Efterlader en lamslået Alexander. Endnu en gang.

"Nicholas!" Alexander når at trække mig tilbage, inden jeg kan komme afsted. "Stop med det der, sæt dig og snak med mig." Jeg ruller irriteret med øjnene. "Stop med at være så melodramatisk." Han kigger vidende hen på mig. "Det er dig der skaber drama Nicholas, så kom i gang, fortæl mig, hvad fuck der forgår."

Måske har han ret. Men jeg giver ikke en fuck. Han kan tænke og mene, hvad han vil, jeg er ligeglad. Han skal ikke presse mig, han skal lade mig være, han forstår alligevel ikke, han er tror, at han kan forstå alt, men det kan han ikke. Han forstår det ikke.

"Skrid nu, find Jean eller noget, jeg er ligeglad, bare lad mig være. Og tag et bad, du stinker virkelig af muggen guldfisk." Jeg vrænger på næsen og går. Han står tilbage og glor efter mig, imens jeg forsvinder ned ad gaden. Ikke flere mærker for i dag. Jeg har bare brug for at glemme. Jeg går ind i en gyde, sætter mig i et hjørne og tager en pille. Så to. Og så finder jeg en cigaret. Jeg mærker, hvordan alt langsomt glider væk, hvordan jeg ikke ligefrem bliver glad, men mere rolig. De bedste tidspunkter på dagen, er de tidspunkter, jeg ikke kan huske. Jeg tager et sug. De er virkelig de bedste.