√ | Som Natten, så Dagen

13.2

Tidligere: Amelia har været på sjælebesøg hos Eliyas, der skjuler sig fra vampyrerne for ikke at blive henrettet som forræder, efter han var blevet set redde Amelia ud fra sit brændende fængsel under Englenes angreb. I Vatikanet forventer Paven, at han deler al sin viden om den eftersigende tilbagevendte Gudinde. Men hvor længe kan han holde på Amelias hemmelighed?

Eliyas forsøger at holde hele Verdenen hen i deres søgen efter Hende, mens Amelia forsøger at komme op med en plan. En lignelse bringer hende til at lede efter Solstenen, der blev bragt til jorden i den komet, der forvandlede folk til engle. Dens krater er ifølge Eliyas at finde i det nordlige land Sverige.

Det lignede, at Moderjord havde udstødt en del af sig selv. Som en kropsdel, der var rådnet væk og efterlod sig grimt arvæv, havde krateret fortæret et område på størrelse med en hel by. 

13.2

Jeg nærmede mig med frygt for, at stedet skulle ligne scenen fra min drøm, hvor lugten af de tusindvis af døde og den enorme ødelæggelse stadig hang i luften alle de hundreder af år senere. Som om ilden stadig brændte på trods af, at alt, den kunne fortære, for længst var brændt til atomer. Som om verdenen udenfor krateret var fortsat og havde helet fra naturkatastrofen, mens krateret var blevet en helvedesdimension i sig selv. Et sort hul, der truede med at opsluge alt og alle, der betrådte den hårde, forkullede overflade. Som om jorden var smeltet til lava, der senere var hærdet og havde skabt en uhelbredelig skorpe af vulkansten. Men Moderjord var stærk, og de mest tålmodige af planter havde kæmpet sig op igennem små luftlommer i vulkanstenen for at nå lyset og varmen på den anden side. Først havde det bare været mælkebøtter – planteverdenens altoverlevende kakerlak – men små træer og blomsterbuske levede sparsommeligt i de flænger, der udvidedes og voksede langsomt for hvert hundrede år, der gik.

Og jeg vidste, at jorden nok skulle hele. For Livet ville sejre til sidst. Livet finder altid en vej – ikke?

Jeg forsøgte virkelig at forberede mig selv på den kamp, der lå forude. Først måtte jeg finde Solstenen. Men hvad så, når alt, jeg manglede, var Mørkestenen? Hvordan havde jeg forestillet mig, at jeg skulle trænge ind i Barion og vriste den røde sten fra Genevrias scepter?

For slet ikke at tale om, hvad jeg skulle gøre, når jeg så var i besiddelse af begge sten. Kunne de overhovedet ødelægges? Og ville alle engle og vampyrer da blot falde døde om?

Nu, når jeg tænkte over det, så var det, jeg havde, faktisk slet ikke en plan. Den var gennemhullet af hvis'er og ukendte faktorer.
Men det var, om ikke andet, en start. Planen skulle nok komme.

Min egen optimisme overraskede mig. Jeg var vel trods alt en Gudinde.

Solnedgangen prydede himmelen med sit flammehav, og jeg sukkede dybt. Jeg havde ledt utrætteligt i det store hul i jorden, da jeg langt om længe måtte opgive min søgen efter Solstenen. Måske havde nogen alligevel fundet den uden at vide, hvor vigtig og værdifuld, den egentlig var. Hvor var det også tåbeligt af mig at tro, at den bare kunne ligge her og have det som blommen i et æg og stadig være urørt efter tusind år. Det var håbløst. Jeg så mod himmelen for at bede til en Gud, der ikke ville svare mig.

Da slog det mig.

Shit, shit, shitshitshit

Solen var ved at gå ned – jeg havde glemt at dagene var lysere så langt nordpå! Det betød altså, at jeg havde været væk fra min krop i flere timer. Bare der ikke var nogen, der havde fundet mig. Hvordan skulle jeg dog forklare min komasøvn?

Jeg lod omgående tågen sætte ind, og før den overhovedet havde omsluttet mig, befalede jeg:

"Tag mig hjem."

