√ | Som Natten, så Dagen

11.5

Tidligere: Amelia har fortalt Gill og Ophelie, at Lux er tilbage, og at gudinden tilhører menneskene – ikke englene. Selvfølgelig uden at afsløre sig selv. I stedet har hun vundet sig selv mere tid til at finde en løsning på alle deres problemer. Hun troede, at Ophelie var den mest pressende trussel mod hendes og Silicias tilstedeværelse i byen. Men noget uventet er hændt. Har Adar afsløret hendes hemmelighed?

Det er dig.

11.5

"En lysende sjæl," citerede han fra min oversættelse, "Du kan bogstavelig talt lyse, Am, det viste du os for bunden af bjerget."

Pis også. Jeg vidste, at jeg ville fortryde, at jeg havde vist dem mine mærker den aften. Ikke nok med at Edam ikke stolede på mig længere, og at han knapt havde sagt et ord til mig resten af rejsen. Nu havde Adar muligvis afsløret mig. Jeg åbnede munden for at benægte det, men jeg kunne ikke finde de rette ord. Da jeg ikke sagde noget, fortsatte Adar.

"Du reddede mit liv den nat," sagde Adar og så intenst på mig, "Jeg var sikker på, at jeg ikke ville åbne mine øjne igen. Men det gjorde jeg, og du var hos mig. Du helede mig, det har jeg hele tiden været overbevist om, men jeg kunne ikke forstå det. Vampyrerne var ikke bare efter dig, fordi du er fra en anden verden. Du er mere end et menneske."

Jesus, den dreng ramte plet. Jeg var afsløret.

"Adar," begyndte jeg forsigtigt og gik over mod ham for at sætte mig ved siden af ham på sengekanten.

"Hedder du overhovedet Am?" spurgte han med en tone, der var hjemsøgt af svigt og bebrejdelse. Spørgsmålet ramte mig som et slag i maven, og det fik mig til at stoppe midt i et skridt midt i rummet. Min kæbe var nær faldet til gulvet, før jeg greb den og fattede mig. Med let adskilte læber rystede jeg langsomt på hovedet uden at se på ham. Jeg kunne ikke også miste Adars tillid. Det stak i hjertet.

"Jeg vidste det!" udbrød han. Jeg fornemmede, at stolthed var ved at få overtaget over bebrejdelsen i hans stemme.

"Du er for klog til at det er godt," sagde jeg med et fornøjet fnys og gav ham et lille smil, før jeg tilbagelagde den sidste afstand mellem os og slog mig ned på sengen ved hans side.

"Jeg er faktisk tolv år," sagde han for at forsvare sig selv. Som om det skulle forklare hans kløgtighed.

"Mit navn er i virkeligheden Amelia Strattford," sagde jeg, "Men jeg tænkte, at det var bedst ikke at fortælle jer det, hvis vi skiltes og vampyrerne fandt jer."

Adar så eftertænksomt på mig, mens han tykkede på, hvad jeg fortalte ham. Så nikkede han accepterende og så på mig med løftede øjenbryn. Det så ikke ud til at være den store overraskelse for ham, at Am ikke var mit rigtige navn.

"Cia hedder faktisk Silicia," sagde jeg, da jeg tænkte, at han nok havde gennemskuet Silicias dæknavn sammen med mit.

"Hvad?" udbrød Adar overrasket og måbede, "Dén havde jeg ikke set komme."

Hans fuldkomment uventede reaktion fik mig til at grine højt og længe og mindes dengang, Silicia fik at vide, at jeg havde kaldt hende Cia. Mine mavemuskler længtes tydeligvis efter at grine så dybfølt og bekymringsfrit, for en krampe meldte sig, og jeg måtte holde mig på maven, mens en tåre sneg sig ud i min ene øjenkrog. Det var en tåre af lykke – men på én og samme tid var det også en tåre af sorg. Af dyb længsel efter dét, der var engang, og af ren og skær glæde over dette flygtige øjeblik, der er lige her, lige nu.

"Hun ville have haft, at hendes dæknavn skulle være Vildkvinden," grinte jeg og tørrede den tvetydige tåre væk, mens Adar stemte i med sin latter.

