√ | Som Natten, så Dagen

7.6

Tidligere: De fire mennesker har søgt tilflugt hos de søde, gamle mennesker, Agnes og Harold, der nok desværre har måtte lade livet, da deres gård bryder ud i brand. Uden at vide, hvad der er efter dem, flygter Amelia og de andre, men de når ikke langt. Kan I huske, da Amira - skræmmende, som hun er - lovede Amelia et liv i smerte efter Alonzos død? Den tid er kommet.

7.6
Jeg forsøgte at kæmpe imod, kradsede og slog af alle mine kræfter mod den ryg, jeg var blevet slynget over. Men det var, som om det bare var mine negle, der flækkede, mine knoer, der blev blodige og blå. Kort efter blev jeg kastet ned mod et koldt betongulv, og en vægt naglede mig til det. Jeg åbnede øjnene og så Amira med sit blonde hår og sin solbrune hud sidde overskrævs på mig. Den lille kvinde holdt mig nede. Men det var ikke hende, der holdt mine hænder. Jeg vendte og drejede hovedet, forsøgte at få øje på den anden af dem. Det var en mandlig vampyr med brune, fedtede krøller, der hang ned foran hans ansigt og skjulte hans mørke øjne i flæng. Nej, vent. Øje er ordet. Der, hvor hans venstre øje ville have befundet sig, skar et flosset ar sig skråt ned fra midten af panden til det yderste af hans venstre kindben. Jeg havde aldrig set en vampyr med et ar før. Selv da Eliyas var blevet overdynget med gløder, havde han ikke haft en skramme efterfølgende. Mandens ansigt forvringede sig. Han spredte læberne og afslørede et kridhvidt tandsæt, og en hvæsende lyd forlod hans mund. På et splitsekund slap han mit venstre håndled, stak mig en lussing og greb endnu hårdere fat i min arm. Min kind sved, og jeg tror, min læbe var sprukkent.
"Mennesket ser, hvor det ikke burde, Amira," sagde han sært hvislende. Han kaldte mig det. Han kunne vist ikke lide, at jeg kiggede på hans menneskelige fejl. Jeg havde lukket øjnene efter lussingen, men nu åbnede jeg dem trodsigt igen og kastede lynende blikke på først manden og dernæst Amira. Blodet fra flængen i min læbe sivede ind mellem mine læber, og smagen af jern bredte sig over min tunge. En blod- og spytblanding samlede sig i min mund, og min hjerne nåede end ikke at debattere, hvorvidt klatten skulle skydes afsted eller ej. Jeg spyttede lige op i luften. Og ramte manden akkurat midt i panden, så en rødlig, skummende dråbe bevægede sig ned over hans ansigt langs hans ar.
"Hold dig væk fra mig," sagde jeg gennem sammenbidte tænder, der nok var farvet røde af mit eget blod. Manden kørte den ene hånd ned over sit ansigt og tørrede derefter mit spyt af i mit eget ærme. Eller, det var nu godt nok Adars – det kunne nok også være Edams. Jeg skulede udfordrende til ham, da jeg kunne se, at han kæmpede med at bevare fatningen.
"Stille, pigebarn," hvæsede Amira og fortsatte i et nidkært toneleje, "Jeg lovede engang, at du ikke havde set det sidste til mig," hun bevægede sin ene arm langsomt om bag sig, "Og tænk at du har gjort det så meget nemmere for mig at nå dig, når du ikke har de to sødblødne menneskeelskere til Jack Bareilles og Eliyas-loverboy til at passe på dig og pusle om dig."
P'erne i den sidste sætning var overdrevne og vidnede om, at hun virkelig var indebrændt. Frem trak hun en tveægget kniv. Bladet var slebet og pudset, så den viste mit ansigt med udstående kindben og udtværet jord her og der. Mit hår var fedtet og uglet og helt og aldeles sat til med halmstrå og sikkert også en edderkop eller to. Det så et kort øjeblik ud, som om spidsen af kniven var knækket af. Men så lagde jeg mærke til en mat sort spids, der umiddelbart så ud, der virkede til at være smeltet sammen med kniven. Det lignede en af de der vulkansten, der har ligget i havet i århundreder, og som man kan finde på stranden ved kysterne ud til Middelhavet i min verden.
