√ | Som Natten, så Dagen

16.2

Tidligere: Eliyas har fundet tilbage til Amelia, men med noget modstand fra Amelias krigeriske veninde, Ophelie. Slipper alle levende derfra?

Han forsøgte at vise hende, at han fortjente hendes tillid.

16.2
"Imponerende sigte," sagde han og var sit charmerende selv, "Men du må hellere gemme den her til vigtigere mål end mig."

Ophelie så skeptisk fra hans ansigt til pilen i hans hånd, og hun virkede til at være splittet mellem at stole på ham eller at sende sin næste pil gennem hans hjerte, før han kunne nå at undvige endnu engang. Langt om længe frigjorde hun sin ene hånd fra sit greb om den ladte bue og tog imod pilen fra Eliyas med blot et anerkendende nik. Det gik op for mig, at jeg havde holdt vejret.

"I har taget et barn med," sagde Eliyas misbilligende, da hans blik faldt på drengen, der var flere hoveder lavere end mig. Eliyas så mod mig for en forklaring.

"Nej, nejnej," rystede jeg på hovedet og rettede ham, mens jeg sendte Adar et sigende blik, "Han har taget sig selv med."

Det var ikke forklaring nok for Eliyas, men det måtte række for nu. Jeg skulle nok få masser af tid til at fortælle ham om dem alle sammen på vores ugelange vandring mod vampyrernes hovedsæde.

"Eliyas," sagde jeg og trådte et skridt frem, så jeg forholdt mig neutral og befandt mig i ingenmandslandet imellem de to fronter, mens jeg præsenterede dem for hinanden, "Ophelie, Cato, Hugo, Edam og Adar. Silicia kender du."

Eliyas nikkede dybt og så hver og én i øjnene, mens jeg remsede deres navne op. Da Silicia hørte sit navn, tog hun det som sit stikord til at kaste sig mod ham i omfavnelse, som når ens bedste veninde møder ens kæreste for første gang. Det var ikke præcist det, der foregik nu, men det var heller ikke helt forkert. Jeg vidste ikke, om Silicia og Eliyas nogensinde havde snakket sammen – eller overhovedet set på hinanden før nu, selvom de havde været fanget på en båd sammen gennem en måske årelang rejse til en anden dimension og tilbage igen.

"Åh, Eliyas," hvinede hun, "Amelia har snakket så meget om dig!"

Jeg mærkede varmen i mine kinder og så forlegent mod jorden. Okay, såmeget havde jeg altså ikke snakket om ham. Det havde mest været om aftenen, når vi ikke kunne sove. Og de gange, vi havde arbejdet i markerne sammen, og der ikke var andre i nærheden.

"Tak, fordi du har passet på hende," sagde han, da hun havde viklet sig selv ud af ham igen, "Jeg hører, at du er ret kyndig med en stegepande."

"Nårh, dét," afværgede hun forlegent, da hun blev mindet om dengang, hun havde reddet mig fra en Englesoldat, der var kommet lidt for tæt på sandheden, "Pfff, det var da ikke noget."

Men det var altså noget. Hun havde fået mig ud af en situation, der kunne have endt min rejse, og hun havde fulgt mig derfra og sørget for, at jeg aldrig var alene. Alt sammen på trods af, at hun havde dedikeret sit liv til min bror, Ramon, der var min svorne fjende; min modstander; min modpol. Jeg ved ikke, hvornår eller hvordan, det var sket, men på et tidspunkt havde hun valgt sin tro fra og indset, at hendes venskab med mig var langt mere værdifuldt og virkeligt, end hendes sygelige tilbedelse af Mørkets Gud. Hendes første blik på mig havde været i foragt og fuldt af misundelse over den opmærksomhed, vampyrerne syntes at give mig, selvom jeg tilsyneladende bare var en menneskepige ligesom hun selv.

"Alle sammen, det her er Eliyas," forklarede jeg, "Han har reddet mit liv flere gange. Han er respekteret af højtstående vampyrer og har kontakter indenfor. Men han er på vores side."

"Ja, angående dét," begyndte han og skævede nervøst til mig, "Jeg blev set beskytte dig mod Englesoldater, men nogle hævder også at have set mig slå vampyrer ihjel. De tager ikke fejl, men der er ikke noget at bevise. Det ville være deres ord mod mit. Men jeg blev ikke hængende for at finde ud af det. Hvis jeg er heldig, så tror de, Englene kidnappede mig under optøjerne, og at jeg på mirakuløs vis er sluppet fri."