√ | Som Natten, så Dagen

16.3

Jeg vågnede ved solopgang, da lærredsdugen, vi sov under, blev gylden under solens tidlige stråler. De andre ville typisk have vækket mig nu, men jeg plejede også at sove sammen med Silicia, som ingen kunne være bange for. Det samme kunne ikke siges om Eliyas, der endnu var fremmed for dem. Da jeg åbnede øjnene, befandt Eliyas' ansigt sig kun få centimeter fra midt, og det første, jeg så, var hans øjne. De syntes nærmest gyldne i lyset, og hans hud virkede indbydende og varm, selvom jeg vidste, at han var kold. Han havde glød i kinderne på trods af, at hans kolde blod ikke varmede dem. Jeg kørte fingrene igennem den bløde uld, vi lå på for at beskytte os mod den kolde jord, før min hånd nåede hans ansigt og fandt til rette på hans kind. Jeg smilte ubevidst. Han var her stadig.

"Åh, mine fødder dræber mig," hørte jeg Silicia klage fra den anden side af teltdugen, "Hver morgen er det værre. De bliver min død – bogstaveligt talt!"

Jeg vendte øjne af hendes udsagn med et grin.

"Vi må hellere stå op," foreslog Dødsenglen foran mig, og jeg overvejede det et kort øjeblik, mens jeg så på ham. Jeg nikkede, men alligevel så det nøgne stykke af hans bryst, der var synligt under dyreskindet, så unægtelig indbydende ud, og jeg kravlede ind under hans arm, så jeg kunne lægge mit hoved blødt og godt på hans bryst.

"Sikke en uværdig død," tilkendegav Ophelie tørt, og hendes ord var dæmpede gennem skindet, som jeg havde trukket op over hovedet for at lukke verdenen ude bare lidt endnu. Jeg sukkede.

"Vi bliver virkelig nødt til at stå op, gør vi ikke?" gav jeg efter med trodsigt lukkede øjne. Jeg kunne mærke, at han nikkede, men da han ikke rørte på sig, blev jeg selv nødt til at tage initiativ, og jeg skubbede modvilligt hans arm væk for at krybe ud af min varme, trygge hule under pelsen ved siden af Eliyas.

Temperaturen var friskere, end jeg brød mig om her fra morgenstunden, og jorden var kold under mine bare fødder. Jeg var iklædt en bomuldstrøje, som jeg havde sovet med for at holde varmen i løbet af natten. Da jeg stak hænderne ned i sækken med mit tøj, fik jeg øje på mit Wonder Woman-udstyr, der lå og lurede dernede fra. Synet af læder og messing fik mig til at tøve et øjeblik, før jeg skubbede tankerne om krig og død væk og greb et par bukser, jeg kunne trække i. Jeg havde vendt ryggen til Eliyas, men jeg kiggede på ham i smug ud af øjenkrogen. Han var i færd med at trække en hørbluse med lange, brede ærmer ned over hovedet, og hans muskuløse overkrop var synlig et par sekunder endnu. Det gik op for mig, at jeg var gået i stå, og jeg skyndte mig at kigge væk, før han opdagede mig. Kiggede han også på mig, når jeg ikke så det?

Jeg skubbede teltdugen til side for at træde ud med Eliyas lige bag mig. Jeg forventede at blive blændet af den skarpe morgensol, men i stedet var der kun den rosa himmel over os. Solen lå gemt under en tyk, lavtliggende tågebanke, der glødede af diffuse solstråler. Det var, som om vi befandt os i en sky af guld. Bare vores lejr, ikke noget af kaosset udenfor. Ikke engang de høje bjerge kunne ses. Alt var dækket af små, perlende dråber, og græsset syntes at dampe. Jeg tog en dyb indånding og lod den friske, kølige morgenluft vække mit sind og slette søvnens tag i mig indefra. Silicia havde slået sig ned på en sten ved siden af resterne af aftenens bål, hvor hun var i færd med at binde skind om sine vablede fødder, så hun kunne begive sig ud på endnu en dags slidsom vandring. Ophelie var til ingens overraskelse allerede ved at pille sit telt ned på trods af, at Cato stadig befandt sig under lærredsdugen.

"Godmorgen," hilste Eliyas høfligt. Ophelie skævede til ham med et nik, og selvom hun anerkendte hans hilsen, gengældte hun den ikke. Nok gjaldt det liv og død, men hun var altså en alt for seriøs type sådan helt generelt. I det mindste var der ingen våben indblandet her til morgen. Men hvis blikke kunne dræbe–

"Godmorgen," sang Silicia, "Sovet godt– nårh, nej."

