Hating the Player|✓

2. Dresscode & ønske om kys

ALEXANDER WYATT

Kapitel 2. Dresscode & ønske om kys

Brooklyn.

Hendes hår ligger spredt ud over puden, hen over mit ansigt. Hendes hår dufter af, jeg har virkelig brug for at sætte ord på det, som i filmene, med de "hun dufter af gran og bla bla." men der er ikke noget, som dufter af det her. Og det er nu, du skal tænke, "ikke dufter, men lugter", Alex. Men det gør det ikke, det er behageligt, jeg får lyst til at ligge her i et godt stykke tid.

Hendes vejrtrækninger er langsomme, men stædige.

Et øje åbner sig, jeg lukker straks mine. "Alex?" Hun klasker en hånd i mit ansigt og skubber sig op og sidde. "Fjern din klamme hånd." Brokker jeg mig, hun griner og rejser sig. "Har du kaffe?" Hun vader ud ad døren. 20 minutter senere er hun tilbage med en kop.

"Hvis du skulle have en tatovering, hvordan skulle den så se ud?"

Jeg trækker på skuldrene. "Jeg skal ikke have en tatovering." hun sender mig et misfornøjet blik. Ik' gør Brooks sur i morgentimerne, Alex, stop med det. "Men hvis jeg skulle, ville det være et navn." Hun stopper op, kigger hen på mig og griner så. "Og de kalder mig kvinden?" Selvfølgelig, jeg skulle have sagt et eller andet mandigt. Men et navn, er det eneste, jeg virkelig har villet have, jeg ved bare ikke hvilket. "Det går nok, lille pige." Hun sætter sig i min seng og læner sig op ad mig. "Din kaffe stinker."

"Eller også er det blot dig selv, der stinker."

Jeg stikker hurtigt mit hoved ned til min armhule, nope, deoen gør sit job. "Nej, det er helt klart din kaffe."

"Ved du hvad, Alexander?"

"Jeg ved meget."

"Min kaffe, har følelser, så når du snakker sådan der om den, så bliver den trist og sur. Og kold."

Jeg griner og ugler hendes hår, hvilket får hende til at udstøde et irriteret grynt og slå min hånd væk. "Du drikker den, sikker på, at du ikke, er den som gør den trist?" Hun smiler selvtilfredst og kigger op på mig. "Alle vil gerne have mig til at smage dem. Selv dig, tro ikke, at jeg ikke kunne mærke, at du nød smagsprøven i går." Jeg spænder i kæben af irritation. Fuck hende, det er ikke min skyld, at hun er lidt lækker, en lille smule. "Som om du selv var meget bedre." Hun griner og klapper mig på kinden. "Jeg løftede ikke dig op på et bord og pressede mig selv op ad dig, som var jeg en udsultet kat." Hader. Hende. Hun tager en tår. "Men for at vende tilbage til emnet, du slår altså min kaffe ihjel, så få lidt respekt og behandel den ordentligt." Jeg ryster opgivende på hovedet og lukker mine øjne. Lader hendes varme krop blive op ad min.

"Du ved, da jeg var med Esme, var det aldrig rigtig sjovt." hun tager endnu en tår. Hvorfor begynder hun at snakke om ham hele tiden? "I var sammen i et år, come on, der må have været noget fedt?" Hun griner og ryster på hovedet. "Den første måned var fed, du ved, men da jeg fik min tatovering, det var som om, at han troede, at han kunne bestemme over min krop. Især fordi den var på min ryg, og ikke bare sådan at skjule, han hadede den. Og efter det begyndte han at opføre sig som en ejer til en hund." Hun ryster på hovedet, prøver at ryste minderne væk.

Bør jeg lægge en hånd på hendes skulder? Sige noget trøstende?

Min hånd rykker sig ikke.

"Jeg ved ikke, hvorfor jeg lod ham, vel? Det gjorde jeg bare, jeg troede, at jeg kunne lave mig om." Hun strammer sit greb om koppen. "Jeg var så ynkelig. Lave mig selv om?" Hun ryster på hovedet. "Og de få gange, hvor jeg sagde "stop" eller "lad nu vær", du ved. Han var pisst, total ligeglad, skreg bare som en lille unge over, at jeg havde snakket med dig."