√ | Som Natten, så Dagen

FJERDE DEL

Rebet, der forbandt mig til kæden af vampyrenes kælemennesker, kradsede og sled i min hud omkring håndleddene. Foran mig vaklede Silicias lange, knoglede ben i de høje sko fremad i et stødt tempo. Bag mig gik endnu en omvandrende blodbank, men jeg havde kun opfanget små glimt af ham. Han var højere end jeg og havde et skræmmende tomt blik. Jeg kunne høre hans tunge, sløsede skridt bag mig, men jeg selv var blevet strengt beordret til at holde mit blik nede.

    Mine bare fødder var følelsesløse efter, hvad jeg mente var flere timers gang, men jeg måtte nok være realistisk og sige, at der vidst kun var gået en halv time. Silicia havde lånt mig en lang kjole, der vist nok en gang havde været hvid, for at jeg ikke skulle fryse i mit nattøj. Ærligt frøs jeg dog alligevel. Stoffet var så tyndt og slidt, at det nok var godt det samme. Månen var fremme og lagde brostenene, jeg gik på, i et køligt lys. Blæsten var ikke så bidende her mellem de forfaldne bygninger, som den havde været på skibsdækket, hvor vinden fejede forbi uden noget til at standse den. Med sig bar den dog et skrig, der fik mig til at se op med et ryk. Det var en kvindes hæse skrig af skræk. Ikke et råb om hjælp, men et fortvivlelsens skrig, der med tungt hjerte indså, at der ingen hjælp var at finde i vampyrernes stad. Det vrimlede med dem, som var det en gigantisk bikube og de bierne, der samlede nektar. Indtil videre havde vi passeret tre slåskampe, der gik så hurtigt for sig, at mit syn ikke kunne følge med deres super-vampyr-fart. Men det var ikke det, der foruroligede mig mest. I kanten af gaden, skubbet op mod de smuldrene vægge som sten, man sparker til, indtil de falder ud i rabbatten og ikke længere er underholdende, havde jeg talt mindst syv livløse menneskekroppe - og dét mens jeg netop forsøgte at undgå det.

    Skriget, der havde krævet min opmærksomhed, døde hen efter hvad, der føltes som en ulidelig evighed. Jeg var ved at rive nakken af led efter at finde det monster, der havde forårsaget skriget. Jeg var ligeglad med ordrene om at holde mit blik nede. Var jeg ikke en Gud? Skulle jeg tage imod ordre fra Jack den Nok-så-Autoritære? Kvinden, der var kilden til skriget, var højst sandsynligt død, og hvis ikke, ville hun dø indenfor de kommende øjeblikke - men jeg kunne absolut intet stille op. Det gjorde ondt at erkende.

    En fysisk smerte ramte mig i ansigtet. Jeg udstødte et forrumplet pust og vaklede, som jeg opdagede, at Silicia var stoppet op foran mig, og at jeg i min uopmærksomhed og ulydighed var vandret videre lige ind i hende.

"Undskyld," mumlede jeg, og Silicia sendte mig hvad, der lignede antydelsen af et smil, over skulderen, inden hun hurtigt vendte ansigtet nedad igen. Hendes hår var ikke længere sølv i månens lys, som det ellers havde været, og jeg så op for at finde kilden til skyggen. Vi stod foran en høj bygning, der var støbt i cement og så grå og dyster ud med store, mørklagte ruder.

    Kæden af mennesker blev ført ned i kælderen og indlogeret i dét, der mest lignede fængselsceller: Små kuber af beton uden vinduer, kun oplyst af en enkelt flourescent lampe, der summede og flimrede. Først adskilte de Silicia fra kæden, og dernæst stod jeg for tur. Jeg blev låst inde bag en tung dør med tallene 412 spraymalet på så sløset, at der var lange streger, hvor malingen havde løbet ned ad den. De havde ikke engang spurgt til vores navne. For dem var vi bare mad. Jeg var lige så lidt værd som en ko, en gris, ja, sågar en reje. Men jeg havde ikke den luksus at være uvidende som de. Jeg var ligså bevidst og intellegent som vampyrene! De havde vel alle været mennesker en gang, akkurat som jeg.

    Jeg lagde mig på sengen - eller dét, det nu en gang var; ikke andet end en briks - og lukkede øjnene for at se, om jeg kunne få mig noget søvn. Men mine øjenlåg sitrede og jeg måtte klemme dem i, til mine ansigtsmuskler var på randen til krampe. Jeg kravlede ned ad sengen, satte mig i stedet på det hårde gulv og lænede mig op ad den kolde, ubehagelige væg. Her sad jeg så med blikket stift rettet mod døren og tankerne langt væk i fjerne kroge i jeg-aner-ikke-hvor-mange timer.

    Lige indtil en høj lyd af metal mod metal sagde mig, at låsemekanismen i dør 412 blev slået fra. Jeg rejste mig og fjernede mig en smule fra væggen, som en høj skikkelse tegnede sig i døren. Han mødte mit blik med et tomt blik, der udtrykte ligegyldighed. Bag han skulder kunne jeg lige ane toppen af Jacks ansigt på sin lave krop, og den høje mand vente siden til og holdt døren åben som tegn på, at det var tid for mig at forlade min celle. Jeg følte mig som en del af en krigsfilm, mens Jack førte mig gennem nogle kringlede, mørke gange, hvor jeg af og til måtte følge væggen med mine hænder for ikke at gå ind i den - dels fordi det var mørkt, dels fordi så klodset var jeg.

    Der kom ikke et ord fra Jack.