"Jaer, okay," sagde han mellem grinene, "Det havde alligevel været mere åbenlyst end Am."

"Hey," sagde jeg og lod som om jeg var fornærmet, da jeg gav ham et blødt slag på skulderen. Men jeg skiftede igen til en mere seriøs tone, da jeg så lagde en hånd på hans skulder og fangede hans blik.

"Adar," startede jeg, og hans øjne mødte mine helt klare af tillid, "Du kan ikke fortælle de andre om det her. Ikke endnu. Jeg må finde ud af, hvad den her profeti helt præcist fortæller. Jeg kan i hvert fald ikke lede nogen i krig som tingene er."

Han nikkede.

"Selvfølgelig, Amelia," sagde han og tilføjede, "Du kan være Am, indtil du er klar. Jeg skal nok hjælpe dig."

Jeg smilede vemodigt. Der var meget sødt af ham. Men hvordan kunne han hjælpe mig? Han var blot et barn. Jeg måtte regne den her ud selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, der kunne udtrykke min lettelse nok. Så jeg lænede mig bare ind mod ham i et kram.

"Tak," sagde jeg stille, og han gav mig et klap på ryggen. Så gav jeg ham et smil, før jeg rejste mig op for at gå ud mod spisebordet. Jeg kunne lugte stegt kylling, og duften gjorde det svært for mig at fokusere på noget som helst andet. Alligevel slog det mig, hvad jeg havde ledt efter Adar for. Da jeg nåede den åbne dør, vendte jeg mig atter mod ham. Adar sad stadig på sengen med papiret i hånden. Denne gang var det tegningen, han sad og betragtede. Jeg havde formodet, at det var en ung Edam og en yngre Adar, der stod og holdt hinanden i hånden på en solskinsdag. Men måske forestillede tegningen Adar med sin far? Hvor var brødrenes far egentlig henne?

"For resten," sagde jeg for at få hans opmærksomhed, "Jeg kom egentlig for at spørge–"

Men en dyb stemme dukkede op lige bag mig, og jeg vendte mig forskrækket.

"Hvad laver I?" rungede spørgsmålet. Det var Edam. Han havde virkelig fået sig en dårlig vane med at snige sig op på mig. Som om chokket ikke var nok, fik spørgsmålet blodet til at isne i mine åre. Jeg håbede, at Adar ikke havde glemt sit løfte – og især, at han ikke troede, Edam var en undtagelse fra de andre.

Adar holdt papiret op, og på grund af stjernerne for mit blik, der var et resultat af, at jeg holdt vejret mens blodet pumpede, tog det mig ét langt sekund for længe at se, at det ikke var min oversættelse af englens profeti, han holdt op for Edams syn. Profetien var vendt ind mod Adars eget ansigt, mens det var tegningen, han viste frem. Jeg kunne regne med ham.

"Jeg fandt bare en af mine gamle tegninger; se!" sagde han stolt, før han lagde papiret fra sig på sengen ved siden af – med tegningen opad, "Men nu er der vist frokost."

Men hvad vidste Adar egentlig helt præcist? Du er mere end et menneske, havde han sagt, men betød det, at han vidste, at jeg var Lux? Måske troede han bare, at jeg var udvalgt af Lux til at lede dem ad hendes vej. Jeg ved ikke, hvad jeg håbede på. Jeg havde ærligt talt følt en underlig lettelse over, at bare én person mere nu kendte sandheden om mig. Det var én person mindre at lyve for. Men hvis det sidste var tilfældet, betød det, at jeg bare måtte blive ved med at lyve for ham. Jeg fandt, at jeg håbede, at Adar havde regnet det ud. Det hele.

----------------------------

I overmorgen drager jeg mod syd for sidste gang denne sommer (fordelen ved at have tre familier), og da jeg skal arbejde i morgen og ikke har pakket endnu – typisk mig – kan jeg ikke love, at der bliver opdateret, før jeg er kommet hjem igen efter en ti dages tid. 

Jeg håber, I har nydt jeres ferie, selvom den er forbi alt for snart! D-:

Kh, Brochmann