Hating the Player|✓

18. Bølger & 4 crush mindst

NICHOLAS WYATT

Kapitel 18. Bølger & 4 crush mindst

Jeg er i en verden, hvor alt bukker og bølger. Luften har en sær farve, grøn eller rød? Måske blå. Her er helt stille, hvis jeg tabte en kanin, ville man kunne høre den.

Hvor er du dum Nicholas, selvfølgelig ville man det, den ville jo prutte af forskrækkelse.

En slange er nok bedre.

Har slanger en numse?

Jeg griner højt og snurre rundt. Indtil jeg ramler ind i Dick. 

"Elo my freunde. Er det ikke sådan tyskere snakker? Dutch dude. Hitlers land. Sikker på, at du ikke er hans søn?" Dick har allerede sin hånd rundt om min hals. "Hvis du nu holdte din kæft lidt oftere, ville du se kønnere ud."

"Uh, har Dicki et crush på Nicholo?" jeg vrikker med øjenbrynene. "Jeg er ret hot, så bare vær stolz. Det betyder "stolt" ik'? Mit tysk kommer kun fra historie timerne om Hitler og den der krig." 

"Bøsser høre ikke til her, så hvis du ikke holder din kæft, banker jeg dig ihjel." hvæser han koldt. "Du benægtede det ikke, jeg tror så lige, at vi har en bøøsseee right here!" råber jeg hujende. Folk kigger hurtigt hen på os. "Er liebe ich" prøver jeg på mit dårlige tysk. Dick slår mig, mit hoved ryger tilbage, men udover det sker der intet. "Orden jeres ting udenfor, ikke på mit gulv."

"Den læste jeg en gang på pinterest! Hvor uoriginalt! Og den hedder "Dont bleed on my floore"." retter jeg ham stolt. Dick flår mig med sig ud. "Hold nu bare kæft."

"Jeg kan ikke, jeg tror, det er en sygdom, men min tunge plapre bare derud af, o-" Han smadre sin knytnæve mod mit ansigt, jeg mærker blod fylde min næse. "Er du færdig?"

"Nej, så du må godt vente med at tørre mig."

Han slår mig igen, denne gang er det min læbe.

"Nej, det der hjalp ikke, nu kommer det bare til a-"

Han slår mig hårdt, mit øje sitre, inden det langsomt glider i, imens tårene strømmer ned over mine kinder. "Godt, det tænkte jeg nok." Han placere et spark mod mine ribben, inden han går ind igen, døren smækker hårdt. Hvis bare, jeg havde nogle til at holde øje med mig, så ville jeg ikke ende her hele tiden. Brooklyn og Alexander. De har hinanden nu, og jeg er tilbage, Brooklyn er væk. Hun var den eneste, som virkelig forstod mig. Men ikke længere, nu er hun ligeså nonnet som Alexander. Snart begynder hun vel også at dømme mig, og hvem har jeg så? Jeg spytter blod hen på muren, sætter mig op, prøver at fnyse blodet i min næse ud. Inden jeg får stablet mig på benene og går ned ad vejen, til næste undergrunds bar. Carls bar, der er jeg sikker. Medmindre han ikke er der. Men jeg har spist mit lager af piller, jeg har brug for flere. 

Jeg kigger mig rundt, føler nogle øjne hvile på mig. Jeg hopper overrasket, da en bil kommer kørende, skynder mig tættere på husene. Prøvede den at køre mig ned? Jeg sætter farten op, svinger om hjørnet, tumler ned ad trappen. De to vagter griber fat i mig. "Kodeord."

"Kom nu dudes, I ved godt, hvem jeg er!" Jeg kigger mig desparret over skulderen. "Et ord om at du laver ballade, og så er du ude." Jeg nikker og skynder mig ind, tumler ind i en høj fyr. "Du har valgt den fokerte mand at lægge dig ud med." En knytnæve rammer min kind, jeg tumler bagud og ind i en dame, hun hviner forskrækket. Hendes fyr slår mig. Og snart er jeg overfaldet. Det er en plan imod mig, det var planlagt. Jeg skulle aldrig være gået herind, da de lod mig slippe uden kodeord. "Lad ham være! Han er ikke engang 17. år!" udbryder en stemme langt langt væk. "Hvis du får ham væk inden for femten sekunder." svare en anden. Jeg bliver løftet op. "Han vejer intet." kommenterer stemmen, imens jeg bliver slæbt udenfor, op ad en trappe. Natteluften rammer mig som en mur. "Kom så, op og stå." Min arm bliver lagt om et par skuldre, og en arm lægger sig rundt om mit liv. "Vil du gøre mig fortræd?" spørg jeg og prøver at se lige. "Nej, okay? Du er sikker med mig. Hvor bor du?"