"Nu er det tid, til at vi to har det lidt sjovt," sagde hun mellem sammenbidte tænder i et ondskabsfuldt smil. Hun pegede knivsspidsen mod forskellige dele af min krop, som om hun forsøgte at bestemme sig for, hvor hun skulle starte, mens hun nynnede en ubestemmelig melodi for sig selv. Til sidst stoppede den sorte knivsspids ud for mit ansigt, og Amiras øjne slog nærmest gnister. Hun havde valgt.
"Er det ikke noget med, at øjnene er det mest følsomme område?" spurgte hun som om hun sad i biologitimen og forsøgte at fedte for læren ved at spille klog. Hun bevægede langsomt kniven ned mod mit ansigt og så ud til netop at sigte efter mit venstre øje. Jeg vred mig i vampyrens greb, forsøgte at undgå kniven. Jeg vendte ansigtet væk fra Amira og strakte hals, som om de få ekstra centimeter ville gøre forskellen og hjælpe mig med at slippe væk. Amira tog hårdt fat om min kæbe, borede sine negle ind i min hud og holdt mit hovede stille, mens hun lænede sig ind over mit ansigt og tog den anden vampyrs udsyn. Jeg hørte ham grynte – han var tydeligvis ikke tilfreds. Hvem vil ikke gerne se Amira skære i mig som et andet freakshow!?
I det øjeblik, hendes kniv skar sig gennem min hud lige under mit venstre øje, skete der noget. Jeg havde bidt tænderne hårdt sammen i et forsøg på at bevare min værdighed og ikke komme med smertensudbrud over det, der sikkert bare var en overfladisk flænge. Mit venstre øje begyndte at løbe i vand, og snart fulgte det højre trop, så jeg klemte dem sammen og håbede på, at jeg kunne holde tårerne indenbords. Da jeg opdagede, at hun ikke havde trukket flængen længere ud, eller i det hele taget stukket kniven i mig igen, åbnede jeg mine øjne, og en tåre sneg sig ud af min venstre øjenkrog og gled ned ad siden af mit hoved. Udtrykket i Amiras ansigt havde ændret sig. Hun så kort forvirret ud, hvorefter forvirringen ændrede sig til et ondskabsfuldt smil og smalle øjensprækker.
"Næ, hvor nydeligt," sagde hun og stak hurtigt knivsspidsen ind i hulningen under mit kindbind uden at fjerne den igen. Jeg kunne lige få øje på mit forvredne spejlbillede i knivens blanke overflade. Det var ikke længere jordet i mit ansigt og halmen i mit hår, jeg bed mærke i. Det stykke af min kind og min pande, jeg kunne se i den smalle kniv, lyste op i sirlige mønstre. Akkurat som dengang en englesoldat havde rørt mig med spidsen af sit sværd og lapis lumen kom i kontakt med min hud. Men den sorte knivsspids her var bestemt ikke englenes vampyrdræbersten. Var det her vampyrernes svar på den grønlysende sten? Lapis ondskab eller hvad? Jeg kunne mærke den mandlige vampyrs greb i mine arme slækkes og strammes på ny, som om han var urolig ved situationen. Men ærligt talt, det havde jeg også været første gang – okay, hver gang – jeg selv havde set mine lysende henna-tattooveringer. Nu frydede jeg mig ved hans ubekvemmelighed.