Tågen fortættedes og hvirvlede mig tværs over verdenen, og på få sekunder var jeg tilbage i min krop. Men noget var galt. Her var mørkt og koldt, og jeg havde det, som om jeg var fanget i en ond drøm, jeg ikke kunne vågne fra. Jeg følte mig fanget i intetheden, mens jeg forsøgte at genvinde følelse og førlighed af min krop. Det var en kamp for mig overhovedet at fremtvinge et tiks-lignende nervetræk i mine fingre, men langsomt fandt min sjæl til rette. Da jeg endelig kæmpede mine øjenlåg op og så ud af mine kropslige øjne, så jeg lige ind i Edams mørke øjne.

Pis også

Jeg var afsløret. Hvor længe havde de forsøgt at vække mig?

Jeg gispede efter vejret, som om mine lunger netop havde været fyldt med vand; som om jeg havde ligget på bunden af havet. Når jeg blinkede, føltes mine øjenlåg som sandpapir, som havde jeg været fanget i en sandstorm i ørkenen. Jeg havde været væk fra min krop alt for længe, og jeg havde det lige nu som om jeg var ved at vågne fra et vinterhi lidt for tidligt.

"Wow, du var helt væk dér," grinte Edam nervøst, "Du sover så tungt som en vampyr. Hvis jeg ikke vidste bedre–"

En hånd greb om hans skulder og trak ham væk fra mig, for at lade et nyt ansigt komme til syne. Det var Silicia, der stod bøjet over mig og rakte mig sin hånd.

"Slap af, nogle gange går der bare Tornerose i mig," sagde jeg anstrengt, mens jeg rejste mig med Silicias hjælp.

"Er du gået ind i en tornebusk?" spurgte Silicia bekymret og begyndte straks at se mig efter for rifter og torne.

"Hvad? Nej," sagde jeg hurtigt, da det gik op for mig, at jeg havde begået en fejl.

"Der er ingen roser i nærheden, de kan slet ikke leve her," sagde Edam lige så uforstående som Silicia.

Jeg børstede Silicias søgende hænder af mig og viftede afværgende for at forklare.

"Det er bare et eventyr," sukkede jeg og rettede mig mod Edam, "Hvis du er heldig at bekæmpe en drage og kravler op i mit tårn, kan det være, jeg fortæller dig om det, efter du vækker mig med et kys. Er der aftensmad, eller hvad skulle I afbryde min skønhedssøvn for?"

"Øh, ja, der er aftensmad," sagde Edam og kløede sig i håret, stadigt forvirret. Jeg frydede mig stille over hans forvirring, for med paraderne sænket opførte han sig næsten som før, jeg havde delt et enkelt stykke af det puslespil, der var min hemmelighed og mit liv, med ham. Han var slet ikke så smart som han gik og foregav. Men han fattede sig hurtigt og havde igen muren oppe, da han vente sig om og førte an ind i huset.

Silicia lagde sin arm om min med et spændt glimt i øjet og lænede sig ind til mig for at hviske:

"Hvor var du henne?"

"Sverige," hviskede jeg stolt men kryptisk tilbage sammen med et sigende blik, der forsikrede hende om at jeg nok skulle fortælle hende alt om mit møde med Eliyas hos Paven og min tur til Norden, der ikke havde båret frugt. Jeg smilte varmt, og støttede mig lidt for indiskret til hende. Hvert skridt jeg tog sendte knive i mine bærende led, og jeg måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at vise hende min smerte. Min krop værkede og var øm, som havde jeg sovet som en sten under vægten af en klippe.

Min krop havde været foruden sin sjæl alt for længe denne gang.

---------------------------------------------

Forfatterbesked: Jeg er såååå ked af at jeg ikke har opdateret alt for længe! Jeg har været på studietur i en måned og havde terminsprøve kort efter jeg kom hjem – ondt. Men nu er jeg oppe på hesten igen; jeg har sovet ud, og jeg har ikke flere serier, der umiddelbart kræver catching-up.

Faren ulmer i Amelia-universet...

God påske!

Kh, Brochmann