BROOKLYN PARKER
Kapitel 7. Fingre i øjet & blod i mundvigen
Jeg skubber mig træt op og sidde. Endnu et hæsligt mareridt om Alexander, han har traumatiseret mig med sit grimme fjæs. Det er syndt for mig. Faktisk for alle der skal glo på ham, men mest for mig, fordi jeg dagligt ser ham. Det er nok en ting, jeg ville give alt for at undgå. Han kunne flytte ud? Nogle ville sige, at jeg skulle lade vær med at komme der. Men det er ikke en mulighed. Så han må flytte. En dag, når jeg bliver rig, vil jeg smide ham ud for evigt. Han kunne få et hul at bo i.
Hvis jeg skulle dræbe ham på en eller anden måde, ville jeg strejke ham ud på et bord, sætte et meget lille bur på hans mave - uden bund, også ville jeg sætte en rotte i det. Rotter søger varme, så den ville grave sig ned i hans mave. Jeg ville selvfølgelig ikke være til stede. Men efter den tortur måde, ville jeg kvæle ham. Ikke med hænderne, det ville føles klamt. Med en savklinge. Nej, jeg er ikke psykopat, jeg prøver bare at hjælpe menneskeheden af med en tung burde af udulighed. Eller jo han hjæler psykologerne med at finde patient. Jeg kunne også bare få ham til at elske mig, også knusse hans hjerte. Men så skulle jeg i seng med ham. Ad. Hellere Esme. Medmindre han holdte kæft og tog en pose over hovedet. Så ville han måske være bedre end Esme.
Jeg trasker ned ad trappen i mit nattøj, "hej skat! Vil du spille poker?" Spørg min mor over fra sofaen, "hvis i er beredte på at tabe," jeg smiler og sætter mig ved dem, min mor gør tingene klar.
Og som sagt vinder jeg.
"Hvornår blev du så god?" Spørg min far, "øvelse gør mester, er det ikke hvad du sige?" Hvis han kendte sandheden, ville han ikke smile, som han gør nu. Men hallo, Brooklyn spille ulovligt poker? Nej da.
Hvilket minder mig om boksetræningen i dag, fuck, jeg kommer for sent.
"Vi ses! Jeg skal mødes med Hazel," min mor smiler, "hyg dig med hende, det er dejligt, at i er så tætte. Den gang je-" jeg skynder mig op og skifte, inden hun når at starte rigtigt, det ville gå hen og blive nogle meget lange minutter. Jeg smider tasken over ryggen, efter at have taget tøj på ud over boksetøjet og skynder mig ud af huset.
Nicho møder mig derhenne, han sidder henslængt i en stol og glor kedsommeligt ud i luften, "Nicho!" Jeg vifter med en hånd for at fange hans opmærksomhed, "Brook" han smiler tåget, "stoffer?" "Kun lidt" griner han, jeg ryster opgivende på hovedet og går mod mit rum.
Nicho er ustyrlig, jeg er ikke imod, at han tager et joint en gang i mellem, men for tiden er det alt andet end en gang imellem.
Jeg trækker mit boksetøj på og går ud igen, Nicho snakker med min træner, min træner er enormt opsat på at få Nicho til at træne, men Nicho har aldrig villet.
"Parker, kan du ikke overtale din ven til at prøve?" Nicho ryster på hovedet, "boksning er for folk der kan lide at tjene penge på at røre sig. Jeg kan ikke lide at tjene penge på at røre mig, jeg kan lide at tjene penge på at sidde og se på, imens andre rør sig." Nicho vædder hver gang, også splejser vi. Min træner griner og går for at gøre en pude klar. "Du slås i aften, ik'?" Spørg han, jeg nikker og strammer mine shorts. "Hvor kommer det fra?" Jeg stopper op, da jeg ser et blåt mærke på den venstre side af hans hals, "hvad?" Han griner og klasker en hånd op på sin hals, "Nicholas, la-" "har min elskede storebror invaderet din hjerne, for du lyder fandme ligesom ham," griner han tørt, "ad! Seriøst? Tror du? Fuck, er jeg så ligeså dum som ham?" Jeg kigger opilet hen på ham.
"Kommer du Parker?" Min træner vifter mig hen til sig, "vi snakker senere," jeg sender ham et seriøst blik og laver "jeg-holder-øje-med-dig" tegnet, men da jeg skal til at pege på mine egne øgne ryger den ene finger ind i det, "ahh" Nicho griner og skubber mig mod min træner, "han fik mig til at prikke mig selv i øjet!" "Tillykke" min træner ryster på hovedet, "arvh, jeg bliver måske blind, så mister jeg hus og hjem, eller ikke rigtig, du ved, mi-" "kan du ikke få en psykolog?" Spørg han opgivende, "når ja, undskyld, lad os komme i gang."
YOU ARE READING
Hating the Player|✓
Teen FictionBrooklyn og Alexander hader hinanden. Længere er den ikke, troede de. Men som tiden går, går det også op for Alexander, at hans had er ubegrundet, og tvivlen rammer ham. Brooklyn er stædig, men er hun stædig nok til at holde fast i sit had, når h...