"Castor, mød Lux, den forsvundne Gudinde," sagde Amira, som om hun introducerede en singlekvinde i datingshowet Dagens Mand. Hun lettede trykket på kniven, og bevægelsen fik mig til igen at bide tænderne hårdt sammen i et forsøg på at ignorere smerten. Det lykkedes ikke. Hun begyndte at flytte kniven op langs mit kindben og rundt i en halvmåneform ud for mit øre, hvorefter hun med sin venstre hånd tvang mit hoved bagover og fortsatte med kniven ned langs min hals. Jeg så op på manden, Castor, med det uhyggelige ar. Hans ansigtstræk var udvaskede igennem tårerne, der lå henover mine øjenæbler. Han så blegere ud i det kølige lys, jeg afgav, og hans øjne lyste rødt med blikket fastlåst på de små dråber af blod, der langsomt fandt vej ud af rifterne i min hud. Amira rev en flænge i min bluse fra kraven ud til ærmet og kniven fortsatte ud over mit kraveben, hvorefter den gjorde holdt ved min skulder. Amira lagde hovedet på skrå, og jeg brugte pausen til at samle luft til et grådkvalt s-stop. Hun så mig i øjnene og løftede øjenbrynene, da det var den første lyd, jeg havde lavet.
"Stop?" hun gjorde et kast med nakken og kom med et skingert ha!, "Nej, Gudinde. Det er slut med at gemme sig."
Sidste sætning var dyb og dyster og stod i kontrast til den falske munterhed, hun havde gemt i grinet. Slut med at gemme sig? Hun så koncentreret ned på min skulder og satte atter kniven i. Det var, som om hun lavede små cirkler lige under mit kraveben, og som hun kom tættere og tættere mod mit brystben tog cirklerne til i størrelse. Den største cirkel placerede hun lige i midten, og i centrum af den skar hun endnu en lille cirkel. En cirkel med en prik i midten. Det var det samme symbol, der lyste op i min pande og på bagsiden af begge mine hænder. Skar hun langs mine mærker? Slut med at gemme sig. Hun var ved at gøre mine mærker permanente i form af tynde, lyserøde ar. Jeg gjorde modstand. Det kunne hun da ikke bare gøre!
Men det gjorde hun. Og hun fortsatte ud langs min arm, fremhævede hver blodig lille detalje. Da hun var nået til de sidste cirkler, der strakte sig ud til mine fingerspidser, begyndte en anden smerte at blande sig. Denne smerte kom indefra. Den startede i maveregionen og spredte sig til mine lunger og mit hjerte. Det var følelsen af en astralrejse under opsejling. For at være ærlig, trængte jeg virkelig til at forlade den her krop og det smertehelvede, den var i. Så jeg hengav mig til kaldet og lod min sjæl løsrive sig fra min krop.
Jeg hang i luften over min livløse krop og så lysene tone ud. Amiras koncentration blev brudt, da hendes skabelon forsvandt. Hun så undrende op på mit ansigt og opdagede, at jeg var bevidstløs. Hun klappede hårdt på ubeskårne kind et par gange og forsøgte derefter at trykke kniven mod min hud forskellige steder. Men ingenting skete. Jeg sukkede lettet (i mine tanker i hvert fald) og så til, mens Amiras frustration tog til i kraft.
"Nej!" udbrød hun og slyngede kniven ned mod mit ansigt. Panikken skyllede ind over mig og jeg kunne ingenting gøre, da en tot af mit hår blev skåret af. Kniven borede sig ned i betongulvet få centimeter ved siden af mit venstre øre. Selv Castor veg tilbage for Amira, og han så ellers selv ret farlig ud.
Den efterhånden velkendte tåge begyndte at lukke sig om mig, og til sidst kunne jeg ikke længere holde øje med min krop. En hvislen rullede igennem tågen og formede langsomt mit tilnavn, Lux. Jeg blev draget mod kaldet, nysgerrig efter at finde ud af hvem, jeg ville finde. Det første, jeg kunne se, var det gyldne skær af flammer. Over mig var himlen mørk og stjerneklar. Dernæst dukkede en mørk trekant op foran mig, og lettelsen ville have fået mit hjerte til at galoppere afsted - hvis jeg altså havde et. Det var Edam og Adars tipi. På den anden side af bålet fik jeg øje på et ansigt lyst op af ilden, og Silicias hvide hår var ikke til at tage fejl af.
