Hating the Player|✓

19. Ingen ordre & dramatiske løgne

ALEXANDER WYATT

Kapitel 19. Ingen ordre & dramatiske løgne

Fuck, fuck, fuck. Hvor er Nicholas?! Hvor er han? Han forsvandt bare, og jeg fik det først at vide, da Brooklyn ikke magtede mig længere. Hun fortalte mig det som en straf. Hun er jo fucking syg. Men det værste er, at Hazel holdte det tilbage. Og jeg har ledt og ledt, ingen har set ham. Som i ingen. Og nu er jeg i skole, tjekker min mobil konstant i håb om, at han vil svare mig, men det sker ikke. Det som om, at han har sit hoved stukket så grundigt op i sin egen røv, at han ikke kan tænke på, hvor fucking bekymret jeg er. Eller Hazel. 

Jeg brugte hele natten, Brooklyn joinede mig i et par timer, men endte med at falde i søvn i min bil, Hazel ledte i nær-områderne, men intet at finde. Han er som forsvundet ud i den blå luft. MIn mor kommer snart hjem, i løbet af den næste uge, og hun har ikke brug for mere stress. Hazel græd sig selv i søvn på sofaen, så jeg bar hende ind på hendes værelse, da jeg kom hjem klokken 5 i morges. Hvilket forklare min korte lunte i dag, normalt plejer jeg at kunne holde ting i mig. Men i dag har jeg allerede vrisset af Jack, knurret af Cole, knyttet en næve ved Sebastian, sovet i to timer, indtil jeg blev bustet i matematik, og overvejet at pjække 300 gange. Ja, jeg har kun været i skole i 3 timer, så alt er sket på en time, undtagen søvnen. 

Brooklyn sidder og snakker beroligende til Hazle, fortæller hende, at alt med Nicho nok skal gå, at hun ikke skal føle skyld, at Nicho bare havde brug for luft. Fyre al' pisset af. De skulle have sagt det, det øjeblik de opdagede det, ikke fucking holde det skjult. Altså hvordan helvede skal jeg kunne finde ham i New York?! Det er en enorm by, med alt for mane skumle mennesker, og Nicholas på 16. kan ikke klare sig her, alene. Ingen kan klare sig alene, alle har venner og forbindelser, om de er til den værre del af New York eller rigere er ligegyldig, alle har venner. Men Nicholas pisser alle af. Hazel er for god, hun holder sig blot bag mig og Brooklyn.

Hvem kender Brooklyn?

"Øh, hvis I leder efter Nicholas, er han lige kommet." fortæller Mike roligt og kigger hen på døren til kantinen. Nicholas kommer smilende gående herind, ligner en uden de store bekymringer.

Og med et smadret ansigt. En flækket læbe, et blåt øje, en rød tud og stinker langt væk af alkohol.

Jeg rejser mig op, Brooklyn vinker til ham, han vinker igen. "Tak bror, det er pænt af dig, at rejse dig, fordi hallo jeg er sejere end dig, men du kan bare sætte dig ned, du behøver ikke gøre en scene u-"

"Du er fucking ude af proportion! Her fucking sidder jeg, ude af mig selv, fordi du fucking bare forsvinder og pisser på alt andet end din egen selvfede røv. Du efterlader Hazel og mig ude af os selv, så vi bruger hele natten på at køre rundt efter dig. Og så tillader du dig at dukke op her, og lade som om, at du blot pjækker fra skole. Det sto-"

"Nu stopper jeg dig bare lige hurtigt, fordi jeg får ikke rigtig meningen med. Jeg ved ikke, hvad "proportion" betyder, og jeg kan ikke rigtig følge med, for det virker som et vigtigt ord."

"Det betyder ude af led, du er helt ude af forstanden!" fortæller jeg ham vredt. "Godt, tak, nu må du gerne fortsætte. Men først, skal jeg høre "Luck Down" eller "Unsteady imens?" Han peger op på sine høretelefoner. "Nicho, prøv lige." mumler Hazel med røde kinder. "Det gør jeg virkelig, men jeg ved ikke, om han ender med at kramme mig, eller slå mig. Så jeg kan ligesom ikke vælge sang."

"Jeg har aldrig nogensinde lagt hånd på dig!" udbryder jeg iltet. "Og du skal fucking ikke høre musik, for fuck sake. Du skal lytte!"