Eliyas havde ikke sovet. Ikke, så vidt, jeg vidste. Silicia var tilsyneladende godt klar over, at han ikke sov. Måske havde hun af og til mødt ham på skibet, da hun havde været i den tro, at hun kunne bevæge sig frit i ly af dagen, ligesom jeg havde troet det, da jeg havde stjålet Jacks nøgle og sneget mig ud. Ophelie skulede misbilligende mod Eliyas, men da hun åbnede munden for utvivlsomt at komme med en spydig bemærkning om hans overmenneskelige evner, skyndte jeg mig at bryde ind.

"Vil du se et trick, jeg har lært?" spurgte jeg og gik hurtigt over mod Silicia. Jeg havde ikke lært noget trick, men jeg ville forsøge noget. Silicia smilede og nikkede ivrigt til mig, nysgerrig på, hvad jeg ville vise hende.

"Prøv at slappe af," bad jeg hende, da jeg satte mig på hug foran hende. Silicia stolede blindt på mig og kom ikke med indvendinger, men i stedet smilte hun blot opfordrende til mig, da jeg rakte ud efter hendes fødder. Hun ville nok desværre springe ud fra en klippe, hvis jeg bad hende om det. Det ville jeg selvfølgelig aldrig gøre, men jeg havde allerede bedt hende gøre så meget for mig. To gange havde hun måtte forlade alt, hvad hun kendte og følte sig hjemme i, for at følge mig på min tossede rejse. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hver af hendes ankler og lukkede øjnene.

Det var omtrent to måneder siden, jeg havde gjort det sidst, i en situation meget lig denne. Dengang havde det været en syg Adar, der havde ligget ved siden af bålet i lejren, og vi havde været på vej den modsatte vej, mod bjergene. Dengang havde jeg ikke troet, at jeg skulle komme tilbage denne vej. I hvert fald ikke frivilligt. Men meget havde ændret sig siden da. Jeg var blevet ældre. Ikke bare to måneder, men utallige livstider. Jeg havde fået adgang til evner og viden, der var indlejret i min sjæl, men som havde været aflåst og utilgængelig for mig.

Jeg var i kontrol.

Jeg fokuserede på hendes puls under mine fingre og lukkede alt andet ude, mens mit eget hjerteslag langsomt faldt i takt med hendes. Men i stedet for at trække på mine egne kræfter, som jeg havde gjort det med Adar, havde jeg en fornemmelse af, at Solstenen var meget mere end blot et smukt smykke. Jeg mærkede dens beroligende kølighed mod min hud lige over mit hjerte, hvor den hang i sin sølvkæde fra min hals. Den trykkede mod mit hjerte for hvert slag og gjorde opmærksom på sig selv, som om også den havde sit eget hjerteslag, der pulserede i takt med mit blod. Vi blev ét. Energien blev min, den flød i mit blod og for hvert slag, mit hjerte gjorde, skubbedes Solstenens kræfter ud mod mine fingerspidser; ud mod Silicia. Jeg lod energien passere fra min hud til hendes, så den kunne gøre, hvad jeg bad af den. Jeg åbnede atter mine øjne og slap mit tag i hendes ankler, da hendes sårbare fødder var helede.

"Amelia!" gispede Silicia forbavset under et minut efter, at jeg havde taget fat i hende. Jeg smilede. Det var gået hurtigt denne gang, og jeg havde ikke behøvet at nynne den gamle melodi. Det var, som om Solstenen var nøglen til at kontrollere mine kræfter. Måske havde den endda kræfter i sig selv. Jeg følte mig i hvert fald stærkere med den. Mere guddommelig.

Lejren blev pillet ned, som den gjorde hver morgen, og pakket på de to heste, der var allernådigst udlånt af Gill. Og vi gik videre, igen. Da aftenen kom nærmere, fandt vi et sted at slå lejr. På afstand af floden bag en bakke voksede et krat, vi kunne lægge os i ly af. Jeg sov endnu engang ved siden af Eliyas. Elleve dage tilbage.

"Amelia," hørte jeg Eliyas hviske, men da jeg ikke reagerede med det samme, greb han blidt fat i min arm, og jeg åbnede forsigtigt øjnene. Kun en smule månelys trængte ind i vores telt. Det var stadig nat. Hvad vækkede han mig for? Jeg kunne ikke se hans ansigt i mørket, og jeg gryntede utilfreds.

"Shh," tyssede han på mig, mens han fortsatte med at hviske, "Jeg kan høre noget. Vampyrer. Mange."

Han ord fik mig til at spærre øjnene op. Jeg forsøgte at læse hans ansigtstræk, for at se, om han virkelig mente det. Men det var for mørkt, og jeg var inderst inde godt klar over, at han aldrig ville sige sådan, hvis ikke det var rigtigt.

Vampyrer. Mange.

---------------------------

Forfatterbesked: Uh, cliffhanger! Det er længe siden, så jeg kunne ikke lade være. God weekend!

Kh, Brochmann