√ | Som Natten, så Dagen

10.7

Tidligere: Amelia vågner midt om natten efter drømmen om et minde, og hun afkoder en profeti, der har stået skrevet på englen Betira af Seribs diamantstatue i firehundrede år. En profeti, der byder, at Amelia er menneskets frelser. At hun må besejre mørket. Men hvordan i al verden (eller alle verdener) skal hun klare det? Hun styrter på biblioteket for at finde ud af mere. Men en skæbnesvanger stemning hviler over natten.

En seddel dukker op blandt stumperne af Parabolae de Vita et Mortem.

10.7

Ordene var skrevet med en sirlig men forhastet håndskrift. Og på latin, selvfølgelig. Jeg kneb øjnene sammen for at forsøge at finde rundt i bogstaverne. Der var flere steder, hvor skriveredskabet ikke havde forladt overfladen for i hast at springe videre til næste ord, som om det ikke kunne gå hurtigt nok. Jeg besluttede mig for at starte fra en ende af, men selv den øverste sætning, der stod angivet på papiret, fik mig til at stirre forvirret i flere sekunder. Det her var jo ikke engang ord.

A.D. XIX KAL. SEPT. DXVIII AUC.

Efter at have knebet øjnene sammen i koncentration i nok et helt minut, lagde jeg i stedet papiret på gulvet foran mig. Jeg placerede min hånd på siden med fingrene pegende mod det første bogstav. A. Jeg forestillede mig, at jeg var tilbage på klosteret fra mit minde. Jeg forsøgte at genkalde mig følelsen af en fjerpen mellem mine fingre, og så begyndte jeg er efterligne bogstavernes bevægelser. Lod mine muskler huske for mig. Det gik op for mig, at det var en dato. Den fjortende dag i den syvende måned i Roms 518. år, læste jeg. Fjortende september 1271 e.v.t., som vi ville sige det. Det her var meget lovende. Jeg anstrengte mig for at følge den sirlige håndskrifts bevægelser hen over papiret.

"Papa Gregorius Decimus fuit, qui historiam rescripserunt," læste jeg uden særlig forståelse. Jeg indså, at jeg måtte slå hovedet fra og bare lytte. Jeg læste samme sætning højt igen, men i stedet for at fokusere på bogstaverne for mine øjne, lyttede jeg til de ord, der forlod min mund.

"Det var Pave Gregory den tiende, der omskrev historien," hørte jeg mig selv sige, "Da hans vinger blev sorte i hovmod."

At læse latin mindede mig lidt om at forsøge at huske akkorderne til en sang, jeg havde lært for mange år siden, for så ikke at have spillet den i flere år. Jeg var lidt rusten og måtte gætte mig frem flere gange, men til sidst huskede jeg.

Da jeg havde læst, hvad der virkede som en desperat sidste besked til hvem, der end måtte finde den, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde brug for at fortælle nogen om det, jeg lige havde opdaget. Nogen, der ville vide, hvad jeg skulle gøre.

Jeg lod mine hænder falde slapt mod mit skød og lukkede mine øjne. Så begyndte en melodi at lyde fra mit stemmebånd. Men ikke en hvilken som helst melodi. Helt bestemt dén melodi, som jeg ikke kunne finde ud af, hvor kom fra, men som var indlejret dybt i mit sind. Jeg kunne mærke vægtløsheden lægge sig over mig og tage fat, men jeg åbnede ikke øjnene. Jeg måtte koncentrere mig. Jeg tænkte på hans grå øjne og indbydende læber. På hans blonde hår, der sitrede i den salte vind på båden for så længe siden nu. Jeg åbnede øjnene flere sekunder efter, at jeg mærkede tågen slippe sit tag i mig.

"Eliyas. Englene–"

"Amelia, hvad laver du her?" Eliyas rejste sig hurtigt og lukkede døren til det lille rum, han sad i, "Du risikerer at blive set."

"Jeg er ikke Englenes Gudinde," gispede jeg, "Jeg er menneskenes."

Det sidste ord forlod mine læber som et hviskende åndedrag,

"Hvad snakker du om?" spurgte Eliyas lavmælt og kiggede forvirret på mig.

"Jeg er Livets Gudinde, og Englene er Livets beskyttere. De er Skytsengle og burde være der for at beskytte menneskene!"