Hating the Player|✓

1. Fortsættelse & biltur

BROOKLYN PARKER

Kapitel 1. Fortsættelse & biltur

"Fortæl mig Brooklyn, hvad har jeg gjort, der lever op til det der?" Han peger på Rick, der står ved hoveddøren og er igang med at lukke sine bukser. Jeg griner vredt. Hvad fanden tror han selv, at han har lavet? Leget none? Uskyldige fucking player, der prøvede at spille mig? Få mig til at tro, at vi kunne få noget sammen? Det gør ondt, og det burde ikke gøre ondt. Min puls overdøver mine tanker, mine hænder ryster, jeg knytter dem. "Du behøver ikke spille, jeg har set det." snærer jeg, han ryster på hovedet. "Hvem er det, der fucking spiller her? Du render rundt og lader som om, at du er fucking uskyldig, som om du har al' ret i verden til at kneppe bag min ryg." Han slår ud med armene. "Du er fucking forfærdelig, du ødelægger alt, ikke kun legetøj og ting, nej, du ødelægger alt." Han vender rundt på hælen og begynder at gå. Jeg får min ballerinasko af og tyre den efter ham, den rammer ham i nakken, han ignorere mig, så jeg kaster min anden, den rammer ham i baghovedet. "Din fucking hykler." skriger jeg. Det gør ondt, det gør virkelig virkelig ondt. 

Jeg vender mig om og går tilbage, Rick har fået lukket sine bukser. "Jeg skrider bare nu, ikke? Du havde ret, bedste knald til dato, hvis jeg havde fået lov til at afslutte." Han smiler, inden han går ned til sin bil og kører væk. Selvfølgelig, røde kinder, fustrerede tåre i øjnene, ikke lige Ricks yndlings syn. Følelser? Ad. Jeg fik i det mindste lov til at afslutte bare en gang. 

Jeg går indenfor, smækker hoveddøren, tramper ovenpå og begynder at kyle tøj ned i en taske. Jeg skal bare have skitøj, undertøj og lidt ekstra. Vi plejer bare at bestille pizza hver aften, og spise morgenmad lavet af Hazel og Alexander, og så æde frokost på ski-pisterne. Altså behøver man ikke have pænt tøj med. Jeg smækker kufferten i og trækker den med mig ned, jeg smider den i gangen og går ovenpå igen. 

Jeg hader ham. Jeg hader ham. Det gør mere ondt nu, end da Esme var utro, meget mere ondt. Jeg bider mig i læben og slår hovedet bagud, så det rammer væggen. Hvis ikke Jean havde vidst mig billedet, havde jeg begået en større fejl. Fortælle om mine følelser, for hvad? For at han enten kunne ydmyg mig nu eller senere. Jeg ryster på hovedet. Nu har han ikke ydmyget mig, det har han ikke kunne, jeg så billedet først, eller som den tredje, jeg gav igen. Ingen ved, ingen undtagen Rick ved, at det ramte mig, det er ikke som med Esme. Det blev ikke opdaget af en hel fest samtidig med mig. Jeg kan bare slå op med ham nu, så det ikke ydmyger mig. Eller jeg kunne fortælle hans coach det, smide det i hovedet på ham. Men har du lyst til det Brooklyn? Nej. For hvad har du lavet de sidste par måneder? Forelsket dig i en player, en fucking player. Det er næsten lige så slemt, som hvis Alexander havde forelsket sig i dig. Normalt ødelægger du alt, men han kan vel dele titlen med mig nu. Han ødelagde det her, han ødelagde det, ikke mig. Jeg tager en dyb indånding. Jeg kan godt det her. Han er selv skyld i det, han kunne bare have ladet vær med at fingerkneppe hende op ad et træ med tungen i halsen på hende. Men hellere nu, ikke? Hellere nu, end efter du havde fortalt ham, at du utroligt nok kan føle noget for hans røvsyge personlighed. Jeg bider mig i læben, inden jeg smider mig i min seng med hovedet mod puden. Jeg har lyst til at slå nogen, muligvis hende som lod ham, muligvis ham, muligvis begge, men helt sikkert mig selv. Jeg vidste det på forhånd, sådan her er han bare, det er fucking ikke din skyld, men det er din skyld, at du til start gik ind det her. Jeg vidste ikke, at jeg var, er, så fucking dum. Jeg ryster på hovedet, inden jeg rejser mig igen og slår min hånd mod væggen, en gang, to gange, tre gange. Og så falder jeg ned på gulvet. Du må ikke græde. Græde er svagt. Græde er følelser. De følelser du ikke har. De følelser der ikke betyder noget. De følelser der blot er til besvær. Jeg bore mine negle ind i mine hænder. 

Og så hører jeg min mor, far og Rose kommer hjem, de griner. Skønt. Så nu skal jeg også høre dem, imens de har det sjovt, for ih hvor er det sjovt, fucking nej, de kan rende min røv, jeg gider ikke mere. Jeg kan ikke mere, og jeg vil ikke mere. Jeg bliver siddende på gulvet og kradser i en af riserne. Jeg tror den kom, den gang jeg tabte en tallerken. Jeg kan ikke huske hvorfor, jeg ved bare, at jeg prøvede at lime den sammen, det gik ikke godt.