"Silicia!" udbrød jeg stakåndet og kastede mig ned gennem luften, gennem røgen og gennem flammerne for at omfavne hendes spinkle krop. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke. I stedet fik jeg hende til at kravle baglæns med panikken malet i ansigtet.
"Woooow," sagde hun overrasket, men kontrolleret, og det gik op for mig at ingen af brødrene var her. Det var kun hende.
"Undskyld," fik jeg stykket sammen, da det gik op for mig, at jeg stensikkert havde fået skræmt hende fra vid og sans.
"Amelia, øh," begyndte hun, men måtte pause for at se på mig, "Du ser... Anderledes ud."
Jeg havde aldrig oplevet Silicia mangle ord.
"Jeg er Lux," sagde jeg og nikkede samtykkende, "Eliyas sagde, at det er sådan, min sjæl ser ud."
Hun nikkede en enkelt gang og så stadig på mig med munden spidset mens hun tænkte.
"Er du... Lever du stadig?" spurgte hun efter flere sekunders tavshed. Jeg nikkede.
"Det tror jeg da," sagde jeg og forsøgte mig med et smil, "Sidst jeg tjekkede."
"Godt."
Hun smilte, og jeg så ikke på hendes ansigt, mens jeg fortalte hende, hvem der havde bortført mig.
"Hvis jeg slipper fri," sagde jeg så og mødte min venindes blik, "Hvordan finder jeg jer så?"
Hun så sig omkring og pegede til sidst mod horisonten.
"Kan du se de der bjerge?" spurgte hun, og jeg nikkede, "For foden af dem er der en flod, der leder ind i en dal. Det er dér, vi er på vej hen."
Det var langt væk. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var, eller hvor de var, eller hvordan jeg nogensinde skulle komme helt der hen. Men det her var første skridt på vejen til at finde tilbage til dem.
"Men Amelia, der er noget, jeg må for–"
Silicia blev afbrudt, da der lød rumsteren indefra tipien, og Edams søvndrukne stemme nåede os.
"Cia," sagde han, "Sidder du og snakker med dig selv?"
"Øh," svarede hun usikkert og kiggede panisk op på mig.
"Bålet!" hviskede jeg. Det var ilden, der holdt mig her, "Sluk bålet!"
Mens Edam baksede med skindet, der hang ned foran tipiens åbning, fik Silicia hurtigt dækket bålet med jord, og jeg nåede netop at se Edams pjuskede hår titte frem fra tipien, før tågen sugede mig ind. Hvad var det, Silicia havde prøvet at fortælle mig? Hun havde virket så brødebetynget, og hun var slet ikke så lettet, som hun burde have været, da hun blev forsikret i, at jeg var i live. Der var noget helt galt.

--------------------------
Forfatterkommentar:
Så fik I lige et laaaangt kapitel serveret (og så hurtigt, jeg har virkelig oppet mig!), og jeg håber, I vil tage godt imod det. Jeg har brug for action til at holde historien kørende, så den ikke bliver så kedelig, at jeg ikke gider at skrive på den. Så drama får I her.
Det er ikke sikkert, I har opdaget det, men jeg har også flyttet historien fra kategorien Vampyr til Fantasy, da jeg tænkte, at når den lige så meget omhandler guder og engle som vampyrer, ja, så hørte den jo egentlig nok bedre til dér. Og forresten, (helt ude af kontekst) er "Som Natten, så Dagen" ærligt talt ikke et ret kedeligt navn? Det skriger ikke ligefrem læs mig!, så jeg overvejer lidt at ændre min romans titel. Ville det være underligt? Uanset hvad, er jeg helt tom for idéer, så det er slet ikke sikkert, at det bliver aktuelt.
Håber, I har haft en god skolestart! De af jer, der nu går i skole i hvert fald - og til jer andre, så håber jeg, at I har det godt med hvad end, I nu laver. Hvad går I egentlig og laver, kære læsere? Hvad er I for nogle typer?

Kh, Brochmann