√ | Som Natten, så Dagen

2.4

"Hvad er det, I vil med mig?" jeg trådte et skridt væk fra ham. Efter chokket havde lagt sig, ramte vreden mig i bølger. I dette øjeblik var jeg ikke længere bange for ham. Min frygt var veget for den mere dominerende følelse og gjorde plads til vreden, der banede sig vej gennem mit sind. Derudover kunne han ikke gøre mig noget. Jack var hans autoritetsfigur og havde tydeligvis beordret ham til at se efter mig eller noget i den dur.

"Det," sagde han roligt og sukkede opgivende, "Det kan jeg ikke fortælle dig."

Jeg så på ham med sammenknebne øjne. Han vidste, hvem jeg var. Hvad jeg var. Hvad ønskede han at opnå ved at holde det fra mig? Det var mig, det handlede om! Jeg havde en uskrevet ret til at kende alle hemmeligheder om mig.

Jeg måtte lægge bånd på mig selv. Jeg lukkede øjnene i og udsødte et frustreret suk.

"Fint," sagde jeg og åbnede øjnene. Jeg stillede skarpt på vampyren foran mig og ignorerede hans skønhed. Hvorfor var det nu lige, han ikke brændte op i Solens lys? Jeg havde rigtigt nok set ham i dagslys før; første gang, jeg så ham i Miamis gader, kort før han var dukket op i mit hjem den samme nat. Men de andre vampyrer så ud til at holde sig indendøre. Der var kun os på dækket. Og hans guddommelige ansigtstræk. Og mit jordiske udseende, der ikke på nogen måde kunne måle sig, og hans heltedåd og min akavede, klodsede stilhed.

Og den hemmelighed, han holdt skjult for mig.

Det var, som viftede han med det, han vidste, lige under næsen på mig. Den måde, han overvejende så på mig – og jeg, der trodsigt skulede tilbage – for dernæst at vende hovedet ud over havet med et dybt suk plaget af eftertænksomhed.

"Så vampyrer eksisterer virkelig," sagde jeg, da jeg lænede mig op ad rælingen med blikket ud mod horisonten, "Mit trettenårige vampyr- og Twilight-forelskede nyteenage-jeg ville have været helt oppe og køre."

Jeg drejede hovedet en smule mod venstre og så på ham. Jeg vidste ikke, om han havde lukket mine ord ude, for der kom ingen reaktion fra ham. Han lignede en statue, som han stod dér. Jeg kunne næsten se tankerne flyve rundt i hovedet på ham som små, forvirrede burfugle ude af deres fangeskab for første gang.

"Hør. Du ved noget om mig, som jeg ikke selv ved," prøvede jeg igen, "Og som jeg nok ikke finder ud af foreløbigt. Det er kun retfærdigt, hvis jeg også ved noget om dig."

"Okay," sagde han.

"Okay?" jeg rynkede øjenbrynene og så mistænksomt på ham. Bare sådan?

"Det er ikke fordi nogen vil tro dig, hvis du render rundt og sladrer," han trak på skuldrene og åbnede igen munden med et glimt i øjnene, "Jeg er halvt engel."

Engel? Ej, det var løgn. Han jokede med mig. Jeg kunne ikke holde grinet inde, da det pressede sig vej op gennem min krop hele vejen fra maven, og jeg blev nødt til at holde en hånd for munden for ikke at tiltrække opmærksomhed. Hvis jeg var uheldig nok – som jeg måtte indrømme, at jeg dog havde været på det seneste – var der mennesker, såsom den forvirrede kvinde, vågne og på vagt.

Jeg måtte tænke logsik. Hvis der fandtes vampyrer, hvorfor afviste min underbevidsted så chancen for, at engle eksisterede? Jeg lænede mig bagover. Nej. Der var ingen tegn på vinger. Ikke en gang et lille dun fanget i tekstilen af hans falmede, dog hvide t-shirt. Og alligevel oplyste Solen hans gyldne hud.

"Du har ingen vinger," sagde jeg i hån, "Er du ikke lidt sølle af en engel?"

"Ha! Du ved virkelig intet om vores Verden – jeg bliver helt i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet har fået fat i den rigtige tøs," og med de ord hoppede han med elegant lethed op på skibets ræling og gjorde en henkastet bevægelse mod vandet, "Se."

Jeg så forvirret fra ham mod vandet, der groft blev skåret op af det aggresive skib. Hvad skulle jeg se? Vores afspejlinger var bare to utydelige pletter. Ja, min overkrop syntes end ikke menneskelig, abstraktgjort af det urolige vand. Hvad var det for en mørk masse bag Eliyas? Jeg så op på ham igen. I reflektionen havde det set ud, som bar han en sort kappe, som blafrede i vinden bag ham. Men ingen kappe faldt ham om skuldrene nu. Jeg så mod vandet igen. Hvad i al verden var det?

   

"Reflektioner afspejler såvel som afslører vores sande jeg," sagde han dystert.