√ | Som Natten, så Dagen

13.3

Tidligere: Amelia er vendt tilbage fra en længerevarende stralrejse, der først bragte hende til Vatikanet, der i kaosverdenen er kendt som Vatikafeltet. I et nyttesløst forsøg på at finde Solstenen, farer hun derefter til Sverige, men tomhændet vågner hun i sin krop i Lynns baghave – og til sin store fortrydelse har Edam fundet hende i hendes sjæleløse komatilstand. Hun kan ikke holde på sin hemmelighed meget længere.

Min krop havde været foruden sin sjæl alt for længe denne gang.

13.3

"Am, søde, vil du række mig kartoflerne? Tak, min kære."

Jeg kunne mærke på min krop, at Lynns kulinariske evner var godt for mere end bare mine smagsløg. Selvom jeg måtte bruge begge mine arme og bide tænderne hårdt sammen i anstrengelse, da jeg rakte Lynn de kartofler, hun selv havde tilberedt, var smerten klart bedre nu, end da jeg vågnede i haven for en halv time siden.

"Hvad kunne I så tænke jer at spise til Nytår?" spurgte Lynn, mens hun øste kartofler op på sin skæve stentøjstallerken.

Jeg selv var ved at få et stykke gulerod galt i halsen, og hele bordet så bekymret på mig.

"Nytår?" spurgte jeg forvirret, da jeg igen havde frie luftveje, og alle fortsat stirrede på mig for at sikre sig, at jeg skulle overleve mit gulerodsangreb. Mit chok kom sig af, at så vidt, jeg vidste, var vi kun i juli og altså ikke mere end lidt over halvvejs igennem året. Hvorfor i al verden skulle nytårsmiddagen planlægges allerede nu?

"Men kæreste barn, det er da kun årets vigtigste højtid!" udbrød Lynn forskrækket og så ud til at rødme af forlegenhed over mit spørgsmål.

"Har du ikke fortalt hende om det?" spurgte Silicia forsigtigt og kiggede forventningsfuldt på Edam, der sad ved siden af hende. Skyldigt måtte Edam ryste på hovedet med en utilfreds mumlen. Men efter en opfordrende håndbevægelse fra Silicia og en dyb indånding, forsøgte han at se mig i øjnene, mens han forklarede.

"Om fire dage fejrer vi dagen for byens grundlæggelse og et nyt år i sikkerhed. Legenden siger, at den sidste Oprindelige Engel gav sit liv for at beskytte dalen mod vampyrer. Hun skulle vist have brugt sin livsenergi på at lave et usynligt skjold, som vampyrer ikke kan gennemtrænge, eller sådan noget," sagde han og trak på skuldrende i ligegyldighed, mens hans blik flakkede rundt i rummet, "Det er ikke ligefrem noget, vi har kunne afprøve. I hvert fald, hun er lidt en helgen på disse kanter, og vi afholder en ceremoni ved hendes statue ved solnedgang. I er begge to velkomne."

Så snart han var færdig med at fortælle, tog han en stor bid af sin mad, så han var undskyldt for at snakke, mens han tyggede. Jeg nikkede som tak og gav et stift smil, som han desværre måtte gå glip af at opleve, da han havde travlt med at kigge ned i sin mad og flygte fra mit muligvis bebrejdende blik. Men jeg bebrejdede ham ikke, at han ikke havde inviteret mig til den begivenhed, der betød allermest for byen her. Jeg bebrejdede ham ikke, at han ikke stolede på mig, og heller ikke at han ikke tog min historie for gode varer. For jeg havdeløjet for ham. Helt fra første gang jeg havde mødt ham. Jeg kunne ikke bebrejde ham for at kunne se lige igennem mig.

Edams fortælling havde fået en lille klokke til at ringe et sted i min hukommelse, og resten af middagen svarede jeg kun, når jeg blev talt direkte til, for mine tanker havde forladt rummet. Biblioteket i klippens skjul havde en afdeling med enkelte dagbøger ført af de bibliotekarer, der havde fulgt bøgerne fra Vatikafeltet til deres nye hjem i bjergene. Nogen måtte jo have skrevet om en begivenhed som den, Edam nævnte, hvis det altså var mere end bare en legende.

Hvis der virkelig var et usynligt skjold af Oprindelig Engleenergi, der beskyttede Salvie, så måtte jeg finde ud af, hvordan denne Betira af Serib havde gjort det. Måske kunne jeg gøre hende kunsten efter og skabe flere sikkerhedszoner, hvor menneskene kunne leve i fred for den ækle Ramons ækle nattevæsner. Måske var det sådan, jeg skulle redde denne verden? Jeg måtte indse, at det måske skulle vise sig at være en umulig opgave at finde Solstenen, og en selvmordsmission at få fat på Mørkestenen. Små men sikre samfund som Salvie ville ikke være lige så godt som at befri verdenen helt for Ramons terror, men det kunne være en mulighed.

En idé født af længsel skyllede over mig. Hvis jeg ville vide noget om Betira, kunne jeg jo spørge Eliyas. Han havde engang fortalt mig, at han havde været en af hendes bedste elever, da han boede med de forældreløse børn i Vatikafeltet. Han måtte da om nogen kende til hendes evner og kunnen som engel.

For at være ærlig, så længtes jeg bare efter at snakke med ham igen – om hvad som helst. Men min krop viste tegn på, at mine astralrejser sled på den. Den havde brug for sin sjæl for at holde sig i live. Måske var det bedst, hvis jeg holdt igen med mine rejser i nogle dage.

Desuden, hvis det virkelig var viden om Betira, jeg var ude efter, var det nok bedre, hvis jeg brugte min næste udflugt på at opsøge Jack, der tilsyneladende havde stået hende meget nær. Hvorfor havde han mon ladet hende give sit liv for menneskeheden, der i hans øjne var et laverestående led i fødekæden? Jeg havde godt opfanget at Jack havde kunne opfattes som en svingstat når det kom til præsidentvalget mellem det ekskluderende mørke og den inklusive lyse side. Havde det været Betiras død, der havde sendt ham mod Ramon? Han måtte i hvert fald have været fordærvet, da han meldte sig til at bringe Ramon Lysets Gudinde på et sølvfad.Det kommer man ikke sådan lige tilbage fra.

Det var Jack, der havde ledt ekspeditionen til min verden for at kidnappe mig, og jeg hadede ham for at have taget mit liv i uvidenhed fra mig, og ikke mindst for at have tvunget mig væk fra min familie uden at give mig chancen for at lade dem vide, at jeg var i live. Men havde han ikke bragt mig hertil, havde jeg ikke kunne gøre en ende på vampyrernes terrorisering af menneskene. For dét var, hvad jeg havde i sinde. Jack 0 – Amelia 1.