√ | Som Natten, så Dagen

8.5

Gill, der måtte være autoriteten her i byen, så os an og tænkte. Længe. Før han til sidst gav os et langsomt, dybt nik.

"Det er risikoen værd at høre, hvad I har at byde ind med," begyndte han med en beslutsom, dyb stemme, "Men først må I hvile jer. I har haft en lang rejse, formoder jeg."

"Tak," sagde jeg og rømmede mig, da det, der kom ud mellem mine læber lød mere som et kvæk end det tak, det skulle forestille at være. Gill nikkede som svar og vendte sin opmærksomhed mod Ophelie. På trods af at jeg var taknemmelig, var jeg dog slet ikke lettet, og jeg sendte Silicia et nervøst blik. Hvordan skulle vi kunne hjælpe dem med at komme ind i Barion? Jeg havde kun været udenfor, da jeg ankom, og da jeg flygtede. Og sidstnævnte var ej at forglemme under angreb fra englene, så vi havde haft kaosset på vores side. Jeg håbede, Silicia havde mere at byde på end jeg. Hvis jeg skulle være ærlig, tror jeg aldrig, at jeg havde fundet ud alene. Stedet var jo en labyrint. Havde det ikke været for Silicia, var jeg højst sandsynligt ikke sluppet derfra. Nej, vent – havde det ikke været for Silicia, havde englene taget mig med. Jeg mindedes, hvordan hun med et rustent rør havde slået englen ud i den mørke gyde, lige som jeg var ved at blive offer for hans sværd. Silicia var egentlig ret modig på trods af sin svage skikkelse. Jeg mærkede dog et stik af tvivl. Ville det være så forfærdeligt, hvis jeg var ved englene? Jeg var trods alt deres gud, ikke? Men jeg var ikke klar til den slags ansvar.

Det gik ikke op for mig, at mit blik havde låst sig fast på en af lampernes flammer, og at jeg havde stirret mig blind jeg-ved-ikke-hvor-længe, før en varm hånd blev lagt på min skulder, og det gibbede i mig. Det var bare Edam.

"Am, kommer du?" spurgte han og forsøgte sig med et lille smil. Det var første gang, han havde smilt til mig siden jeg havde fortalt ham min hemmelighed. Faktisk, så var det første gang, han overhovedet havde set mig i øjnene.

"Undskyld," sagde jeg stille, da det gik op for mig, at han nok havde snakket til mig, mens jeg var faldet i staver. Jeg fulgte ham og Silicia ud af rummet og endnu engang ud gennem den store søjlehal. Denne gang var der ingen dramatisk afgrænsning af mennesker på linje. Da vi kom ud, stod solen højt på himlen, og jeg blev overrasket over at observere, at det næsten var middag. Men der var selvfølgelig ikke mange solskinstimer i døgnet, når man befandt sig nede i en gryde som denne. Andre ville nok lige skulle bruge et halvt minuts tid til at vænne sig til lysets intensitet, lige når man kom ud af den dunkle klippehule, men mine øjne var taknemmelige for lyset. Jeg var simpelthen så natteblind, og jeg havde været lige på nippet til at få hovedpine af mine anstrengelser.

Vi fulgte Edam tilbage til byens centrale plads, hvor den 'værdiløse' kæmpediamant befandt sig, men her drejede vi ned ad en af de andre, mindre gader, hvor vi til sidst stoppede foran en af de små kalkbygninger. Jeg var ved at få det ret varmt under de omtrent ti lag tøj, jeg var pakket ind i. Der var ingen vind nede i gryden her, og under solen blev luften rigtig hurtigt rigtig varm.

Edam besteg de tre små trin op til hoveddøren og åbnede den. Silicia var den første til at følge med ind, og jeg lukkede forsigtigt døren bag os.

Vi blev mødt af et henrykt hvin, og Edam blev trukket ned i en omfavnelse af et par tynde arme. Da Edam rettede sig op og trådte til siden, dukkede en lille, midaldrende kvinde op. Hendes hår var rødt og kruset og strakte sig langt ned ad ryggen på hende. Hendes øjne var dybblå og lyste op på trods af de bekymringsfyldte rynker, der strækkede sig over hendes ansigtstræk.

"Du må være deres mor Lynn," sagde Silicia og rakte høfligt sin ene hånd frem, "Jeg hedder Cia"

Deres mor? De må have snakket om hende mens jeg havde været væk. Kvinden afværgede Silicias gestus og trak hende ind i et kram næsten lige så hjertefølt som før. Hendes oprigtige glæde fik mig til at smile.

"Og Am," sagde hun, da hun trak sig ud af omfavnelsen og så mig an med hænderne placeret på mine skuldre. Jeg åbnede munden af forvirring over, hvor hun kendte mit navn fra, før jeg fik øje på Adar over hendes skulder, og jeg smilte. Hun så medlidende på de friske ar på min kind, før hun også omfavnede mig. Selvom hun var helt fremmed for mig, overgav jeg mig fuldkomment til hendes kram, og hvor var det dog tiltrængt.

"Tag I og snup jer et bad, mens jeg finder noget, I kan fylde jeres maver med," sagde hun og hviskede, "I lugter lidt af ged."

Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes ærlighed, og smilet låste sig fast i mine læber. Jeg følte mig endelig i sikkerhed.