√ | Som Natten, så Dagen

17.4

Tidligere: Amelia har forladt sine venner for at se hendes færd til ende på egen hånd. Men netop, da hun skal til at ødelægge de to sten, der indeholder ukendte kræfter fra henholdsvis Mørket og Lyset, er der noget, der standser hende. Æquitas dukker op og fortæller, at det var ham, der havde forvist hende til en parallel dimension for at afholde hende fra at redde menneskene fra deres udryddelse. Og måske har Ramon ikke haft den rolle, hun havde troet til at starte med.

17.4

Jeg måtte væk, før Æquitas besluttede sig for at forvise mig igen. Jeg kaldte på tågen, der hurtigt smøg sig om min krop og brød Æquitas' lammende greb om mig. Jeg havde hverken Solstenen eller Mørkestenen, da jeg flygtede fra min skaber. Jeg måtte være hurtig, han måtte ikke nå at gemme stenene i en parallel dimension som han havde gjort det med mig. Det havde taget tæt på et årtusinde at finde mig, og det kunne meget vel tage mindst lige så længe at finde stenene.

Jeg vidst ikke, hvor tågen havde ført mig hen, men jeg vidste hvem, den havde ført mig til. Mine fødder ramte et marmorgulv, og havde det ikke været for lædersålene, der var bundet om mine fødder, ville jeg nok være gledet og faldet på den glatte overflade. Tågen afslørede et overdådigt kammer, hvis vægge skiftevis var prydet af gulv-til-loft spejle og panoramiske vægmalerier. Den ene væg var åben ud til en svalegang, men tunge gardiner gemte på udsigten. De svajede levende ind og ud, dansede i vinden, der hærgede på den anden side. Jeg kunne lugte regnen udenfor, men det var ikke det eneste. Osen fra olie og stearin hang i luften, og lysene lagde rummet i et intimt skær.

Mit blik fandt Ramon med flere i rummets ene hjørne. Han var kun iført bukser, slængt blandt halvnøgne kvinder, der så ud til at være både vampyrer og mennesker. Nogle af dem havde bloddråber i mundvigene, mens andre blødte en smule fra to små sår fordelt på forskellige kropsdele. Her lå han altså begravet i puder på noget, der mindede mest om en forvokset blanding mellem en seng og en sofa i en udefinerbar, skæv form. Som en anden Cæsar, der troede, at alt tilfaldt ham.

"Er det her, du gemmer dig?" udtrykte jeg frastødt og rynkede på næsen.

"Søs! Velkommen. Jeg kan se, du er ved at lære at være en Gud, langt om længe," grinede han uden at rejse sig fra de velourovertrukne puder, "Jeg nyder bare frynsegoderne. Du ved, dem der følger guddommeligheden. Du burde prøve det. Hov, vent – du har jo din udødelige kærlighed. Den lille hybriddreng. Jeg håber ikke, jeg klemte hans hjerte alt for hårdt. Jeg ville bare skræmme ham lidt, ser du. Du ved, I kunne være sammen for evigt, hvis du bare ville acceptere livet. Han er udødelig, du er en Gud. Overhovedet ikke ligeværdige, hvis du spørger mig, men hvor sjovt ville et ligeværdigt forhold også være. Slut dig til os. Vi har det så hyggeligt, ikke?"

Jeg skar ansigt i væmmelse. Han vendte ansigtet mod den kvinde, der var nærmest ham, og hun gav ham ret. Jeg ignorerede hans tale, selvom ordene vækkede en sværm af store, farverige sommerfugle i min mave. En evighed med Eliyas? Det var en tanke, der var svær at glemme.

"Vin?" spurgte han henvendt til mig, hvorefter han nikkede til en af kvinderne, der rejste sig og fyldte et bæger i messing.

Jeg så beslutsomt på ham og løftede øjenbrynene af kvindens udstrakte hånd med det fyldte bæger, der blev mig tilbudt. Han trak på skuldrene og tog selv en slurk af den mørkerøde væske.

"Du brugte flere århundreder på at finde mig og få mig tilbage. Men ikke for at få magt over mig. Heller ikke for at få en legekammerat," sagde jeg, "Du ville have mig til at redde menneskeheden for dig."

Ramon havde nær fået en tår druevin galt i halsen, før han lo højt.

"Ha! Nå, så dét tror du," grinte ham. Men han lo lidt for højt, og jeg vidste bedre.